C. Eckardt, Johan Christian Frederik Eckardt, 3.7.1823-15.1.1899, landmand. Født i Helsingør (Olai), død på Ørumgård, Bjerre hrd., begravet i Ørum. Opvokset i et stort, velhavende købmandshus i den driftige handelsby kom E. tidligt i forbindelse med mange forskellige mennesker. Han kom i Borgerdydskolen i Kbh. hvor han bl.a. havde Søren Kierkegaard som lærer. 1841 blev han student og valgte jura til studium; han tog levende del i tidens rige studenterliv, optaget af politik, frihedsideer, skandinavisme m.m. og var med på studentertogene til Lund 1842, Uppsala 1843 og Kristiania 1851. Da han ikke følte sig fristet til at gå embedsvejen under enevælden opgav han studierne og lærte landvæsen på Ødemark ved Sorø og Hofmansgave på Fyn. Han meldte sig frivilligt til hæren 1848 og udnævntes til løjtnant 1849, men blev snart angrebet af en langvarig sygdom så han dec. 1849 fik sin afsked fra krigstjenesten. 1850 foretog han en større rekreations- og studierejse omkring i Europa og plejede samtidig sine kunstneriske interesser ved flittigt besøg i udlandets kunstsamlinger. 1851 købte han Ørumgård mellem Horsens og Vejle. Dens tilliggende var 150 ha ager og eng samt 70 ha skov. Jorderne var ved overtagelsen i mangelfuld kultur, men under E.s ledelse blev Ørumgård i flere henseender en mønstergård; han var den første i Jylland som indførte dræning 1852. I brug af redskaber og maskiner stod han på højde med sin tid: hans praktiske dampanlæg (omtalt i Ugeskrift for Landmænd, 1872) vakte opmærksomhed, han dannede en fortrinlig besætning af rødt malkekvæg der ofte tog 1. præmie, og fremstillede udmærkede, ofte præmierede mejeriprodukter; han gav beredvillig plads til forsøg for at klare spørgsmål der var fremme i tiden. Begavet med kunstsans skabte han sig en betydelig samling af skulptur, malerier, raderinger og kobberstik. Han tog megen del i det offentlige liv og fik en række tillidsposter. 1852-68 var han medlem af Ørum-Daugård sogneråd, de ti sidste år som formand. 1858 blev han landvæsenskommissær, 1865 medlem af Vejle amtsråd. 1856-58 og 1861-64 var han medlem af folketinget for Bjerrekredsen som konservativ, stillede sig på ny 1881 og 1887. 1855 blev han beskikket til formand for kommissionen til jagtrettens afløsning, 1857 for hoveriets afskaffelse, 1865 for jernbanetaksationsvæsenet; han var forligsmægler i tyendesager, medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd 1872-99, repræsentant i Horsens bank. 1852 indtrådte han i bestyrelsen for Vejle amts landboforening og blev 1864 formand; her udfoldede han en betydelig virksomhed, og det skyldtes ham at den første udstilling af landbrugsmaskiner her i landet blev afholdt 1859. 1872 var han med til at stifte foreningen af jyske landboforeninger; han var medlem af bestyrelsen 1872-75 og 1878-79, næstformand 1872-74, medlem af stambogsudvalget 1875-77, blev æresmedlem 1898. E. var virksom for oprettelsen af alderdomsforsørgelseskassen for Vejle amt, for husflidssagen, oprettelse af landbrugsskole, studierejser for landsbyhåndværkere og for en række andre samfundsnyttige, humane og nationale formål. Han holdt ofte foredrag i foreninger og skrev adskillige artikler i Tidsskrift for Landøkonomi og Ugeskrift for Landmænd. -Etatsråd 1882.

Familie

Forældre: købmand Christian Frederik E. (1771-1837) og Marie Vilhelmine Johnsen (1790-1860). Gift 7.7.1852 i Hornum med Jensine Caroline Hansen, født 4.5.1828 i Stovby, død 1.4.1908 på Ørumgård, d. af proprietær Jørgen H. til Neder-Roden, senere Borchsminde (1801-82) og Christiane Bay (1801-82).

Udnævnelser

R. 1866. DM. 1892.

Ikonografi

Træsnit 1881. Foto.

Bibliografi

C. E.: Mit fangenskab i 1864, 1889. – H. Rosendal i Landbrugsskolet)!., 1881 225-27 229-31. Landmandsblade, 1899 51f. Ugeskr. for landmænd, s.å. 28f. – Breve til H. Gyllenhaal i Uppsala univ. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig