Ludvig Reventlow (1751-1801, lensgreve)

Ludvig Reventlow, Johan Ludvig Reventlow, 28.4.1751-1.3.1801, lensgreve, godsejer, politiker. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Brahetrolleborg, begravet sst. R. voksede op og uddannedes sammen med den godt to år ældre bror, og den yngre fik dispensation for aldersbetingelserne ved optagelsen på Sorø akademi 1764. Som broderen modtog R. stærke indtryk under den store udenlandsrejse, og efter hjemkomsten indtrådte han i statstjenesten som auskultant i rentekammeret hvor han 1781 udnævntes til 5. deputeret (uden gage). N.å. blev R. yderligere medlem af vejkommissionen. R. var sammen med den ældre bror en af de ledende i sammensværgelsen der arbejdede for et systemskifte sammenkædet med kronprins Frederiks konfirmation og optagelse i statsrådet, og han synes at have spillet en meget aktiv og udadvendt rolle. Det var R. der knyttede forbindelse til den ansete jurist Henrik Stampe, og ved et besøg på A. P. Bernstorffs gods Dreilützow i sommeren 1783 sikrede R. tilsyneladende endeligt Bernstorffs medviden og -virken, ligesom han stadig korresponderede med den 1780 afskedigede udenrigsminister. Umiddelbart efter kuppet 14.4.1784 opholdt R. sig sammen med Ernst Schimmelmann i kronprinsens nærmeste omgivelser for at kunne forpurre et evt. konservativt modkup rettet mod kronprinsens person. I maj måned s.å. var det R. der gennemførte en større undersøgelse af den forrige regeringskreds' anvendelse af kabinetsordrerne, og 18.7. forelagde R. kronprinsen et forslag til iværksættelse af reformer på det nordsjællandske krongods (Frederiksborg og Kronborg amter). Det omfattede jordfællesskabets ophævelse, udskiftning og udflytning, tildeling af jordlodder til husmandsbefolkningen og "når alt dette således var fuldført, måtte en sådan indretning nå sin endelige fuldkommenhed ved at forunde hver beboer, uden undtagelse, frihed og ejendom". For yderligere at fremme bøndernes emancipation skulle der sættes ind på at forbedre skolevæsenet, men det var kun kort omtalt i forslaget. R.s initiativ førte 3.11.1784 til nedsættelsen af en kommission ("den lille landbokommission") til at gennemføre det af ham opstillede reformprogram, og foruden R. og broderen blev den stedlige amtmand, H. v. Levetzau, og rentekammerembedsmanden V. A. Hansen medlemmer. R. tog levende del i de første års afgørende fastlæggelse af reformarbejdets gang på de to amter hvor man fra 1788 begyndte at gøre gårdfæsterne til arvefæstere, hvilken form kun indebar en lille begrænsning i forhold til det fulde selveje. 9.4.1788 trak R. sig imidlertid tilbage fra statstjenesten hvor han desuden havde været medlem af den ekstraordinære finanskommission og deputeret i økonomi- og kommercekollegiet, og han beklædte ikke siden nogen stilling i administrationen. Kronprinsen skal forgæves have tilbudt R. at blive stiftamtmand i Odense, men han ønskede nu helt at hellige sig driften af Brahetrolleborg og de omfattende reformer han havde iværksat på sit gods.

Baroniet Brahetrolleborg havde R. overtaget som arv og var tiltrådt 1777. Fra overtagelsen fulgte han med levende optagethed forholdene på godset, og allerede ved sin tiltrædelse kaldte han godsets bønder sammen, mindede dem i en tale om deres rettigheder og pligter og opfordrede dem til sammen med ham at ituslå træhest og gabestok. I en årrække koncentrerede han sig om at istandsætte slottet og godsets kirker samtidig med at der blev gennemført en opmåling af godset. Fattigvæsenet på Brahetrolleborg blev ordnet og tiggeriet afskaffet, og R. ydede til denne ordning et årligt tilskud på 500 rdl. Efter opmålingen af godset gennemførtes 1785–87 en udskiftning af bøndergodset med omfattende udflytning (25 af 62 gårde i Brahetrolleborg sogn). Baroniet ydede et betydeligt tilskud til nyopførelsen af gårde og huse (ialt 26 000 rdl.), og der blev sørget for gode materialer til bygningerne. Til husene blev udlagt jordlodder på mellem en og tré tdr. htk. 14.9.1788 erklærede R. ved en højtidelighed på slottet hoveriet for afskaffet og de tilstedeværende 88 (af ialt 110) gårdfæstere for arvefæstere i lighed med hvad der omtrent samtidig skete på de nordsjællandske krongodser. Det skal noteres at der på Brahetrolleborg i lighed med krongodset ikke skete en nedsættelse af de samlede afgiftsbyrder der skulle ydes, men at baroniet i de kommende år oppebar større indtægter af bøndergodset end tidligere. R.s udspil mødte imidlertid modstand fra en del af bønderne der klagede i København over forandringen hvad der gav stor fortrydelse hos R. -På hovedgården gennemførtes en række landbrugsmæssige forandringer der gjorde Brahetrolleborg til et kendt navn i ind- og udland. Som den første på Fyn lod R. indrette avlsgårde (Bernstorffminde, Sølyst, Høbbet) hvortil der lagdes jord fra hovedgården og som bortforpagtedes særskilt. R. indførte som den første ærter, vikker og andre afgrøder i det skifte der traditionelt blev brakbehandlet og med godt udbytte. Han var den første der dyrkede rapsæd i Danmark, og overhovedet blev alle nye redskaber og afgrøder afprøvet på godset. Stor betydning fik det høravlingsinstitut R. lod indrette på to gårde i Højrup, Hillerslev sogn, under ledelse af Henning Schroll. Her avledes hør og oplærtes unge i hørrens' vanskelige tilberedning, og -høravlen herhjemme kan i vid udstrækning føres tilbage til R.s pionerindsats. 1785 lod han anlægge et hammerværk hvor der i en årrække fremstilledes leer af en særlig, meget efterspurgt kvalitet, og 1792 oprettedes ligeledes et linnedmanufaktur på godset, indrettedes et pottemageri, opførtes mølle med grube- og sigteværk m.m. Disse mangeartede aktiviteter gav beskæftigelse til mange hænder, og 1806 udregnede G. O. Begtrup befolkningstætheden til 3½ person pr. tdr. htk. hvad der da var meget usædvanligt selv på det tætbefolkede Fyn. Baroniets indtægter var på dette tidspunkt særdeles gode pga. de forbedringer der var foretaget, og arvefæstegårdene var meget efterspurgte ved salg.

Skovene under baroniet blev dengang betragtet som de bedste på Fyn, og der blev ved midten af 1780erne lagt en samlet driftsplan af hannoveraneren, den senere overførster G. W. Brüel, og disse skove var hermed de første på øen der kom under systematisk forstmæssig drift. De godt 1200 ha skov blev indhegnede, ureelle skovparter skilt fra og fældet, mens ret store arealer agerjord af beskeden eller ringe bonitet blev beplantet med fyr. Skovene var berømte for deres bøge- og egebevoksninger, men pga. baroniets vanskelige økonomiske forhold (se nedenf.) måtte der i 1790erne hugges meget stærkt. Indtægten af bøg og eg – af de sidste leveredes skibstømmer til admiralitetet – var i perioder R.s væsentligste indtægtskilde og kunne 1806 opgøres til 10 000 rdl. årligt. Den tidlige forstmæssige behandling af skovene skulle imidlertid ikke mindst komme baroniets senere indehavere til gode. – R.s innovationer på land- og skovbrugets område har i historieskrivningen måttet stå i skygge af hans pionerindsats på skolevæsenets område. Allerede på udenlandsrejsen som ung var R. kommet i kontakt med filantropismen som pædagogisk bevægelse, og de senere initiativer på Brahetrolleborg fremstår i nær forbindelse med fremtrædende europæiske talsmænd for disse tanker, ligesom der var inspiration fra den brandenburgske godsejer F. E. Rochows skole i Reckahn. 1783 opførtes den første almueskole på baroniet i Gærup, og senere kom der skoler i Hågerup og Grønderup. Disse bygninger var velindrettede, lærernes stilling økonomisk god, og R. fik kongelig konfirmation på et skolereglement der blev forbilledet for skolevæsenet fx på broderens gods Christianssæde og Schimmelmanns Lindenborg. R. fulgte med levende optagethed skolens arbejde der snart tiltrak sig stor opmærksomhed.

I "den lille landbokommission" søgte R. i overensstemmelse med sine oprindelige tanker at få skoleundervisningen forbedret i de to nordsjællandske amter, og han rejste her spørgsmålet om en almindelig almueskolereform. I denne sammenhæng kom R. her som senere til at stå over for biskop N. E. Balle som talsmand for en langt mere moderat kurs i skolespørgsmålet. Det er nærliggende at R.s indlæg i "den lille landbokommission" af 29.12.1787 om skolevæsenets bedre indretning blev af afgørende betydning for nedsættelsen af skolekommissionen af 15.5.1789 der skulle tage sig af almueskolevæsenet. R. fik overraskende nok ikke sæde i denne kommission fra dens nedsættelse, men optoges 21.4.1790. Det svækkede hans indsats her at han opholdt sig på Brahetrolleborg og kun sjældent kom til hovedstaden, men væsentligst indskrænkede sig til at fremsende sine synspunkter skriftligt. Han fik dog indflydelse på udformningen af retningslinierne for seminariet på Blågård der åbnede 1791, men gennemgående var R.s synspunkter for progressive i pædagogisk henseende og for omkostningskrævende til at vinde gehør (jf. Rs betænkning af 16.4.1794). Det blev i høj grad Balles mere moderate synspunkter der fastholdt bindingen til gejstligheden og begrænsede både fagkreds og ambitionsniveau der satte sig spor i de endelige bestemmelser i skolereglementet af 1806 og almueskoleloven af 29.7.1814. Det er karakteristisk at skolerne på Brahetrolleborg fik dispensation fra at følge skolereglementerne af 1806 der ville have indebåret en betydelig niveausænkning. I sin iver for at skaffe dygtige lærere fik R. på selve Brahetrolleborg 1795 oprettet et skolelærerseminarium der virkede til 1826, og hvor fagsammensætningen og ambitionsniveauet hævede sig langt over hvad der blev normen for de "præstegårdsseminarier" der opstod i årene omkring 1800. 1797 knyttede R. til seminariet en pensionsanstalt, en art højere kostskole med stærk vægt på de reale fag som i en årrække havde god søgning, men efter R.s død sygnede hen.

Det var R.s skolehistoriske indsats at opstille og til en vis udstrækning virkeliggøre nogle pædagogiske ambitioner som det offentlige skolevæsen først nærmede sig efter det meste af et århundrede. Og R. indså nødvendigheden af en nøje sammenkædning af sociale og landbrugsmæssige reformer med et forbedret almueskolevæsen, ligesom han forstod nødvendigheden af en bedret almenoplysning som forudsætning for bedre sociale og økonomiske vilkår for landbefolkningen. R. tog selv aktivt del i det pædagogiske arbejde på baroniet, udarbejdede læse- og læreplaner og syslede i slutningen af 1790erne med udarbejdelsen af en ny og forbedret katekismus til brug i barneskolen.

R. var overhovedet stærkt optaget af sin tids progressive pædagogiske og sociale strømninger. Han hilste som de øvrige i den reventlowske kreds den franske revolution velkommen og veg først tilbage ved henrettelsen af Ludvig XVI. Han var overbevist om at samfundet befandt sig i en udviklingsproces der langt ude i fremtiden kunne føre til en ændret struktur, og at bøndernes sociale, økonomiske og kulturelle emancipation indgik som et led i denne udviklingstendens. Han havde overalt i Europa åndsfæller i disse år, og han måtte som disse opleve skuffelser og tilbageslag. Baroniets økonomiske situation var dårlig ved hans overtagelse, og de kostbare aktiviteter og reformer krævede store tilskud. En sachsisk godsforvalter Schmeltz som kom i R.s tjeneste 1791 påførte ham store tab indtil han forsvandt 1793 ved iværksættelsen af mislykkede eksperimenter med hovedgårdsdriften. R. kunne lejlighedsvis gøre afgørende fejl i sin idérigdom og aktivitetsiver, og denne og et par andre situationer har skabt en tradition om R. som den højtflyvende og upraktiske idealist, uden den faste jordforbindelse der tilsvarende i historieskrivningen er blevet tillagt den ældre bror. Det må dog fastholdes at Chr. Ditlev Reventlow i mange situationer lod sig vejlede på godsdriftens og skolevæsenets område af den yngre bror ligesom allerede samtiden anerkendte hans heldige indsats på landbrugets og skolevæsenets område. Historikeren Hans Jensen har med udgangspunkt i et enkelt brev til Chr. Ditlev Reventlow opstillet en dyberegående politisk modsætning mellem de to brødre med den yngre som modstander af den bondebeskyttende politik der efter Hans Jensens opfattelse karakteriserede den store landbokommissions indsats. R. tilbagekaldte snart efter det omtalte brev som værende udtryk for et øjebliks mismod, og der er næppe grund til at tillægge det stor udsagns-kraft. Men R. kunne skuffes i sine bestræbelser, var jævnlig sygelig, og prægedes af en rastløshed og engageret optagethed som også den nærmeste kreds var klar over. Allerede 1783 kunne han tale om at opgive statstjenesten. Sammen med hustruen gjorde han Brahetrolleborg til et samlingssted for alle reforminteresserede, og man modtog hyppigt besøg af gæster fra ind- og udland der beså skolerne og de mange innovationer på godset. Særlig kendt er Jens Baggesens besøg 1787 og 1790 hvor han bl.a. sammen med R.s hustru navngav de nye bebyggelser der fulgte med udskiftningen (Korinth og gårdnavne som: Aksglæde, Blidhegn, Flidsager, Ploughed m.m.).

R. står mere end nogen anden enkeltperson som udtryk for oplysningstidens bedste bestræbelser og idealer. Han kunne komme til kort i konfrontationen med den aktuelle virkelighed i datiden, og hans iver for bondebefolkningens emancipation var naturligvis begrænset af hans egen samfundsmæssige placering og de naturlige interesser der udsprang heraf. Når de 88 bønder protesterede mod arvefæstet så var det ikke mindst fordi den nye ordning faktisk indebar større afgifter til baroniet. Men som landbruger, skovbruger og skolemand var han en innovatør, der havde vilje og evne til at sætte de nye tanker og metoder i værk, der i mange henseender viste sig retningsgivende langt frem i 1800-tallet.