Bodil Neergaard

Bodil Neergaard, Ellen Bodil Neergaard, 10.2.1867-18.5.1959, godsejer. Født i Kbh, død på Fuglsang, begravet i Toreby. N. blev allerede som 18-årig gift og hendes mand ejede Fuglsang og Priorskov godser på Lolland. Ægteskabet var barnløst og efter mandens død 1915 overtog hun selv driften af de store godser. I sin erindringsbog Minder fra Fuglsang omtaler hun selv de første år, hvor hun sad som ung enke, som brydningsår. Hun følte sit ansvar som ejer af Fuglsang, men samtidig fik hun, støttet af pator Johannes Munck på Møltrup, en voksende interesse for samfundets dårligst stillede, og 1917-18 opførte hun en anselig bygning – Sønderskovhjemmet – hvor der var plads til 17 mænd uden arbejde eller fast tilholdssted. Ofte var det subsistensløse eller løsladte fanger der på Sønderskovhjemmet fandt både beskæftigelse og et hjem som fra starten, 1918, blev drevet helt for N.s regning indtil det 1923 ved gavebrev blev en selvejende institution. I dag er der på Sønderskovhjemmet plads til 48 mænd. Også for storbyens drenge havde N. en levende interesse. Et gammelt kornmagasin ved Guldborgsund lod hun indrette til drengelejr, så der sommeren igennem var plads til 50 drenge, og en anden bygning under Priorskov stillede hun gennem mange år til rådighed for Aage Falk Hansen der kunne disponere over den til sine arbejdsløse. Hovedbygningen på Flintingegården stillede hun om sommeren til disposition for storbyens gamle koner der i hold på ca. 10 ad gangen fik et par ugers ophold på landet. 1919 købte hun den gamle skole i Toreby og stillede den til rådighed for KFUM og KFUK's arbejde i sognet.

Hendes store filantropiske interesse meldte sig da hun sad som ung enke på Fuglsang, og hendes nære bekendtskab med Mathilda Wrede har haft betydning for hende. Alt blev drevet i kristelig ånd og altid overvåget med den mest levende interesse af hende selv. N. var hele sit liv præget af sin slægt både på fædrene og mødrene side. Som barnebarn af komponisten J. P. E. Hartmann og datter af Emil Hartmann voksede hun op i et kunstnerisk miljø, men også moderens slægt – det Puggaardske handelspatriciat – kom til at præge hendes liv på Fuglsang der lige fra hendes bryllup til hendes død blev et tilholdssted for musikere såvel fra Danmark som fra udlandet, både komponister og udøvende. Således var Carl Nielsen gennem en årrække jævnlig gæst på Fuglsang hvor der hver aften blev spillet kammermusik i den store musiksal. Da hun var barnløs overdrog hun på sin 80-års-dag det 1600 ha store gods til det Classenske fideikommis, men bestemte at hovedbygningen skulle indrettes til refugium. For sit store sociale og filantropiske arbejde tildeltes hun 1947 fortjenstmedaljen i guld. I sine små erindringsbøger Spredte Træk af mit Liv og Minder fra Fuglsang har hun skrevet om sin slægt og den kreds der kom til at betyde noget for hendes virke. Som et kuriosum kan nævnes at Bodil N.-æblet er opkaldt efter hende.