Dansk Biografisk Leksikon

Peder Hansen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Peder Hansen, Hans Peder Hansen,  27.5.1867-27.1.1946, gårdejer. Født i Mullerup, Flødstrup sg, død sst., begravet sst. Efter højskoleophold overtog H. 1894 slægtsgården i Mullerup med en besætning af rødt dansk malkekvæg hvis grundlag kunne føres tilbage til 1880erne. Han drev et mønsterværdigt landbrug og arbejdede besætningen op til en elitebesætning hvorfra der udgik et antal højt anerkendte avlstyre. H. opnåede tidligt store resultater på de fynske dyrskuer, og allerede 1902 blev han fællesdommer. Han røgtede dette hverv så vel at det førte til en række andre tillidshverv der gjorde ham til forpagter Fritz Sybergs afløser som leder af det fynske kvægbrug. 1904 blev H. medlem af bestyrelsen for Fællesledelsen af kvægavls- og kontrolforeninger i Fyns stift og virkede som formand 1920-42. Han blev medlem af statsdyrskuekommissionen og var formand for De samvirkende danske landboforeningers stambogsudvalg for rødt dansk malkekvæg fra oprettelsen 1920 til 1944. H. var en udpræget samarbejdets mand der gjorde en indsats for også at få de mindre landbrug med i arbejdet. Gennem sit mangeårige virke som formand kom han til at øve en betydelig indflydelse på udviklingen, ikke alene inden for rødt dansk malkekvæg, men for dansk kvægavl som helhed.

Familie

Forældre: gårdejer Rasmus H. (1827-90) og Anne Pedersen (1833-94). Gift 3.4.1894 i Flødstrup med Johanne Jørgensen, født 18.10.1868 i Kissendrup, død 13.12.1927 i Mullerup, d. af gårdejer Gregers J. (1831-1925) og Maren Nielsen (1836-90).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

L. Hansen Larsen: Håndbog i kvægets avl, fodring og pleje, 2. udg. 1942 198f. A. Wulff Pedersen i Fyns stifts landbrugstid., 1946 63f. Samme: Kvægavlen på Fyn, 1974 23-25.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Peder Hansen
8.12.1801-19.5.1854, dansk politiker. Hansen var ...Artikel i Den Store Danske
Mullerup
hovedgård (sædegård) 13 km nord for Svendborg . ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
CThom
18/07/2011
  • Læst 253 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki