Fr. Oehlerich, Frederik Oehlerich, 21.1.1840-28.8.1912, landøkonom. Født i Nordborg, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). O. tog lærereksamen fra Skårup seminarium og oprettede 1866 en skole i Lundeborg på Fyn. 1868-73 ledede han en kostskole på Als og oprettede derefter en realskole på Broager som han drev til 1882, og hvorfra mange kendte sønderjyder er udgået. Han virkede tillige for landøkonomisk oplysning ved foredrag og ved udgivelsen af Nordslesvigsk Landbotidende. 1883 flyttede han til kongeriget og bosatte sig først i Ordrup ved Kbh., senere i Nærum. 1895-1907 drev han en lille landejendom i Toreby på Østlolland og flyttede derefter til Kbh. Han udfoldede i disse år en omfattende landbrugslitterær virksomhed, dels som udgiver af Husmandsbladet 1884-1911, dels som forfatter af en lang række småskrifter mest beregnet for husmændene, og samtidig fremkaldte han den første bevægelse for dannelse af husmandsforeninger. I første nummer af Husmandsbladet opfordrede han til at oprette sogneforeninger, og han virkede for sagen med ikke ringe agitatorisk evne. Særlig på Sjælland og Lolland-Falster fik han tilslutning, der dannedes mange foreninger (knap 100) og med O. som formand fra 1885 virkede de sammen til fremme af rent faglige opgaver som rodfrugtdyrkning, havebrug, frøavl og frøindkøb. Men disse foreninger sygnede hen omkring 1890, og da bevægelsen for oprettelse af husmandsforeninger tog ny fart henimod århundredskiftet, skete det på et nyt grundlag der også kom til at omfatte de socialpolitiske opgaver. O. havde dog gjort en forberedende indsats, og da de nye foreninger 1901 sluttede sig sammen i Dansk husmandsforening, blev han formand for fællesbestyrelsen, men da han ikke kunne samarbejde med den nye bevægelses mænd og især stødte sammen med Karl Hansen (-Ankerstræde) trak han sig tilbage allerede n.å., hvorpå foreningen snart ophævedes for at give plads for provinsielle fællesforeninger. – Af hans skrifter kan nævnes: For og imod Fællesmejerier, 1883, Praktisk Vejledning i Mejeridrift, 1887, Rodfrugterne, 1888, Praktisk Vejledning i Svinehold, 1890, Regnskabsbog for den mindre Jordbruger, 1890, Praktisk Vejledning i Frøavl, 1893, Fremtidslandbrug, 1893, Saasced og Radsaaning, 1894, Om Høravl, 1895, Billig Mælkbillig Gødning. 1896, Billigt Flæsk, 1897, Systemskifte i Mejeridriften, 1906, Fremtidens planteavl, 1908, Praktiske Dyrkningsforsøg, 1909, Kartoffelavl og Kartoffeltørring, 1909.

O. var en selvstændig og kantet natur der havde vanskeligt ved at samarbejde. Det blev afgørende for effekten af hans indsats at han på væsentlige punkter skarpt vendte sig imod den udvikling i landbruget der satte ind efter 1880. Han bekæmpede fællesmejerier og andelsmejerierne af den sædvanlige type, foretrak skummestationer og var modstander af den store anvendelse af indført foder og kunstgødning. Indtil sine seneste år forfægtede han den opfattelse, at dansk landbrug burde formindske husdyrholdet og udvide dyrkningen af salgsafgrøder. Særlig for det lille brug var hans ideal selvforsyningsøkonomi, og i udstykningsspørgsmålet var han modstander af statens hjælp. Landbrugsfagligt er hans forfatterskab af meget ulige værdi, det rummer fejltagelser, men også god praktisk vejledning som han forstod at give udbredelse inden for det mindre landbrug.

Familie

Forældre: købmand Lorenz Friederich O. (1802-62) og Anna Margretha Enghof (1803-79). Gift 18.5.1866 i Nordborg med Christine Sophie Petersen, født 21.11.1839 i Nordborg, død 6.5.1916 på Frbg., d. af købmand Franz P. (1801-62) og Catharina Christina Petersen (1807-82).

Ikonografi

Tegn. af Marie Hatting ca. 1896.

Bibliografi

Tidsskr. for landøkonomi, 1912 693f. Ugeskr. for landmænd, s.å. 520. Lolland-Falsters stiftstid. 30.8. s.å. Jens Damsgaard: Den moderne husmandsbevægelse, 1912 (2. opl. 1916) især 70-76. P. Jeppesen: Husmandsbevægelsens hist., 1927 især 18 25f. Frede Jensen: Af den da. frøavls hist., 1941 44f. Axel Pille: Rasmus Jensen Vandman, 1943 33. Fr. Skrubbeltrang: Den danske husmand 1, 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig