Harald Branth

Harald Branth, Harald Blicher Branth, 7.8.1844-20.6.1915, godsejer. Født på Høstemark, Mou sg., Ålborg amt, død på Sønder Elkær, Sulsted sg., Ålborg amt, begravet i Sulsted. Efter studentereksamen fra Ålborg katedralskole 1860 lærte B. landbrug i fire år; deltog dernæst i krigen 1864, s.å. sekondløjtnant. Tre år senere blev han landbrugskandidat, og efter forskellige forvalterpladser indledte han 1873 sin virksomhed som selvstændig landmand som forpagter, fra 1882 som ejer af Sdr. Elkær i Vendsyssel. Han tog straks fat på en gennemgribende modernisering af driften, såvel i markbruget: rodfrugtavl i stédet for brak, bælgsæddyrkning og plantning, som i husdyrbruget: opdræt af en elitebesætning af jysk malkekvæg (Sdr. Elkærstammen) samt opfedning af kødkvæg. Gården blev hurtigt et søgt lærested for unge. Mere end 500 vordende landmænd fik her deres grundlæggende skoling i landbrug. Samtidig udfoldede han en vidtfavnende officiel virksomhed: sognerådsformand i Sulsted-Ajstrup, bestyrelsesmedlem 1874–89 i Ålborg amts landboforening, formand 1885–89. I to perioder 1886–89 og 1891–1903 formand for Foreningen af jyske landboforeningers husdyrudvalg, 1887–1902 var han formand for statsdyrskuekommisionen for 5. distrikt m.v.

Med sin selvstændige for ikke at sige selvhævdende holdning måtte B. ofte fole sig i opposition til de eksisterende landbrugsorganisationer, som efter hans (og mange andres) opfattelse svækkede deres stilling ved at tage del i provisorie-opgøret. I stedet skulle de enigt føre en erhvervspolitisk kamp med front mod det omgivende, stedse mere byerhvervsdominerede samfund. B.s program havde derfor et dobbelt sigte: først at få samlet de eksisterende organisationer under et landbrugsråd, dernæst at få fremført en række krav om støttelovgivning til fordel for det kriseramte landbrug, i første række indførelse af dobbeltmøntfod og skattelettelser. Som repræsentant for De jyske landboforeninger deltog B. sammen med bl.a. F. Andersen-Rosendal i forhandlingerne 1885–86 om at få oprettet det nævnte landbrugsråd, men forsøget mislykkedes p.gr. af uenighed om mål og midler. Uforknyt søgte B. ad andre veje at fremme sit erhvervspolitiske program, men først i foråret 1893 da en ny agrarpolitisk bølge skyllede ind over landet fik han mulighed for at få bredere kredse i tale samtidig med at han som mellemmand mellem højres (hans eget parti) og det forhandlende venstres landbofløje fik ret stor indflydelse på den nyoprettede agrarforenings program. Gennem de to gruppers "forpagtning" af de vigtigste agrarkrav mistede foreningen imidlertid hurtigt sin indflydelse, og fra ca. 1895 stod B. uden en erhvervspolitisk platform. Kort efter 1900 kørte han træt i sin landmandsvirksomhed, og 1907 bortauktionerede han sin elitebesætning til skyhøje priser. Kort tid derefter overtog en søn, forstkandidat, skovrider Carl Christian Gustav Adolph Brandt (22.4.1879–1.9.1960) gården. Med sin impulsive og meget lidt beregnende reaktionsmåde, sin enstrengede og ofte meningsmonopoliserende fremførelsesmåde og sin urokkelige tro på landmandstilværelsens etisk overlegne kraft virkede H.B. som den typiske landjunker, dog med den ikke helt uvæsentlige nuance at han var en særdeles dygtig landmand som på sin specielle pædagogiske facon gav hundredvis af unge en god faglig ballast.