Dansk Biografisk Leksikon

C.H. v. Linstow

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

C.H. v. Linstow, Christoph Hartvig v. Linstow,  14.9.1740-12.4.1823, overforstmester. Født i Belitz, Mecklenburg, død i Hørsholm, begravet i Folehave skov. 1753 - kun 13 år gammel - blev L. kadet i det storfyrstelige holstenske livdragonregiment hvor han blev løjtnant 1758. Han kom det følgende år til Rusland sammen med den gottorpske hertug Carl Peter Ulrich (Peter III). Efter hans fald 1762 kom L. tilbage til Holsten hvor han avancerede til generaladjudant hos marschallen for de holstenske tropper, men 1764 opgav han sin militære karriere til fordel for skov- og jagtvæsenet og blev jægermester med bopæl i Kiel. Da den gottorpske del af Slesvig-Holsten overgik til den danske konge beholdt L. sit embede og fik 1777 indfødsret og adelspatent. 1780 overtog han et andet jægermesterembede med bopæl i Plön, indtil han 1784 fik embedet som chef for de kgl. skove i Danmark med titel af overforstmester og bopæl i kavalerboligerne i Hørsholm. Dansk skovbrug var dengang inde i en vigtig reformperiode under ledelse af Christian Ditlev Reventlow (1748-1827) som var chef for rentekammeret under hvilket landvæsen og skovbrug sorterede. Det blev L.s opgave at lægge en grund for den fremtidige drift af statens skove, og det gjorde han i samarbejde med sine undergivne, overførster G. W. Brüel og M. G. Schæffer. Som svar på en skarp kritik af statsskovenes drift og træartsanvendelse skrev L. 1791 Til Publicum som er hans eneste trykte arbejde. Efter mange års forberedelser afsluttedes 1804 en grundlæggende plan for driften af de kgl. skove i Nordsjælland. Planen lagde vægt på dyrkning af eg til skibsbygning, men ved valg af træart skulle der tages hensyn til jordbundens beskaffenhed, således at hårdbunden skulle dyrkes med eg, bøg eller nåletræ med en tredjedel af arealet til hver mens de lavtliggende områder skulle dyrkes med el. Da man regner med en hugstalder på 150-200 år for eg eksisterer der endnu en del egebevoksninger fra L.s tid, de såkaldte "flådeskove", bl.a. ved Hørsholm hvor man også har bevaret to andre skovhistoriske minder om L., nemlig Hørsholm slotshave og Linstows grav i Folehave skov. Efter at Hirschholm slot var blevet revet ned 1810-12 var man i rentekammeret stemt for at sælge slotshaven, men L. gik stærkt ind for at staten skulle beholde den, selv om den var forfalden, og anvende dele af den som planteskole. 1802 var der i Folehave skov som led i afprøvningen af fremmede træarter plantet otte forskellige slags nåletræ i et stjerneformet anlæg der ved otte rette stier som mødes i et punkt deler arealet i ens trekanter. I centrum havde L. 1813 fået Frederik VIs tilladelse til at blive begravet "under de træers ly, som han selv lod opelske" som der står på gravstenen. En begravelse i skoven var i pagt med tidens romantiske tanker, og indskriften på gravstenen giver en kort karakteristik af L: "I et halvt Aarhundrede virkede C. H. von Linstow, Geheimekonferensraad, Overforstmester, Storkors af Dannebrog, med erfaringsrig Indsigt, utrættelig Iver, usvigelig Retsind for det Kald, der var hans Livs kæreste Id; det helligede Oldingen endog sine sidste Dage. De Landets Skove, som vare hans Omsorg betroede, ere hans uforglemmelige Hædersminder". Endnu står enkelte af de gamle træer, især lærk, og anlægget minder forstmanden om den tids betydning for inførsel af nåletræer der siden har fået så stor betydning for dansk skovbrug. - Foruden L.s ovenfor anførte sønner skal nævnes Wilhelm Bernhard v. L. (1776-1847), overførster i Nordsjælland 1805-19 og jægermester i Lauenburg 1819-47 (i skovhistorien kaldes W. B. v. L. for "den yngre Linstow"). - Russisk kammerjunker 1764, holstensk kammerherre 1773, dansk kammerherre 1777, gehejmekonferensråd 1812.

Familie

Forældre: tidligere dansk kaptajn Heinrich Levin v. L. til Vietschow og Belitz (1709-50) og Sophie Agnes v. Lowzow (født 1710). Gift 10.6.1774 på Dalwitz med Charlotta Benedicts Eleonora v. d. Lühe, født 4.1.1753 i Kbh. (Petri), død 18.10.1837 i Hørsholm, d. af major, senere oberst Hans Albrecht v. d. L. til Goldberg (1708-70, gift 2. gang med Hedwig Dorothea Margaretha v. Quitzow, 1736-1809) og Dorothea Lucia v. Cramon (1717-60, gift 1. gang 1735 med oberstløjtnant Frantz Bogislaw v. Barner til Neuhof, 1674-1736 (gift 1. gang 1703 med Magdalene Sibylle v. Lehsten, død 1734), gift 2. gang 1739 med preussisk major Carl Samuel v. Goerne, død 1742). - Far til August v. L. og Hans v. L.

Udnævnelser

Hv. R. 1782.

Ikonografi

To malerier.

Bibliografi

L. Bobé i Pers. hist. t. 3.r.II, 1893 22 (om slægten). Faedrenelandsk nekrolog 1821-26, udg. Fr. Thaarup, 1835-44 212-14. A. Oppermann: Bidrag til det da. skovbrugs hist., 1887-89 47-49. Samme: Dyrkning af lærk i Danm., 1923 = Det forsti. forsøgsvæsen VII 177-93. S. Ingemann i Fra Fr.borg amt 1927 70-74. H. C. Rosted: Den gamle planteskole, 1962 13f.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Holsten
ty. Holstein , tidligere hertugdømme i Nordtysk ...Artikel i Den Store Danske
begravelse
menneskers rituelle udskillelse af deres døde fr ...Artikel i Den Store Danske
Christian Ditlev Reventlow
28.4.1775-30.1.1851, dansk godsejer, ældste s ...Artikel i Den Store Danske
Lauenburg
landskab af morænerygge og vandfyldte inderlavni ...Artikel i Den Store Danske
overførster
administrativ leder af et af de fire overførster ...Artikel i Den Store Danske
indfødsret
den retlige særstilling, som børn af danskere er ...Artikel i Den Store Danske
Slesvig-Holsten
(ty. Schleswig-Holstein ), Tysklands nordlig ...Artikel i Den Store Danske
kammerherre
et ved de fleste hoffer fornemt embede, i Danmark in ...Artikel i Den Store Danske
planteskole
virksomhed, der beskæftiger sig med produktion og t ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
PCNie
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki