Dansk Biografisk Leksikon

Aksel Olsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aksel Olsen,  6.8.1887-2.7.1982, planteskoleejer. Født i Kolding, død i Kolding, begravet sst., sdr. kgd. O. fik sin gartneriske uddannelse i faderens planteskole i Kolding og i D. T. Poulsens planteskoler og arbejdede derefter som medhjælper i en række tyske planteskoler, bl.a. Timm & Co. i Holsten, Buch & Hermansen i Holsten samt P. Lambert i Trier. Derefter var han førstemedhjælper hos faderen i Kolding planteskole 1911-17 og købte da en lille ejendom sydøst for Kolding hvor han lagde grunden til sin senere vidt berømte planteskole Brændkjærhøj. Den virkede som en lykkelig blanding af planteskole, forsøgshave, studiehave, botanisk have og lærested for talrige unge gartnere gennem mange årtier. Planteskolen rummede ikke alene alle gangbare planter til danske haver og parker, men beholdningen blev suppleret med botaniske rariteter, hjembragt af "plantejægere" som Farrer, Forrest, Kingdon-Ward, Rock og Wilson fra fjerne egne, især fra Kina og Himalaya. O. brevvekslede med engelske og skotske planteeksperter, modtog frø fra den kgl. botaniske have i Edinburgh og fra missionær Østergaard der af det danske missionsselskab var udsendt til Manchuriet. O. passede og plejede med omhu de fremspirende planter og havde selv en enestående evne til at udvælge eksemplarer af særegen skønhed, velegnet til dyrkning i danske haver og med mulighed for at trives i vort klima. Som en af de første danske gartnere så han de rige muligheder som så forskelligartede planter som bambus, rhododendron og vildroser havde. Sortimentet blev bl.a. beriget med dyrkningsværdige sorter som Rosa helenae "Lykkefund", Potentilla fruticosa "Månelys" og Cotoneaster watereri "Brændkjær", alle navngivet af O. Hans eget navn har fået et varigt minde i en rhododendronkrydsning, frembragt af den tyske rhododendronspecialist Dietrich Hobbie. Rhododendronsorten "Aksel Olsen" har blomster med en gennemtrængende, glødende rød farve, "et realistisk eventyr" kalder O. den selv. Sin planteskole udformede O. således at planter fra samme hjemegn og med samme krav til klima og jordbund blev placeret under ensartede forhold, og således opstod "den geografiske have" med enklaver for planter fra Vestkina, Himalaya, Nordamerika osv. Afdeling 7 i planteskolens opdeling bestod af en kløft "Syvdalen" som nu er midtpunkt i den geografiske have som blev reddet for efterverdenen af Kolding byråd som 1963 overtog planteskolen der nu er en offentligt tilgængelig park og botanisk have. Denne udvikling var helt i O.s ånd. Langt flere end hans elever og læserne af hans tilsyneladende beskedne "skrifter" kunne nu få en forståelse for sammenhængen i plantesamfundene og deres afhængighed af hinanden og af klima og jordbund. Hans småskrifter er utallige. Hans plantebeskrivelser her er glødende kærlighedserklæringer til planterne, suppleret med nøgterne gartneriske råd. Selv hans planteskolekataloger er så spækkede med råd og oplysninger at de overgår samtlige plantekataloger i den vestlige verden. Teksten er ofte ledsaget af hans egne ypperlige stregtegninger der udleder det væsentlige i blomsten og beskriver det i poetiske arabesker. Som lærested har O.s planteskole sat sit præg på en hel generation af danske planteskolefolk. Lærestedet var samtidig et hjem for eleverne sammen med familiens store børneflok.

Familie

Forældre: planteskolegartner Thomas O. (1855-1951) og Dorthea (Thea) Kirstine Sørensen (1864-1948). Gift 9.5.1918 i Kolding med Helene Marie Hansen, født 27.11.1893 i Skrydstrup, Gram hrd., død 11.11.1974 i Kolding, d. af gårdejer Jens Peter H. (1865-1945) og Ansine Caroline Skrydstrup (1862-1935).

Bibliografi

Interview i Haven LXXVII, 1977 11-13. A. O. og Johan Lange i Dansk dendrologisk årsskr. 1953 158-76 (om den geogr. have i Kolding).-A. O. 1887-1967, 1967.

Læs også om Aksel Olsen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Aksel Olsen
Aksel Olsen
1887-1982, dansk gartner og planteskoleejer. I 1917 ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Nordamerika
den tredjestørste af verdensdelene ; 24 mio. ...Artikel i Den Store Danske
planteskole
virksomhed, der beskæftiger sig med produktion og t ...Artikel i Den Store Danske
Manchuriet
(efter det lokale folkeslag manchu ), den hi ...Artikel i Den Store Danske
Cotoneaster
slægtsnavn for dværgmispel . ...Artikel i Den Store Danske
Himalaya
Jordens højeste bjergkæde med adskillige tind ...Artikel i Den Store Danske
Holsten
tysk Holstein , 1111-1474 grevskab og derefter  ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Nicol
18/07/2011
  • Læst 788 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki