Flemming Juncker

Flemming Juncker, Gunnar Flemming Juncker, 12.9.1904-25.3.2002, godsejer. Efter skolegang i Århus blev Flemming Juncker 1923 student fra Gl. Hellerup gymnasium og besluttede sig til uddannelsen som forstmand. Efter et læreår på Frijsenborg fulgte teoretisk læsning på landbohøjskolen og inden eksamen som forstkandidat i 1929 et års praktisk arbejde i Bayern med rejser i Tyskland, Tjekkoslovakiet, Polen og Østrig fulgt op 1930 af studierejser i Skandinavien og Tyskland.

Umiddelbart efter eksamen overtog Flemming Juncker for sin stedfar, G.A. Horneman, skovdriften af godserne Nørlund og Thorstedlund og fortsatte hermed til 1938, trods verdenskrisen med økonomisk godt resultat. Sideløbende med dette arbejde startede Flemming Juncker 1930 et svellesavværk i Køge der ved siden af svellefabrikationen påbegyndte fremstilling af bøgeparket. I slutningen af 1920erne var skovenes problemer med afsætning af bøgetræ uoverskuelige, og 1932 nedsatte handelsministeriet et bøgetræsudvalg som i sin betænkning fra 1939 udtrykker store forventninger til den af Flemming Juncker 1931 påbegyndte fabrikation af bøgeparketgulvbrædder. Virksomheden udvikledes til at blive skovenes største aftager af bøgetræ, vel at mærke af brændekvaliteter som det især var vanskeligt at finde anvendelse for. Navnet på det produkt som savværket købte og oparbejdede blev Juncker-træ. Flemming Junckers bøgeparket gik sin sejrsgang i byggeriet idet en betydelig del af alt fældet bøgetræ i Danmark blev aftaget af værket. Udskæringen af råtræet til parketstav giver meget affaldstræ, og da billig kul og olie gjorde det umuligt at sælge affaldstræet som brænde begyndte fabrikken på Flemming Junckers initiativ forsøg med fremstilling af cellulose af affaldstræet. Forsøgene faldt heldigt ud, og der blev oprettet en fabrik som ikke alene brugte affaldstræet, men også købte træ til fremstilling af cellulose.

Flemming Juncker havde afgørende indflydelse på drift og produktudvikling, men afviklede 1976 sin forbindelse med virksomheden. Hans virke i træindustrien fik i højeste grad betydning for dansk skovbrug. Flemming Junckers bøgeparket anvendes ikke alene i Danmark, men en betydelig del af fabrikationen eksporteres, ligesom han købte en papirfabrik i Frankrig der blev en betydelig kunde. Flemming Juncker reorganiserede fabrikken og fik opfyldt et af sine mål, at anvende affaldstræ fra bøgehugst til papirfremstilling. Inden for skovdyrkningen gjorde han sig gældende ved at gennemføre en særlig form for tyndingshugst, som han beskrev i Gennemhugning i unge granbevoksninger (Dansk Skovforenings Tidsskr. 1931). Han slog til lyd for en "hugst fra toppen", dvs. en tyndingshugst som stadig fjerner de største træer hvorved de næststørste får bedre vækstmuligheder. Ideen bag udhugningssystemet er især økonomisk idet det tidligt giver udbytte og en stor rentabilitet af den i skovene stående kapital. Også i løvskov praktiserede Flemming Juncker en tilsvarende tyndingshugst, den såkaldte Overgård-hugst som han beskrev i Thinning Problems and Praclices in Denmark (i Technical publication no. 76, udg. College of Forestry at Syracuse, 1954). Overgård-hugsten er analyseret af S. Bjerke og K.F. Andersen (Dansk Skovforenings Tidsskr., 1956). Hans hugstmetode blev bl.a. anvendt på et skovdistrikt i Oregon som Juncker erhvervede få år efter krigens afslutning i 1945. 1938 erhvervede han godset Overgård og tilkøbte årene 1938–40 ca. 700 tønder land græsningsudlejede strandenge med dræning og senere udvidelse ved inddæmning af tilgrænsende fladvandsarealer for øje. Også på landbrugsområdet blev Flemming Juncker en foregangsmand. 1939 indførte han den første mejetærsker i Danmark. Ekspansion og rationalisering af driften af Overgård var i god gænge da besættelsen kom, men denne kom til at betyde en voldsom opbremsning af Flemming Junckers agronomiske aktiviteter.

1942 blev Flemming Juncker gennem Stig Jensen engageret i modstandsarbejde. I forbindelse med de første våbennedkastninger i Danmark stillede Juncker sig og sin ejendom til rådighed, og med kontakter til ledende modstandsfolk i Jylland og København – især Dansk Samling-kredse – og til den britiske legation i Stockholm blev han fra 1943 den dominerende modstandsskikkelse i Jylland. Han forestod modtagelsen af et faldskærmshold under faldskærmschef Fl. B. Muus i marts 1943, og samtidig forestod han modtagelsen af den første materielsending fra England. Sammen med fald-skærmsmanden Ole Geisler opbyggede han det jyske modtageapparat, og han skaffede faldskærmsfolkene de nødvendige kontakter rundt om i de jyske byer. Hans og Geislers arbejde blev en væsentlig baggrund for forårets voksende sabotagebølge og dermed for strejkerne i august 1943 der førte til det tyske ultimatum den 29.8. og regeringens demission.

Fra omkring nytår 1943–44 blev Flemming Juncker yderligere opslugt af illegalt arbejde. Da organiseringen af den danske undergrundshær under frihedsrådets ledelse indledtes januar 1944 påtog han sig arbejdet hermed for Jyllands vedkommende hvorved der i realiteten opstod en særlig jysk ledelse inden for modstandsbevægelsen, og samtidig påtog han sig efter en række kritiske arrestationer at genetablere hele det jyske modtageapparat hvorved forudsætningen skabtes for den kraftige ekspansion der fulgte. Gennem denne indsats, der foruden modtagearbejdet omfattede oprettelse af tre regionsledelser og hastig rekruttering blev Flemming Juncker en dynamisk nøgleskikkelse i dansk modstandsarbejde. Arbejdets vækst og hast medførte imidlertid at Flemming Juncker blev så eftersøgt at han i slutningen af april måtte forlade landet. Over Sverige tog han til London hvor han hurtigt og mod alle indtil da gældende principper blev optaget i den britiske faldskærmsorganisations hovedkvarter med den specielle opgave at lede de britiske luftleverancer til Danmark under arbejdets eksplosive udvikling 1944–45. Hans omfattende viden, flid, idérigdom og begavelse blev en afgørende forudsætning for årets rekordagtige leverancer, ligesom han fra denne position kom til at øve en betydelig modstandspolitisk indflydelse på de allieredes beslutninger vis-a-vis Danmark.

Efter hjemkomsten 1945 genoptog Flemming Juncker driften af Overgård der under fravær og tysk besættelse af gården var stærkt forsømt. Kvægbesætningen blev udvidet fra oprindelig ca. 220 stk. til ca. 1100. Store arealer blev udlagt til dyrkning af vårhvede og majs, det sidste som fodergrundlag for den udvidede kvægbesætning. Forstligt introducerede Flemming Juncker som forsøg nye løvtræer i Danmark fra den sydlige halvkugles marginale skovegne (eucalyptus og nothofagus).

I begyndelsen af 1960'erne omlagdes driften på grund af konjunkturerne. Kvægbesætningen nedlagdes, og samtidig påbegyndte Flemming Juncker uden tilskud af nogen art og med gårdens egne folk inddæmningen af ca. 1900 tønder land på tilgrænsende fladvandsarealer hvorved det dyrkbare areal i de følgende år mere end fordobledes til ialt ca. 3120 tønder

land hvortil kom et skovareal på ca. 650 tdr. samt ca. 130 tdr. strandenge og et stort parkareal. Ved inddæmningen skabtes kanaler, og arealets beliggenhed lidt under havfladen muliggjorde en nøje regulering af grundvandstanden og dermed en øget dyrkningssikkerhed i ekstreme tørkeår. Samtidig foretoges en betydelig udvidelse og modernisering af gårdens maskinpark, bygninger m.m. Der blev skabt større muligheder for kornoplagring, dels gårdens egen, dels anden høst. Allerede inden omlægningen til kornavl på store arealer rettedes Flemming Juncker opmærksomhed på gødskningsproblemer og med tidligt kendskab til amerikanske forsøg med anvendelse af flydende ammoniak i stedet for fast kvælstofgødning indledte Flemming Juncker fra 1952 forsøg på Overgård med den nye gødningstype. Forsøgene gav gunstige resultater, og fra 1954 anvendtes denne gødningstype på hele arealet. 1958 dannedes på Flemming Junckers initiativ en såkaldt "ammoniakklub" af ca. 20 af landets største landbrugere, og den fik udviklet en øget offentlig forsøgsvirksomhed, som bekræftede de på Overgård indhøstede erfaringer. I midten af 1960'erne tog arbejdet fart. Dansk gødningsindustri gik ind i arbejdet, og i løbet af 1960erne steg det danske ammoniakforbrug støt så følgen blev at Danmark først i 1970erne kunne bruge ca. tre gange så meget kvælstof som tidligere, men til samme totalpris. Hele denne udvikling, hvor Juncker som på så mange andre områder var pioner, bragte dansk landbrug store fordele i forhold til en række andre lande i Europa der holdt fast ved traditionelle gødningstyper. Han afhændede Overgård i 1981.

Ved siden af sit energiske, idérige og altid eksperimenterende arbejde på forstlige og agronomiske felter udarbejdede Flemming Juncker en række skriftlige arbejder af faglig karakter, dels i dagspressen, dels i fagtidsskrifter som Tolvmandsbladet og Tidsskrift for Landøkonomi, hvortil kom enkelte pjecer som fx Dansk Landbrugs Fremtid, 1948, og hertil føjedes gennem årene mange indlæg om økonomiske og politiske forhold. Disse bærer præg af Flemming Junckers uhyre alsidige viden der rakte langt ud over det snævert faglige til litteratur, kunst, historie og samfundsvidenskab. Hans synspunkter prægedes altid af originalitet og var ofte stærkt kontroversielle. Over for gængse normer forholdt han sig tit kritisk vurderende i eksperimenterende søgen efter nye løsninger. Inden for træindustri, skovbrug og landbrug må Flemming Juncker betegnes som en mand hvis ideer fik stor betydning for erhvervene.

Flemming Juncker blev efter besættelsens ophør kendt som et af modstandsbevægelsens store navne, men hans virke og betydning for landet kom til at række langt videre end til denne modstandsindsats - stor som den var. Han tildeltes flere hædersbevisninger, bl.a. Ebbe Munck-prisen 1981 og Heilmanns ærespris 1999.