H.K. Rosager, Hans Kristensen Rosager, 28.5.1882-17.6.1965, landbrugsskoleforstander, gårdejer. Født på Rødbjerggård i Vejstrup, Fyn, død i Brabrand, begravet sst. R. uddannedes ved landbruget, var elev på Vejstrup højskole, Skårup landbrugsskole og landbohøjskolen, hvorfra han blev landbrugskandidat 1904. Efter en kort tid som assistent ved Tystofte forsøgsstation og tillige ved Sorø amts landboforening blev han 1905 lærer ved Klank højskole hos forstander Jens Nielsen med hvem han 1910 flyttede til Borris landbrugsskole som medforstander. 1917 overtog han selv skolen og var dens forstander til han 1937 afhændede den. Han ledede skolen i fortsættelse af Jens Nielsens grundlæggende virksomhed og arbejdede den støt fremad, samtidig med at han udførte en væsentlig del af undervisningsarbejdet særlig i husdyrbrugfagene. I de første år i Borris ofrede R. en betydelig del af sine kræfter på konsulentvirksomhed; han var 1908–12 assistent og 1912–18 konsulent for De samvirkende jydske husmandsforeninger og 1920–25 medlem af samvirksomhedens planteavlsudvalg. 1925–29 var han formand for Bølling Nørre hrd.s landboforening. 1947–50 var R. medlem af bestyrelsen for De samvirkende danske landboforeninger, og også på anden måde tog han del i landbrugets, særlig husmandsbrugets foreningsvirksomhed, såvel som i det almindelige folkelige oplysningsarbejde, dels i Vestjylland, og senere på Århusegnen hvor han 1937–42 ejede Årslevgård ved Brabrand. Om landbrugsfaglige emner har han skrevet navnlig i husmandsbladene, i beretninger fra husmandsforeningerne og i Borris elevforenings årsskrift.

Familie

Forældre: gårdejer Hans Christensen R. (1839–1920; navneforandring fra Christensen 23.5.1879) og Karen Hansen (1849–1915). Gift 1.4.1910 i Galten ved Århus med Kristine Nielsen, født 19.4.1888 i Ebeltoft, død 16.3.1974 i Århus, d. af højskolelærer, senere landbrugsskoleforstander Jens N. (1860–1961) og Frida C. M. C. Erichsen (1860–1937).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Husmandshjemmet XXIX, 1932 264–66. Jydsk landbrug XIX, 1937 275f. Aug. F. Schmidt: Brabrand og Aarslev sognes hist. II, 1938 90f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig