C. Moesgaard-Kjeldsen

C. Moesgaard-Kjeldsen, Christen Moesgaard-Kjeldsen, 20.10.1869-9.4.1935, godsejer, politiker. Efter at have taget realeksamen lærte C. Moesgaard-Kjeldsen landbrug i et par år, inden han i sommeren 1888 tog på Tune landboskole. Således indledte han samme år sine studier på landbohøjskolen hvorfra han to år senere blev landbrugskandidat. Umiddelbart derefter rejste han til Brasilien hvor han for den derværende regering forestod et forsøgspræget landbrug.

Tilbage i Danmark igen var han en vinter lærer på Dalum landbrugsskole inden han 1894 begyndte som selvstændig landmand, i første omgang som kreditforeningsbestyrer af de lollandske gårde Lidsø og Bindernæs, fra 1896 som ejer af disse. 1901-16 ejede han desuden Vennersminde sammesteds. Kvægopdræt baseret på store græsarealer og planteavl i typisk lollandsk udformning (sukkerroer) var hovedhjørnestenene i hans dygtige og meget beundrede landmandsvirksomhed. Teori og praksis skulle for ham gå hånd i hånd, ført sammen af velovervejede rentabilitetsberegninger.

I samarbejde med prof. Harald Goldschmidt fra landbohøjskolen og J.A. Lemming, Skousbogård, indledte han fx 1902 en række rentabilitetsforsøg over fodring af malkekøer. Hans besætning var samtaleemnet i vide kredse, og han tjente gode penge på salget af tillægsdyr. På såvel det organisatoriske som det politiske plan blev navnet Moesgaard-Kjeldsen snart kendt. 1899-1910 var han medlem af bestyrelsen for Sukkerroedyrkerforeningen og 1906-10 dens formand, 1906-18 var han bestyrelsesmedlem i Østlollands landboforening, 1920 kom han ind i bestyrelsen for de lolland-falsterske landboforeninger og tre år senere i bestyrelsen for De samv. danske landboforeninger. Rødby byråd var 1906-13 udgangspunktet for hans politiske karriere. Erfaringerne fra afvandingsarbejdet på de hjemlige gårde sporede ham her ind på løsningen af større ingeniørarbejder omkring Rødby havn, atter set som basis for Rødby-Femernruten. Fra 1912 var han i en årrække formand for bestyrelsen i dampskibsselskabet Rødby havn. Som medlem af det rad. venstre blev han 1913 valgt til folketinget i Fredensborg-kredsen. Allerede i sit første år i rigsdagen fik han flere opgaver som ordfører, bl.a. lovforslaget om statsbanernes styrelse og blev da også medlem af det jernbaneråd der blev et af resultaterne af denne lov. Desuden varetog han ordførerskabet for indkomstskattelove og for lovforslaget om fæstegodsets overgang til selveje. Endvidere var han som medlem af landbokommissionen af 1911 en varm forkæmper for en overgang til grundskyldsbeskatning i stedet for den gårdejervenlige ejendomsskyld af 1903.

Den usædvanlige kombination af teoretisk indsigt og praktisk duelighed der forenedes i C. Moesgaard-Kjeldsen fandt imidlertid sit bedste udtryk i hans ledelse af ernæringsrådet af 1917, et reguleringsorgan som skulle holde hus med landets forsyninger efter at den tyske ubådskrigsførelse var blevet kraftigt skærpet samme år. I dette organ fik C. Moesgaard-Kjeldsen et godt samarbejde med sekretæren, professor H. Møllgaard, og disse to blev da også tillagt hovedæren (og -ansvaret) for indenrigsminister Ove Rodes omfattende reguleringspolitik på forsyningsområdet. 1920 skiltes imidlertid Ove Rodes og C. Moesgaard-Kjeldsens veje i to vigtige spørgsmål: om regeringens holdning til den kommende grænsedragning i Nordslesvig, og om den rette holdning til de økonomiskpolitiske problemer, landet stod over for i medfør af kronekursens stadige fald fra efteråret 1919. Den dag i dag står det ikke klart, hvad der kan have bevæget C. Moesgaard-Kjeldsen til at sætte sin politiske karriere over styr, sådan som tilfældet faktisk blev. Måske har han på samme måde som sin landøkonomiske forbundsfælle, landbrugsrådets præsident Thomas Madsen-Mygdal følt, at reorganiseringen af den overordentlige kommission nov. 1919 med den dynamisk-ambitiøse og stærkt socialliberale K. Riis-Hansen som leder kunne gøre den reguleringspolitiske linje til et egentligt alternativ til en (landbrugs)liberal linje. Formentlig må hans begyndende afstandtagen sent på året 1919 fra regeringens fastholdelse af nationalitetsprincippet som afgørende for en deling af Nordslesvig ses netop i denne sammenhæng.

I begyndelsen af marts 1920 kom den radikale folketingsgruppes interne krise over disse spørgsmål til fuldt udbrud. 9.3. sagde C. Moesgaard-Kjeldsen i et partimøde, at han ville gå imod regeringens forslag til en importregulering. Det gentog han to dage senere i selve folketingssalen, og dermed placerede han sig ret entydigt på Madsen-Mygdals liberale oprørslinje. Om han allerede da ville styrte regeringen, sådan som det er hævdet, må dog nok betvivles. Det kunne jo tænkes, at regeringen faktisk søgte at få sit mandat bekræftet hos vælgerne. Partitaktisk betragtet var det nok heller ikke nogen klog disposition at lade et radikalt partimøde vedtage en enstemmig støtteerklæring til regeringens grænsepolitik 18.3. hvor C. Moesgaard-Kjeldsen var fraværende, for så at søge den yderligere bekræftet næste dag hvor han var til stede og følgelig stemte imod. Den 27.3. fremsatte C. Moesgaard-Kjeldsen da sammen med den socialdemokratiske oprører E. Marott det krav om folketingsvalg, der gav foranledning til Christian 10.s afskedigelse af regeringen Zahle (påskekrisen). C. Moesgaard-Kjeldsen var på tale som medlem af ministeriet Liebe, men blev ikke opfordret. 30.3. ekskluderedes han af sin folketingsgruppe.

C. Moesgaard-Kjeldsen, som i forbindelse med efterkrigskrisen 1920-21 på det nærmeste blev privatøkonomisk ruineret, opgav derefter partipolitikken til fordel for erhvervspolitikken, idet han som nævnt gik aktivt ind i landboforeningsarbejdet 1920. Indtil sin død virkede han da som en utrættelig agrarpolitisk agitator. I tale som i skrift hævdede han det frie danske eksportlandbrugs absolutte forrang fremfor et fagforeningsknægtet bysamfund. Når regering og rigsdag efter C. Moesgaard-Kjeldsens opfattelse lod kronen gå i pari 1925-26 uden samtidig at hjælpe de deflationsramte landmænd, var det for ham en bekræftelse af hans agrarpolitiske yndlingsforestillinger, jfr. Landbrugskrisen 1925 og 1926, 1926. Med held agiterede C. Moesgaard-Kjeldsen under denne krise for, at de store landbrugsorganisationer skulle formulere en aktiv modpolitik. Det skete ved et stort landbrugsmøde i Odense 28.6.1926, hvor man krævede de offentlige budgetter nedbragt i samme takt som kronens værdistigning, noget som blev mindretalsregeringen Madsen-Mygdals linje 1926-29. Da landbruget 1931-32 kom ud for nye vanskeligheder som konsekvens af den store verdenskrise, blev C. Moesgaard-Kjeldsen en af de ledende mænd bag den agrarpolitiske oprørsbevægelse Landbrugernes Sammenslutning (LS). Når regeringen ikke ville gå ind på landbrugsorganisationernes krav om at sænke kroneværdien til gavn for eksportpriserne ivrede han stærkt for, at andelsvirksomhederne tilbageholdt den indtjente valuta indtil den var steget tilstrækkeligt i pris. Dette initiativ fik regeringen imidlertid forpurret i delvis samarbejde med de "gamle" landbrugsorganisationer, og C. Moesgaard-Kjeldsens indflydelse i LS led et knæk derved. Ufortrødent fortsatte han imidlertid sin agitation landet over, men på en af rejserne døde han pludselig. Trods sin ubestridelige dygtighed og sin oratoriske naturbegavelse nåede han ikke frem blandt de absolut ledende i samfundet.