K.B. Klixbüll, Knud Brandt Klixbüll, 25.12.1878-25.3.1938, gartner. Født i Odense, død i Kbh., begravet sst. (Bispebjerg). K. fik sin gartneruddannelse hos Fr. Hansen i Svendborg 1893–96 og hos Valeur og Søefeld i Odense 1896–1900. Derefter var han gartner hos handelsgartner P. Brandt i Ordrup 1900–02 og på studierejse i Tyskland, Frankrig og England 1902–05. Han blev bestyrer for anlægsgartnerfirmaet Brdr. Poulsen på Frederiksberg 1905–08 hvor han især tog sig af tiltrækning af udplantningsplanter. I de følgende to år var han blumist og lærer på Vilvorde og blev 1.4.1910 overgartner ved Kbh.s kommunes nyoprettede gartneri og planteskole på Bispebjerg. Her virkede han indtil sin død. Hans interesse for unge gartneres uddannelse og hans pædagogiske evner gjorde gartneriet til et meget søgt lærested. Før organisering af en teoretisk undervisning for gartnerelever startede han hjemme i sine stuer en sådan undervisning og organiserede senere gartnerforeningens aftenundervisning. Samtidig var han en flittig skribent, dels som medarbejder ved Hus & Hjem, Villaen, dagbladet Riget, Hovedstaden 1912–20, København 1922–30, Dagens Nyheder 1931–34 og Berlingske Tidende 1934–38, dels som forfatter til en række meget læste fagbøger, bl.a. Vor Have, 1921, Dansk Chrysanthemumselskabs Jubilæumsskrift, 1922 og Mit Kaktusvindu, 1933. Han var medarbejder ved Nordisk ill. Havebrugsleksikon, Danske Gartnerivirksomheder samt ved G. N. Brandts Roser, 1915 og udgav sammen med G. N. Brandt Chrysanthemum og Lathyrus, 1920. Han deltog ivrigt i foreningslivet og var bestyrelsesmedlem af Alm. dansk gartnerforenings Københavnskreds, af Landsforeningen danske naturvenner, af Dansk kaktusselskab og af Kommunalforeningen. Desuden var han medlem af menighedsrådet for Grundtvigskirken og for Bispebjerg sogn.

Familie

Forældre: købmand Julius K. (1847–93) og Marie Elisabeth Brandt (1851–1928). Gift 9.2.1909 på Frbg. (Marcusk.) med Helga Theresia Dalskov, født 27.12.1879 i Bandholm, død 15.12.1966 i Usserød, d. af skomagermester Frederik D. (1848–1924) og Caroline Jensine Jensen (1852–1940).

Bibliografi

J. C. A. Carlsen-Skiodt og P. Bech i Gartnertid., 1938 197f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig