Sigismund Mylius, Sigismund Wolf Veit de Mylius, 12.9.1823-2.6.1885, godsejer, hedebeplantnings-pioner. Død på Rønninge Søgård. For eftertiden har M.s navn stedse været knyttet til den jyske hedebeplantntngs historie, men for sin samtid stod han som indbegrebet af en ærgerrig, foretagsom, men også lidt ødsel godsejer med lidt for mange jern i ilden. Under sin landmandsuddannelse på en række gårde i Jylland havde han fået et førstehåndskendskab til de opdyrkningsmuligheder der forelå i de jyske udmarker. Med største iver iværksatte han derfor kulturarbejder, først på Estruplund nordøst for Randers (købt 1851) og derefter på de ejendomme han overtog efter faderens død. Selv købte han flere ejendomme, bl.a. Tygeslund ved Hadsund og Nørlund vest for Rold skov, men det er karakteristisk for M. at han ret hurtigt skilte sig af med dem igen, hvad enten årsagen må søges i et ændret dispositionsgrundlag eller slet og ret pengemangel. I denne sammenhæng kan også nævnes oprettelsen af Mylenberg glasværk syd for Rold skov. Det eksisterede kun i få år (1852-63) og havde en beskeden produktionsværdi (1855: 17 000 rdl.), men i dag er de lidt primitive produkter herfra eftertragtede samlerobjekter.

Det var dog især spørgsmålet om de jyske heders beplantning der optog M. I 1860ernes begyndelse skrev aviserne meget om denne sag, og M.s navn blev da nævnt næsten lige så tit som en nok så bekendt pioner E. Dalgas. Som bekendt kom Dalgas dog først da han 1866 fik oprettet hedeselskabet. Ærgerrig som M. var ville han imidlertid gerne have oprettet "større plantningsassociationer" i samarbejde med hedeselskabet, og efter et års forberedelser så Actie-Selskabet for Jydske Heders Beplantning dagens lys 17.6.1868 med M. som formand. Efter en noget senere oplysning udgjorde aktiekapitalen her godt 48 000 kr., udbudt i aktier på 50, 100 og 200 kr. Bag initiativet stod 37 godsejere, pengemænd og politikere. Samme efterår købte aktieselskabet 513 tdr. land hedearealer af ringeste kvalitet i Brørup og Lindknud sogne i Ribe amt. Foråret 1869 begyndte plantningsarbejdet på "Stiide plantage", som området nu hed. Men uheld på uheld blev selskabets lod. 1875 blev store arealer ødelagt ved brand, og oldenborre-angreb tilintetgjorde gang på gang tilplantningen. Samtidig lå M. og andre af selskabets ledere i stadig strid med Dalgas der havde god indsigt i selskabets forhold, eftersom en af hedeselskabets skovridere havde overopsynet med plantagen. Omkring 1880 havde foretagendet spillet fallit, og få år senere overtog egnens beboere plantagen. Alt dette kostede M. mange penge. Da han i forvejen havde pådraget sig gæld, ikke mindst i forbindelse med restaureringen af Rønninge Søgård, måtte stamhuset af samme navn, som han havde overtaget i god stand 1857, sættes under administration ved hans død. Situationen stod dog ikke til at redde, og 1906 måtte stamhuset sælges. M. hævdede dog til det sidste, at situationen ikke var helt så håbløs som justitsministeriet gennem dets lenskontrol ville gøre den til.

Familie

Forældre: Johan Caspar M. (1776-1852) og Vilhelmine C. U. Holstein-Rathlou (1784-1861). Gift Anna Marie Elisabeth Benzon, født 12.9.1829 på Benzon, død 22.3.1901 på Rønninge Søgård, d. af godsejer Jacob Benzon (1792-1840) og Christiane Albertine Vilhelmine Flindt (1794-1851).

Ikonografi

Maleri.

Bibliografi

Harald Skodshøj: Stiide plantage, 1961 16-54. Will. Norvin i Danske slotte og herregårde, red. Aage Roussell, 2. udg. VII, 1965 173-86. Fr. Skrubbeltrang: Det indvundne Danm., 1966 190-94.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig