Johannes Larsen (landbrugsskoleforstander)

Johannes Larsen, Ejnar Johannes Larsen, 19.3.1899-12.11.1968, landbrugsskoleforstander. Født i Tornemark, Fyrendal sg, død på Roskilde amtssygehus, begravet på Greve kgd. Efter endt skolegang og påfølgende landbrugsvirksomhed kom L. 1917–18 på Frederiksborg højskole og det følgende år på Tune landboskole. Herfra fortsatte han til landbohøjskolen hvorfra han i 1921 blev landbrugskandidat. Efter at have taget præliminæreksamen 1924 fik han det følgende år landbohøjskolens udvidede eksamen i husdyrbrug, og så var han klar til at formidle de erhvervede kundskaber videre til det arbejdende landbrug. I de henved 20 år kvægavls- og husdyrbrugsspecialisten helligede sig pædagogisk virksomhed befandt han sig skiftevis på Tune landboskole (lærer 1921–23, 25 og 38, forstander 1940–46 og medforstander til 1966) og ude i praktisk konsulentvirksomhed som konsulent for De forenede landboforeninger i Præstø amt 1928–31 og kvægavlskonsulent under De samvirkende landboforeninger i Sjællands stift 1934–40. Udover at udfærdige stambøger for tyre og køer skrev han de årlige beretninger for Forbundet af sjællandske m.fl. kvægavlsforeninger 1935–40 og et jubilæumsskrift 1884–1934 for De sjællandske tyreholdsforeninger. I begge situationer forstod tilhørerne straks, at de ikke alene stod over for en virkelig kapacitet på området, men også over for en usædvanlig personlighed. I ham kom de bedste egenskaber i den sjællandske bondekultur til udtryk: lune, menneskelighed og personligt engagement i de afgørende spørgsmål. På en tid hvor man på landbrugsskolerne endnu dyrkede foredragsformen bevægede han sig i sin undervisning frit og utvungent mellem kateder og tilhørerbænk.

L.s første tillidspost på organisationsniveau blev formandshvervet i Sjællands stifts kvægopdrætterforening 1946–54, senere også formand for Ramso-Tune herreds landboforening 1951–53. Samtidig var han også virksom som rigsdagspolitiker for venstre, først som folketingsmand 1945–50 i Holbæk amtskreds, derefter som landstingsmand 1951–53. Da han 1954 blev formand for de sjællandske landboforeninger måtte han imidlertid afgive det løfte at han afholdt sig fra partipolitisk virksomhed da et sådant engagement antoges at ville svække organisationens gennemslagskraft. Sammen med sin jyske kollega, først Hans Pinstrup (til 1959), derefter Anders Andersen, delte han på skift hvervet som formand for De samv. danske landboforeninger og var i denne egenskab medlem af Landbrugsrådet og dets præsidium frem til sin afgang 1963. At han ud fra hele sin baggrund særlig stod som talsmand for øboernes husdyrbrug var er given sag. Den traditionelt noget mere radikale: holdning i sjællandske landbokredse forklarer endvidere at netop L. kom til at fremstå som en varm fortaler for en styrkelse af landboforeningernes indflydelse i Landbrugsrådet hvor de repræsentationsmæssigt havde ligestilling med andelsselskaberne. Kunne man i denne sammenhæng få genskabt den organisatoriske forbindelse med husmandsforeningerne der var bristet ved disses udtræden af Landbrugsrådet 1939 efter kun syv års medlemskab ville de fagligt-politiske organisationer have sikret sig føringen fremfor de merkantilt-økonomiske. Det er i denne sammenhæng man må se oprettelsen af Landbrugets afsætningsråd 1958. Dette organ, hvori der indgik repræsentanter for Landbrugsrådet, landboforeningerne, husmandsforeningerne og hvert af de ni eksportudvalg, skulle som navnet antyder fremme og samordne afsætningen af landbrugets produkter. Men da noget sådant også var en central opgave for Landbrugsrådet var der lagt op til en bitter kompetencestrid mellem de to organisationer og mellem de grupperinger og ledere som stod bag dem. En styrkelse af landbrugsråds-fløjen med bl.a. Anders Andersen og slagteriernes formand fra 1959, Johs. Dons Christensen førte i sammenhæng med afsætningsråds-direktør Viggo Villadsens alvorlige sygdom – han døde i okt. 1960 – til at L. og kredsen omkring ham led nederlag. Det forhindrede dog ikke at L. fastere end nogen anden af landbrugets topledere advokerede for at gennemføre det produktionsstop 8.-10.5.1961 som blev erhvervets protest mod det omgivende samfunds – som det syntes – afvisende stillingtagen til kravet om landbrugsstøtte. Det hører også med til karakteristikken af L. som topleder at han og Anders Andersen trods visse begyndelsesvanskeligheder ret hurtigt tilpassede sig hinanden.

L.s forholdsvis tidlige afgang fra landboforeningernes formandspost kan bedst forklares ud fra hans ønske om at give plads for yngre kræfter. I 1961 var han også blevet formand for Statens husdyrbrugsudvalg, og dette hverv kunne nok give sin ihændehaver rigeligt med arbejde, rent bortset fra at det passede som hånd i handske til en leder af L.s landbrugsfaglige observans.