Jacob Scavenius, Jacob Brønnum Scavenius, 2.4.1749-20.6.1820, godsejer. Født i Skagen, død på Gjorslev, begravet i Holtug. Efter oprindelig at have været landmand flyttede S.s far til Skagen hvor han tog borgerskab som købmand. Mange detaljer om familien er der ikke bevaret; men det synes klart, at den har siddet i relativt små kår. S. har i et brev fra 1816 skrevet, at han efter "en præsts råd" – det må have været Søren Jensen Lodberg, Skagen – blev sendt til latinskolen i Ålborg. Allerede her lagde man mærke til hans særegne begavelse. Navnet S. ɔ: Skagbo fik han af sin rektor, Georg Frederik Thestrup – dels efter tidens skik, dels fordi han følte at drengen let kunne placere sig i samfundet på linje med den "lærde" slægt af samme navn. Efter at være dimitteret fra Ålborg 1770 rejste S. til Kbh. hvor han, sandsynligvis med økonomisk støtte fra en onkel, begyndte at studere teologi. Selv ville han hellere have læst jura. Nogen embedseksamen fik han aldrig, og hvad han så i stedet har bestilt er der ikke bevaret enkeltheder om. Han synes at have omgåedes filosoffen Børge Riisbrigh med gensidig sympati til følge – Jens Juels portræt af Riisbrigh hang senere på hans væg mellem hans eget og hustruens. Han var 1775 medstifter af Det danske litteraturselskab og bidrog med et digt til den lille samling "Over Indfødsretten. I Anledning af Kongens Fødselsdag i Aaret 1777". Efter at have opgivet studierne var S. en tid volontør i rentekammeret hvorfra han 1776 kom til Asiatisk Kompagni som assistent. To år senere, marts 1778, blev han som skibsassistent på skibet Ganges sendt på en tur til Indien. Skibsassistenten var normalt supercargoens næstkommanderende, men da Ganges ikke havde nogen supercargo med måtte S. overtage dennes funktioner. Målet var den danske koloni Frederiksnagore (Serampore) et stykke oppe ad Hooghly-floden, nord for Calcutta. Da skibet i begyndelsen af 1779 på hjemturen lagde ind ved Tranquebar, søgte og fik S. en ledig stilling som 1. assistent i Frederiksnagore. Inspirationen til ansøgningen stammede formentlig fra koloniens daværende 1. faktor, den hollandsk fødte, dansk naturaliserede Johan Leonhard Fix som S. var blevet særdeles gode venner med under losningen og ladningen i Frederiksnagore. Efter godt 1½ år som 1. assistent blev S. i oktober 1780 udnævnt til 2. faktor ved kolonien. Som 2. faktor blev han 1781 inddraget i en alvorlig strid om toldforpagtningsforholdene mellem Fix og koloniens øverste embedsmand Ole Bie. Set fra Kbh. tog sagen sig så graverende ud at den kunne have endt med de to faktorers afskedigelse, men den løb efter nogle år ud i sandet – bl.a. fordi man i hovedstaden måtte erkende, at faktorerne havde rejst den i god tro.

Da Fix 1786 forlod Indien blev S. hans efterfølger som 1. faktor. Som kompagniets ledende handelsmand adskilte han sig næppe i sine sidste fem år derude væsentligt fra forgængerne; men det gjorde han til gengæld på et andet område: i det kendskab til Indien og indiske forhold han dokumenterede i lange breve der faktisk var videnskabelige afhandlinger, baseret dels på lokale studier, dels på en udstrakt læsning af- særlig – tidens nyeste økonomiske værker. Han skrev om produktionsforholdene, pengevæsenet, skibsmåling, politik – dansk og britisk – m.m., og at man lagde mærke til ham hjemme fik han bl.a. bevis for, da kompagniet 1791 tildelte ham sin hædersmedalje. Han havde da allerede opsagt sin stilling for at rejse hjem – og det på trods af, at der blev lagt et ikke ubetydeligt pres på ham for at få ham til at blive. – S. var hjemme igen august 1792 og nu som en hovedrig mand. Sine penge havde han som så mange før ham tjent ved forskellige former for private operationer, både de ret beskedne tilladte og de udbredte ikke-tilladte som man i hjemlandet så gennem fingre med, fordi det erkendtes at kolonilønningerne var for små. Denne private handel foregik ikke alene på europæiske lande, men også på østlige destinationer i Indonesien og Kina, og der er grund til at tro at den også har omfattet en "varm" vare som opium. Vel hjemme købte S. 1793 herregården Gjorslev på Stevns med de to underliggende gårde Søholm og Erikstrup, og hans ægteskab s.å. med Karine Lucia Debes, hvis mor var af det rige suhrske handelshus, gjorde ikke hans formueforhold ringere. 1798 føjede han hertil Klintholm på Møn der stadig er i slægtens besiddelse.

Den energi og foretagsomhed S. havde vist i Indien fortsatte han som godsejer hjemme. Han gennemførte udskiftninger, satte skovene under kyndig forstmæssig behandling, sørgede for bøndernes undervisning i frugtavl, brug af mergling og af moderne landbrugsredskaber, bl.a. den lette svingplov m.v. Kridtstensbrydningen på Stevns klint blev effektiviseret og en fabrik anlagt. Et par gange blev der kaldt på ham fra Asiatisk Kompagni bl.a. i en principdebat om faktoriernes eventuelle afskaffelse. S. talte – med held – i to detaljespækkede afhandlinger for deres bevarelse, og karakteristisk for vurderingen af ham på disse områder er J. C. van Deurs' votum hvori det hed: "... fra denne mand – med agtelse for enhvers fortjenester – kender jeg ingen appel i dette fag". – Sin ungdoms musiske interesser glemte S. ikke. Han ser ud til at have omgåedes flere personligheder i tidens åndsliv -filosoffer, teologer, litterater – og i hans arkiv er bevaret utrykte manuskripter til en skildring af de ostindiske koloniers historie til ca. 1755 og til en beskrivelse af Stevns herred. 1793 købte han bibliotekar ved kongens håndbibliotek P. T. Wandalls 16 000 bind store bibliotek der indeholdt tryk fra første fjerdedel af 1500-tallet og manuskripter fra ca. 1600. Biblioteket stod på Christiansborg og gik tabt ved slottets brand 1794. Samme skæbne overgik ved englændernes bombardement af hovedstaden 1807 et par andre værdifulde samlinger, erhvervet i slutningen af 1790erne og lige efter 1800. 1815 dristede S. sig ind på et helt nyt område: han udskrev, anonymt, en prisopgave om det danske sprogs skæbne i Sønderjylland. Prisvindere blev historikerne E. C. Werlauff og N. Outzen (begge arbejder trykt 1819). – På baggrund af S.s eminente begavelse og hele energiske fremfærd er det ejendommeligt at hans person aldrig fandt offentlig udnyttelse. I nekrologer over ham ymtes der noget om manglende anerkendelse de "rigtige" steder, og at mange miskendte ham. Men mere end sådanne antydninger findes ikke. At han var en særpræget personlighed er der ingen tvivl om; men han var også et typisk eksempel på tidens kolonimand, når denne havde talentet og heldet med sig.

Familie

Forældre: handelsmand Peder Christensen Brøndum (1702–64) og Anne Ibsdatter (ca 1714–86). Gift 3.10.1793 i Kbh. (Helligg.) med Karine Lucia Debes, født 4.5.1775 i Kbh. (Helligg.), død 25.1.1825 sst. (Frue), d. af højesteretsassessor, justitsråd Lucas D. (1740–77) og Christiane Suhr (1752–82). Far til P. B. Scavenius.

Ikonografi

Mal. af Jens Juel ca. 1795 (Fr.borg). Tegn. af J. L. Lund fra 1790erne, efter denne litografi. Afbildet på relief af H. E. Freund udst. 1825 (på monument ved graven)..

Bibliografi

Dansk lit.-tid., 1820 492–96. E. C. Werlauff: Efterretn. om det store kgl. bibl., 2. udg. 1844 277f. C. Nyrop: Det Suhrske hus i Kbh. 1749–1899, 1899. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé m.fl. I, 1922 1 lf. C. Klitgaard i Pers. hist. t. 8.r.V, 1926 290–93 (geneal.). Lorentz Bie sst. 10.r.IH, 1936 8f II 14 25. Scavenius-slægtens stamfader og to af dens mænd, ved Finn H. Lauridsen m.fl., 1973 7–46. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig