P. Gommesen Rosting, Rasmus Peter Gommesen Rosting, 4.9.1863-25.4.1925, landøkonomisk forsøgsleder. Født i Nordby på Samsø, død i Randers, begravet sst. G. R. lærte landbrug hos forpagter Lassen, Bisgård, og på Hofmansgave, gennemgik 1882-83 et ni måneders kursus på Lyngby landboskole og var halvandet år forvalter på Rosvang hos N. P. J. Buus for han kom til landbohøjskolen hvorfra han 1887 tog landbrugseksamen. S.å. blev han assistent og 1916 forsøgsleder ved forsøgslaboratoriets ambulante afdeling. 1897-1925 var han desuden assistent hos statskonsulenten i svineavl for det nordlige Jylland. Han kom derved med i pionerarbejdet da avlscentrene blev grundlagt og var en værdifuld rådgiver for centerejerne i den betydningsfulde udvikling som navnlig landsvineavlen gennemgik i begyndelsen af 1900-tallet. Han foretog en række studierejser navnlig i Sverige, Skotland og England. Han har en væsentlig del af æren for at forsøgslaboratoriets arbejde fik et så godt omdømme blandt praktiske landmænd. I 38 år rejste han fra gård til gård for at kontrollere de mange fordringsforsøg han var med til at anstille. Han udøvede samtidig med sin forsøgsledergerning en udstrakt rådgivervirksomhed på husdyrbrugets område og blev en søgt foredragsholder ved landboforeningernes vintermøder. Svineavlen var hans speciale; han var dommer ved de jyske ungskuers afdeling for svin og fik indført afstamningsbedømmelse ved dyrskuerne, ligesom han var sekretær for de jyske svineavlscentres sammenslutning. Hans virksomhed blev påskønnet bl.a. ved at repræsentanter for andelsslagterierne ved hans 25-års jubilæum udtrykte landbrugets taknemmelighed. – G. R. udgav sammen med S. P. Petersen Svinets Avl og Pleje, 1908 (5. udg. 1925). Om tilsvarende emner leverede han bidrag til Almanakken 1904, til Landbrugets Ordbog, Praktisk Raadgiver og Den danske Landmandsbog ligesom han udarbejdede større eller mindre afsnit i flere af forsøgslaboratoriets beretninger. 1899-1911 var han ejer af Grøndalslund ved Randers.

Familie

Forældre: gårdejer Anders Gommesen (1831-1910) og Barbara Kornmaaler (1839-1900). Antog 1919 navnet Rosting. Gift 8.10.1891 i Levring, Viborg amt med Jacobine Rosgaard, født 17.2.1864 i Midstrup, Levring sg., Viborg amt, død 12.7.1937 i Randers, d. af tømrermester Jacob R. (1842-1909) og Jensine Jørgensen (1842-1906).

Udnævnelser

R. 1924.

Bibliografi

Aftenposten 19.6.1909. Jydsk landbrug, 1922 241 f; Lars Frederiksen sst. 1925 259f. P. A. Morkeberg i Ugeskr. for landmænd, 1925 281. K. R[aunkjær] i Vort landbrug, s.å. 253. M. Ærsøe: Husdyrbrugsforsøgsvirksomheden i Danm. 1882-1942, 1943 = Forsogslab.s beretning CC 84 92 202. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig