Th. Westermann

Th. Westermann, Anton Marius Theodor Westermann, 3.6.1852-23.2.1935, landøkonom. Det var en drøm fra drengeårene som gik i opfyldelse da Th. Westermann som 29-årig slog ind på studievejen ved at tage præliminæreksamen på få måneder. Faderen, en indvandret holstener, var begyndt som farver i Adelgade i Bogense, fik senere et spinderi og farveri i Ålborg for så endelig at blive landmand, først som ejer af Fjeldgård vest for Sæby og 1870-75 hovedgården Boller sydøst for Hjørring. Meget imod sit ønske blev Th. Westermann som 14-årig sat i købmandslære, men efter langvarigt pres på forældrene blev han i stedet landvæsenselev på Fjeldgård. Efter endt læretid blev han forvalter hos flere af den tids mest kendte landmænd: 1873-75 var han således ansat hos overinspektør N.P.J. Buus på Rosvang ved Thisted, hvor størsteparten af de 650 ha land var udtørret søbund; 1875-76 hos inspektør P. Feilberg på den udtørrede Søborg sø og 1876-81 som bestyrer på Dronninggård, Frederikslund og Kaningården ved Furesøen. Da faderen i mellemtiden havde måttet sælge Boller så Th. Westermann ingen fremtidsudsigter i landbruget og begyndte da at læse til landinspektør. Af økonomiske grunde måtte han gå omvejen ad landbrugseksamen – med udmærkelse – 1883, og blev to år senere landinspektør, få points fra udmærkelse. Med sine erfaringer fra praktisk afvandings- og kultiverings-arbejde ville han specialisere sig i kulturteknik, men afslog dog et tilbud fra landhusholdningsselskabet om at blive dets konsulent på området. I stedet tog han studentereksamen og filosofikum 1887-88 med det formål at studere plantefysiologi på universitetet. Den mulighed stod nemlig åben at han på længere sigt kunne blive professor B.S. Jørgensens efterfølger. Han blev da også lektor i landbrugets jorddyrkning og plantekultur 1.2.1888, mens V. Maar videreførte de historisk-orienterede dele af B.S. Jørgensens fagområde.

1896 blev Th. Westermann professor, og 1923 tog han sin afsked. Efter samstemmende vidnesbyrd var han en fremragende lærer i sit fag. Mere end tusind landbrugskandidater blev af Th. Westermann præsenteret for de nyeste landvindinger inden for jorddyrkning og plantekultur. Han var uhyre belæst og fulgte meget nøje med i den faglige udvikling, ikke mindst i udlandet. 1908 var han således i Jena for at studere jordbundsbakteriologi. På landbohøjskolen genoptog han B.S. Jørgensens forsøgsarbejde. Egentlige lærebøger fik han aldrig tid til at skrive. Eleverne måtte her nøjes med diverse referater, fx Forelæsninger over Landbrugets Jorddyrkning og Plantekultur, 1919. En udmærket støtte havde elever og andre landbrugsinteresserede dog i pionerværket Landmandsbogen I–III som Th. Westermann udgav 1891-97 sammen med H. Goldschmidt. Her skrev Th. Westermann en række centrale artikler om jorddyrkning, plantekultur, gødningslære og regnskabsanalyse. Hans senere forfatterskab fylder ikke meget. Bortset fra et par artikler i Tidsskrift for Planteavl 1902 og 1922 om hhv. jordbundstyper og fordampningsforhold er han mest kendt for bogen Dræning, som eleven Aage Feilberg udgav posthumt 1936. Elskværdigheden til trods kunne han virke noget reserveret på eleverne. Først som sidst var det det landbrugsfaglige arbejde som optog ham. Som medlem af landbrugsministeriets landbohøjskole-kommission af 1912 var han 1920 med til at få det alm. landbrugskursus udvidet fra 1²/₃ år til 2²/₃ år ligesom specialkursusordningen blev tilsvarende forlænget. På konsulentmødet 1925 ivrede han for at få landbrugsstudiet gjort mere videnskabeligt, bl.a. ved at indføre den jordbrugsvidenskabelige doktorgrad. Anordningen herom manglede kgl. underskrift ved Th. Westermanns død.

Th. Westermanns største betydning som lærer ligger afgjort på det formidlingsmæssige område. Denne indsats modsvares af en lige så banebrydende virksomhed som landbrugsfaglig organisator. Så tidligt som 1890 havde han som bestyrelsesmedlem i Kbh.s amts landboforening holdt et inspirerende foredrag om de muligheder der lå i at etablere lokale gødningsforsøg. Fem år senere havde ideen slået an overalt i landet, og på det sjællandske delegeretmøde i landboforeningen 1887 og på det tilsvarende jyske møde året efter trak han klart og overbevisende linjerne op for det fremtidige planteavlsarbejde. Analogt med udviklingen i det nok så avancerede husdyrbrug skulle landmændene støttes i deres dyrkningsindsats gennem lokale forsøg, uddeling af sædefrø, lån til regulering af vandløb og til mosekultivering og ansættelse af planteavlskonsulenter. Th. Westermann har dermed en stor del af æren for, at dansk landbrug i årene efter århundredskiftet gennemgik en plantekulturel modernisering af samme betydning som omlægningen til husdyrbrug 20 år tidligere. Th. Westermann påtog sig også det ledermæssige ansvar herfor gennem formandsposten i frøkontrolkommissionen 1891-1917, De sjællandske landboforeningers planteavlsudvalg 1898-1915 og Statens planteavlsudvalg 1911-19 (medlem fra dets oprettelse 1898). Desuden var han medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd 1901-20, de sidste ti år tillige præsident i selskabet. Han gjorde god fyldest i disse stillinger, især dog i en indledende periode hvor arbejdet tog ham fangen. Som præsident i landhusholdningsselskabet fik han således oprettet Landøkonomisk rejsebureau og etableret forsøg med danske sorter og stammer i udlandet som grundlag for eksport af dansk sædefrø (begge 1912). Hans store interesse for kulturteknik gjorde at han fra 1880'ernes slutning kom i nær kontakt med Enrico Dalgas, og efter dennes død var han 1895-1904 medlem af hedeselskabets moseudvalg. Det gav ham særlige forudsætninger for at formidle et samarbejde mellem hedeselskabet og Statens planteavlsudvalg gennem Fællesudvalget for mosedyrkning af 1902.

Th. Westermann befandt sig dog aldrig godt i et konfliktfyldt miljø som det daværende hedeselskab hvor mosesagens Th. Claudi Westh og plantningssagens Chr. Dalgas trak hver sin vej. En stedse mere udtalt modvilje mod at markere sig i en politisk sammenhæng gjorde at landhusholdningsselskabet under hans ledelse blev uddistanceret i dets traditionelle rolle som landbrugets øverste koordinationsorgan. Som deltager i landbrugsorganisationernes forhandlinger med regeringen Zahle 1914-18 og som formand for Det tekniske landbrugsudvalg 1915-17 måtte Th. Westermann erkende at han som organisationspolitiker intet kunne stille op mod folk som Ths. Madsen-Mygdal fra landboforeningerne og Anders Nielsen fra andelsbevægelsen. Også i Statens planteavlsudvalg måtte han se sig trængt til side af yngre folk, ikke mindst i de kringlede forhandlinger 1918-19 om oprettelse af Statens grundforbedringsvæsen som direkte konkurrent til hedeselskabet. Th. Westermann drog da også konsekvensen af denne situation ved at nedlægge de fleste af sine tillidsposter. Stadig stod han dog som en af det moderne landbrugs pionerskikkelser, agtet og æret i ind- og udland. 1895-1911 deltog han som Danmarks officielle repræsentant ved fem internationale landbrugskongresser, og i denne egenskab var han 1899-1913 medlem af Commission permanente internationale d'agriculture, derefter dens æresmedlem. Desuden var han medlem af Kungl. svenska lantbruksakademien 1902, æresmedlem af Foreningen af danske landbrugskandidater, en forening han havde været med til at stifte 1896 og været formand for 1899-1908, af Associacion de agricultores de Espana 1911, af Alm. dansk gartnerforening 1918, af landhusholdningsselskabet 1919, af De sjællandske landboforeninger 1924 og af Finska hushållningssallskapet 1928.