Hans Frederik Hansen, 23.5.1854-29.5.1921, forsøgsleder, statskonsulent i plantekultur. Født i Underød, Egebjerg sg., Holbæk amt, død i Askov, begravet sst. H. voksede op og oplærtes ved landbruget. 1872-73 var han elev hos Ernst Trier på Vallekilde højskole og tjente derefter på Triers gård til han 1874 kom til Testrup højskole. Hos landøkonomen Hans Iversen, Dragebjerggård i Odsherred, var han derpå forkarl i fem år, samtidig med at han underviste på den der oprettede landbrugsskole. Efter ophold på Tune landboskole kom han til landbohøjskolen og tog landbrugseksamen 1883. Et år var han lærer ved landboskolen ved Lyngby og derefter lærer ved Askov højskole 1884-93. 1885 købte han Øster Havgård i Askov, og her grundlagdes s.å. Statens første forsøgsstation i Jylland. P. Nielsens statsunderstøttede forsøgsvirksomhed i plantekultur var endnu på det tidspunkt begrænset til skolelodden i Ørslev, men der behøvedes en filial i Jylland, og man lejede da jord hertil hos H. samtidig med at man overdrog ham den stedlige ledelse. Ved forsøgsvirksomhedens omordning 1893 udnævntes han til bestyrer for Askov forsøgsstation og til statskonsulent i plantekultur for Jylland. Få måneder før sin død trak han sig tilbage fra ledelsen af forsøgene. I begge disse stillinger fik hans arbejde fremragende betydning for udviklingen af især det jyske landbrug. Foruden med forsøgsstationernes fællesopgaver arbejdede H. særlig med forsøg vedrørende grøngødning på sandjord, kultivering af højmose, staldgødningens opbevaring og anvendelse og sædskifteforhold. Efter P. Nielsens død 1897 fik H. ved sine måske ikke talrige, men velovervejede forslag og ved sin kritiske sans en betydelig indflydelse på det samarbejde mellem de enkelte stationers forsøgsledere der da skulle træde i stedet for en faglig overledelse. Om sine forsøg har han skrevet en række beretninger og artikler, men hans forfatterskab blev ikke særlig omfattende. Langt hellere brugte han det mundtlige foredrag som meddelelsesmiddel. Hertil gav konsulentstillingen ham rig adgang, og han havde en betydelig evne til at påvirke sine tilhørere. Hans interesser og virketrang gik langt uden for plantetavlen. Han udførte et værdifuldt, ledende arbejde for husdyrbrugets udvikling bl.a. som konsulent for Kolding omegns landboforening 1887-90 og fra 1903 til sin død som foreningens formand. Han og hans hustru havde en væsentlig andel i oprettelsen af den første kontrolforening (Vejen og omegn) 1895. Stor interesse nærede han for udviklingen af husmandsbruget. Han varetog mange betydningsfulde offentlige opgaver, dels i bestyrelsen og udvalgsarbejdet i De samvirkende jydske landboforeninger, dels ved en række hverv af landsomfattende karakter. I en lang årrække var han censor ved landbohøjskolen. Ved sin død var han bl. a. medlem af De samvirkende danske landboforeningers bestyrelse, landbrugsrådet, udvalget for Det landøkonomiske driftsbureau og Vildmosekommissionen. I miljøet omkring Askov højskole havde H. og hans hustru, også efter at hans undervisning på skolen var ophørt, en central plads.

Familie

Forældre: husmand Hans H. (1828-91) og Marie Kirstine Rasmussen (1829-1919). Gift 31.3.1885 i Åkirkeby med Anine Koefoed, født 28.12.1847 i Åkirkeby, død 16.1.1922 i Askov, d. af avlsbruger Anders Absalon R. (1812-91) og Karen Margrethe Holm (1811-98).

Udnævnelser

R. 1907. DM 1921.

Ikonografi

Afbildet på E. Henningsens mal. Fra Askov højskole, 1902 (Fr.borg), gentagelse (Ribe mus.). Foto. – Mindesmærke af N. Hansen-Jacobsen ved Askov forsøgsstation, 1925.

Bibliografi

Emil Konradi: Kolding omegns landboforen. 1862-1912, 1912. L. P. M. Larsen i Ugeskr. for landmænd, 1921 297f. K. Hansen i Tidsskr. for landøkonomi, s.å. 261-90. Samme i Tune elevers årsskr., 1927 32-60. N. Bredkjær sst. 60-65. Poul Bjerge i Kolding folkeblad 31.5.1921. Axel Appel i Jydsk landbrug III, s.å. 389-91. H. C. Larsen: Statens forsøgsvirksomhed i plantekultur, 1923 2f 12 21 113. Hans Lund: Askov højskole 1865-1915,1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig