Gunnar Skov Andersen

Gunnar Skov Andersen, 20.8.1921-24.11.1982, gårdejer, formand for FDB. Født på Grønvang, Børglum sg, død på Ålborg sygehus, begravet i Vrå (valgmenighedens kgd.). S.A. var på fædrene side af gammel sjællandsk bondeslægt, men som moderen selv rodfæstet vendelbo og stærkt knyttet til sit sogn, til højskolen og valgmenigheden som han var formand for siden 1961. 1958 overtog han fædrenegården i Vrå som han i 11 år havde haft i forpagtning. Faderen der som ung kom til egnen fra Sjælland var en anset bonde, medlem af flere bestyrelser for landbrugsfaglige organisationer og andelsforeninger, bl.a. i 25 år formand for Vrå brugsforening. Efter realeksamen i Ålborg fik S. A. en alsidig landbrugsfaglig uddannelse i ind- og udland, bl.a. på Ladelund landbrugsskole, og han var elev på såvel Vrå som Askov højskole. Fra sin tidlige ungdom var han stærkt politisk interesseret og sluttede sig med sine pacifistiske synspunkter til det radikale venstre. 1970–78 var han medlem af Nordjyllands amtsråd, fra 1974 1. viceamtsborgmester, og 1974–76 var han partiets landsformand. Det faldt ham naturligt efter krigen at deltage i "Fredsvenners hjælpearbejde"s -det senere Mellemfolkeligt samvirke – virksomhed, først i den norske Finnmark 1945–46 og derefter i Polen. Udover den fysiske indsats for genopbygning og bespisning betragtede han den mellemfolkelige indsats for mindst lige så væsentlig, og det er betegnende for hans evne til at knytte og holde kontakt at han til sin død bevarede forbindelsen med venner i disse lande.

S.A.s største samfundsmæssige indsats kom til at foregå i brugsforeningsbevægelsen. Efter at have været medlem af repræsentantskab og bestyrelse for Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB) siden 1965 blev han 1976 den første kongresvalgte formand for bestyrelsen og genvalgt for en ny periode 1982. I hans formandsperiode har FDB været inde i en voldsom udvikling der medførte megen fremgang, men også ved sine brud med tidligere tiders forretningsfilosofi skabte dønninger både indadtil og over for offentligheden. Hans sindige og afdæmpede gemyt selv i anspændte og stormfulde situationer var en gevinst for FDB. I de demokratiske forsamlinger bidrog han til accept af fornyelser der ellers kunne være blevet standset eller i hvert fald forsinket pga. uenighed. Han var i alle livets forhold en fredens mand med gode evner for at forlige modsætninger, og med ønske om at vælge dialogen fremfor konfrontationen. Dette medførte imidlertid også at de stridigheder der ikke kan undgås i en stor organisation måtte S.A. ofte udkæmpe fra en forsvarsposition. Hans tro på andelsbevægelsens fremtid var usvækket da sygdom i nov. 1982 tvang ham til at træde tilbage. Som det lune og muntre menneske han først og fremmest var personificerede han på formandsposten folkelighed og menneskelighed i en tid hvor det svirrede med beskyldninger mod FDB for at være en upersonlig mastodont.