E. Lunding, Elias Lunding, 2.10.1878-26.6.1969, landøkonom. Født på Frbg, død i Gentofte, urne på Garn. kgd. L. fik uddannelse ved praktisk landbrug, kom på landbohøjskolen og tog landbrugseksamen 1903. 1903-04 var han forvalter, men fortsatte derefter studiet på landbohøjskolen og tog udvidet eksamen i planteavl 1905. 1910-26 drev han landbrug som forpagter af Grubberholm ved Vallø, men fik ellers sin hovedvirksomhed inden for forretningslivet, var 1907-08 landbrugskyndig rådgiver for firmaet Moritz Fraenckel & Co. i Göteborg og opholdt sig nogle år her. 1928-39 var han direktør for A/S Kali-Importen, 1933-39 for dets søsterselskab i Göteborg og var tillige medlem af selskabernes bestyrelse, for Danmarks vedkommende som næstformand. Fra 1939 drev han eget firma, A/B Kaliforsäljningen, fra 1946 A/B Kalisalter. Han var i denne egenskab den ledende skikkelse i kaliimporten til landet under besættelsen. Gennem denne virksomhed havde L. tidligt knyttet forbindelse med landbrugskredse, særlig forsøgsvæsenet og dets mænd, i de skandinaviske lande, og da man 1918 indledte et nærmere samarbejde ved oprettelsen af Nordiske jordbrugsforskeres forening, blev han den nye organisations generalsekretær og redaktør af dens videnskabelige tidsskrift Nordisk Jordbrugsforskning. Med sit alsidige kendskab både til landbrugets praktiske og videnskabelige side var L. en hovedkraft i foreningens omfattende virksomhed og ikke mindst en fortrinlig organisator af dens store kongresser hvor hans frejdige og repræsentative personlighed bidrog til at skabe glæde ved samarbejdet, og han udnævntes til æresmedlem af foreningen 1949 da han fratrådte som generalsekretær og redaktør. 1934 blev han medlem af Kungl. svenska lantbruksakademien.

Familie

Forældre: cand. jur., sekretær ved statsbanerne Valentin Nicolai Mangor L. (1836-1916) og Bornemine (Mina) Sophie Wright (1838-1916). Gift 11.5.1909 i Hellerup med Astrid Lund, født 19.11.1881 på Frbg., død 20.12.1935 på Høveltegård, d. af direktør, konsul Carl L. (1846-1912) og Hulda F. Lassen (1848-1933).

Udnævnelser

R. 1929. R1. 1953. K. 1959.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

K. A. Bondorff i Ugeskr. for landmænd, 1948 651.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig