J.K. Jørgensen, Jens Kristian Jørgensen, 15.12.1864-2.11.1930, gartner. Født i Gundsømagle, død på Frbg., urne på Bispebjerg. J. var i gartnerlære på Turebyholm 1881–83 og på Rosenborg 1883–85. Efter havebrugseksamen på landbohøjskolen 1887 blev han blomstergartner (florist) hos handelsgartner Fr. Wendt i Roskilde 1887–89. Tilskyndet af sit religiøse sind var han officer i Frelsens hær 1889–93, men genoptog derefter sin gartnergerning som herregårds-gartner ved Korselitze 1893–97, på Orebygård 1897–1906 og på Knuthenborg 1906–07. Havearkitekt E. Erstad-Jørgensen, som på dette tidspunkt var medlem af bestyrelsen for Det kgl. danske haveselskab, overtalte J. til at blive overgartner ved selskabets have på Frederiksberg runddel hvor han virkede indtil sin død. Fra 1907–27 var han dog stadig tilsynsførende med Knuthenborg park. Som Gertrud Jekyll i England var Jens K., som alle kaldte ham, en gartner af guds nåde med en medfødt skønhedssans af næsten mimoseagtig følsomhed, parret med en usædvanlig evne til at få alle planter til at trives. Under hans virke som overgartner blev haveselskabets have omlagt og plejet, så den blev en perle i dansk havekunst. J. anlagde en række medlemshaver af stor samfundsmæssig betydning ved at fremme kolonihavetanken. Hans fint opbyggede udstillinger tiltrak et stort publikum og øgede i høj grad interessen for blomster og for havesagen som helhed. Hans virke og personlige evner gjorde haveselskabets have til det foretrukne lærested for unge gartnere, på hvis sjælelige udvikling han ofte lagde større vægt end på den faglige uddannelse. Hans fantasi for sammenstilling af planter og hans hænders håndværksmæssige kunnen begejstrede og inspirerede et helt slægtled af gartnere. Der foreligger en lang række artikler fra J.s hånd, fagligt inspirerende og poetisk animerende, skønt han næppe kunne skrive selv. Hans litterære arbejder tog form i hans hoved og blev dikteret til elever og medarbejdere som satte det på prent. Han var redaktør af og flittig bidragyder til Meddelelser fra Det kgl. danske Haveselskab 1908–24. Derefter var han medredaktør af Haven. Sammen med W. Egly skrev han Dekoration og Binderi, 1924, sammen med Knud Hee Andersen Blomster ved Alfarvej, 1930. Han var medarbejder ved Illustreret Havebog, 1920–21, hvori han skrev om kulturer under glas og om blomsterhavens planter, ved G. N. Brandts Roser, 1915 med et afsnit om engangsblomstrende roser, og i sammes Vand- og Stenhøjsplanter, 1917 om vand- og moseplanternes kultur. Han skrev en række artikler til Berl. Tid., Gartnertidende, Haven, Havekunst, Nordisk ill. Havebrugsleksikon, 2. og 3. udg., samt noveller i Berl. Tid., og ved redaktør Kai Flors mellemkomst forfattede han i Berl. Søndag "Dagens blomst", af sagkyndige betragtet som "vignetter, der ikke blot tegnede blomsten med nænsom hånd, men også åbenbarede dens sjæl". J. har berettet om sin egen indsats i Medd. fra Det kgl. danske Haveselskab 1922 med følgende beskrivelse af en have: "Hvor man ser hen, er der frodighed, fred og tryghed, thi alle vegne er der en ordnende hånd, der ikke ses, men holder alt på sin rette plads, alt falder selfølgeligt og naturligt, som om alle de myldrende blomster havde sået og plantet sig selv, men det er den omsorgsfulde hånd, der holder de alt for anmassende individer inden for rimelige grænser og sørger for, at også den svage får sin ret."

Familie

Forældre: gårdejer og sognefoged Jørgen Andersen (1835–1908) og Ane Nielsdatter (1835–92). Gift 24.5.1892 med Anna Maria Nilsson, født 22.8.1868 i Malmø, død 18.1.1939 i Kbh., d. af arbejdsmand Lars N. og Anna Pers-datter.

Udnævnelser

R. 1926.

Ikonografi

Mal. af J. Glob. Tegn. af Gerda Ploug Sarp. Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 30.9.1927 og 3.11.1930. H. Paludan m. fl. i Haven, 1930 177–80. Jens Risum i Gartnertid., s.å. 581. J. P. Andersen i Havekunst, s.å. 109f. C. Th. Sørensen sst. 1965 41–43. Grethe Clausen i Fra kvangård til humlekule IX, 1979 71–74. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig