J.K. Jensen, Jens Kristian Jensen, 22.7.1876-20.12.1947, landbrugsskoleforstander. Født i Råbymagle på Møn, død i Darup, Vor Frue sg., Roskilde amt, begravet Haslev kgd. Efter oplæring ved landbruget var J. 1894–95 på Rødkilde højskole, 1898–99 på Tune landboskole og tog 1901 landbrugseksamen fra landbohøjskolen og n.å. udvidet eksamen i plantedyrkning. 1902–04 var han lærer ved Indre missions højskole i Haslev og 1904–43 forstander for Haslev landbrugsskole der oprettedes ligeledes i tilknytning til Indre mission. Skolens historie har han skildret i Haslev Landbrugsskole 1904–29, 1929. 1908–42 var J. medlem af Haslev landbrugsforening og en længere tid formand for dennes planteavlsudvalg. 1917–42 havde han sæde i landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd, og 1921–43 var han formand for det lokale andelsmejeri. J. var en dygtig og grundig skolemand der forfattede lærebøgerne Plantesygdomslære, 1905 og Gødningslære, 1935. 1909–12 var han medredaktør af Vort Landbrug hvor han særlig behandlede planteavlsspørgsmål, som også var de emner hvor han særlig gjorde sig gældende i den landbrugsfaglige debat i almindelighed. J. skabte i Haslev en landbrugsundervisning i nær tilknytning til den særlige indremissionske åndsform. Han svækkedes de senere år en del af sygdom. – En bror, Jens Frederik Jensen, født 23.9.1870, død 12.12.1960, lærte 1888–90 gartneri og drev selv gartneri og frøavl 1891–96. Efter 1897–1909 at have været forpagter på Kobbelgården på Møn samtidig med at han medvirkede til oprettelsen af Danske landboforeningers frøforsyning, var han denne virksomheds faste konsulent, 1912–15 direktør. 1919–24 var han medlem af bestyrelsen og 1917–20 formand for De samvirkende danske frøavlsforeninger. Fra 1915 var han igen aktiv landmand, 1924–28 ejede han Kammergave, fra 1928 var han forpagter af Fedgården ved Fakse.

Familie

Forældre: gårdejer Anders J. (1835–93) og Maren Katrine J. (1844–1913). Gift 6.8.1907 i Haslev med Ane Marie Olesen, født 8.7.1882 i Gudum ved Lemvig, død 4.10.1973 i Tåstrup, d. af gårdejer Niels O. (1835–1908) og Kirsten Marie Madsen (1846–1913).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kr. Møller i Ugeskr. for landmænd, 1948 25. N. Dyrbye: Den danske landbrugsskole 100 år, 1969 89f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig