Anders Wulff Pedersen, 26.2.1894-6.8..1982, konsulent. Født i Drøsselbjerg ved Slagelse. W. gennemgik en praktisk landbrugsuddannelse og efter ophold på landbrugsskole tog han på landbohøjskolen hvorfra han blev agronom 1924. Han fik derefter ansættelse som assistent ved husdyrbrugskontoret i Odense under De samvirkende landboforeninger i Fyns stift, og var 1925-31 lærer på Malling landbrugsskole hvor han fik lejlighed til at udvikle sine naturlige anlæg for pædagogisk virke. 1931 blev W. ansat i den betydningsfulde stilling som konsulent i kvægavl for De samvirkende landboforeninger i Fyns stift og for den fynske fællesledelse af kvægavls og kontrolforeninger. Han virkede i denne stilling gennem mere end 40 år og blev en landskendt skikkelse som i kraft af sine faglige og menneskelige kvalifikationer kom til at præge den fynske kvægavl i ganske særlig grad. Da Fyn gennem generationer har været førende inden for avlen af rød dansk malkerace (RDM) kom W. med sin centrale placering desuden til at øve en betydelig indflydelse på udviklingen af RDM over hele landet. Ved dannelsen af Landsforeningen for RDM var han også med i forreste række og blev foreningens første sekretær. Med sin lune og djærve form var han en højt anset rådgiver, og kvægavlskontoret i Odense blev et værdsat lærested for vordende kvægavlskonsulenter under hans kyndige og forstående ledelse. W. udfoldede en omfattende skribentvirksomhed som ud over beretninger om kvægavl og afkomsundersøgelser omfattede medarbejderskab ved Husdyrbruget, Dansk landbrugsleksikon, Landbrugets ordbog, Den ny Landmandsbog, Koen samt Rationelt landbrug. 1974 udgav han en bog om Kvægavlen på Fyn hvori han samtidig fortæller om de mennesker han virkede sammen med.

Familie

Forældre: husmand Niels Christian P. og Ane Sophie Andreasen. Gift 29.3.1929 med Maren Dorthea Rasmussen.

Bibliografi

Ugeskr. for landmænd XCIX, 1954 113.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig