Svend Bruun, 14.7.1872-28.3.1950, gartner. Født på Bernstorff slot (Gentofte), død i Brøndby strand, begravet Brøndbyvester kgd. B. fik sin praktiske gartneruddannelse hos faderen i Bernstorff slotshave. Efter havebrugseksamen på landbohøjskolen arbejdede han fire år i udlandet: 1893 hos Hugh Low & Co., London, 1894 Kew Gardens, London, 1895 Sander & Co., Brügge, 1895–96 Sandringham Gardens, England. Efter sin hjemkomst til Danmark var han først fire år undergartner ved Bernstorff slotshave og etablerede sig derefter som handelsgartner ved Brøndby strand 1900. Han blev direktør for interessentskabet Lagesmindes æblehave som han senere overtog alene og lagde ind under sit gartneri. B. dyrkede alle slags grøntsager og frugt på friland samt vin, tomater, nelliker og orkideer i væksthusene hvis arealer stadig udvidedes og snart blev et af Nordeuropas største gartnerier. Hans litterære virksomhed bestod især i artikler i Nordisk illustreret Havebrugsleksikon og sammen med botanisk gartner Axel Lange som hovedredaktør af Danmarks Havebrug og Gartneri indtil Aaret 1919, 1920. B.s grundige viden inden for gartnerfagets mange områder og hans administrative evner og klare overblik gav ham mange tillidshverv: formand for Alm. dansk gartnerforening 1909–18, formand for 4. nordiske havebrugsudstilling i Kbh. 1912, medlem af landbrugsministeriets tekniske landbrugsudvalg 1915–23, af statens frøudvalg 1918–19 og af statens frugtavlsudvalg og planteavlsudvalg til 1923, præsident for fællesrådet for havebrug og gartneri 1927–33, censor ved landbohøjskolens havebrugseksamen og medlem af landbrugsministeriets udvalg for gartneri og havebrug 1931–42. Han blev æresmedlem af Dansk chrysanthemumselskab 1934, af Alm. dansk gartnerforening 1937 og af Havebrugskandidatforeningen 1943.

Familie

Forældre: kgl. slotsgartner F. Th. B. (1835–1906) og Olivia Ch. Winkel (1845–1920). Gift 3.11.1900 i Åbo med Fanny Wigelius, født 2.3.1877 i Åbo, Finland, død 7.7.1924 på Frbg., d. af grosserer Johan Gustaf W. (1829–1901) og Malvina Lovisa Mechtildis Ekholtz (1841–1919).

Udnævnelser

R. 1921, DM. 1937.

Ikonografi

Portræt (Alm. da. gartnerforen.s lokaler, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll og H. R. Hiort-Lorenzen: Patriciske slægter III, 1915 58. H. C. Larsen: Statens forsøgsvirksomhed i plantekultur, 1924. P. Bech i Gartnertid., årg. 58, 1942 333. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig