H.P. Ingerslev, Hans Peter Ingerslev, 3.5.1831-20.4.1896, landmand, politiker. Født i Århus, død i Kbh., begravet i Århus (Ndr. kgd.). I. blev student 1849 (Århus) og begyndte at studere jura men opgav studierne for at uddanne sig ved landbruget. 1862 forpagtede han Marselisborg og 1864 blev han ved faderens død ejer af godset. I. vandt snart navn som en af foregangsmændene i dansk landbrug og Marselisborg blev en anerkendt mejerigård. Som en af de første fulgte I. Th. R. Segelckes anvisninger til rationel udnyttelse af mælken og indførte tidligt omhyggelig vejning og kontrol i mejeriet. På Marselisborg oparbejdede I. ligeledes en god stamme af jysk kvæg. Han blev tidligt inddraget i det landøkonomiske foreningsliv, var medstifter af Århus amts landboforening 1862, dennes sekretær 1863–66 og formand 1866–67. 1865–74 og 1877–83 var I. formand for Viby sogneråd og 1865–85 medlem af Århus amtsråd. 1867–85 var han direktør for Brandforsikringen Jylland, 1868–81 formand for Jysk-engelsk Dampskibsselskab og fra 1870 beklædte han formandsposten i repræsentantskabet i Landbygningernes almindelige Brandforsikring. I. tog tidligt til orde for indførelsen af sukkerroedyrkning og var 1872–85 bestyrelsesmedlem i De danske Sukkerfabrikker. I landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd fik han sæde 1872 og 1874–75 var han formand for Foreningen af jydske landboforeninger der i hans formandsperiode afholdt sit første dyrskue. I. opnåede således allerede sidst i 1860erne en fremtrædende plads i det jyske landøkonomiske organisationsliv og i Århusegnens erhvervsliv. Politisk debuterede han 1865 da han i Odderkredsen stillede sig mod Geert Winther der dog sejrede med lethed. 1873 opstilledes I. i Århuskredsen hvor hans far tidligere var blevet valgt, imod Lars Bjørnbak og vandt over denne med en kneben majoritet. Valgkampen havde været heftig og I.s saglige argumentation og noget tørre foredrag kontrasterede stærkt mod Bjørnbaks drøjere og mere voldsomme agitation. I. gjorde sig ikke stærkt gældende på rigsdagen og faldt ud ved valget 1876. 1879 valgtes han påny i samme kreds som han hævdede til han ved valget 1884 faldt for V. Pingel. I. måtte gennem hårde valgkampe, men dette til trods blev det stadig fra modstanderside fastholdt at man respekterede personen I.

I sin anden rigsdagsperiode havde I. indtaget en mere fremtrædende placering i det politiske arbejde, og ikke mindst havde han – sammen med Lars Dinesen og C. St. A. Bille – bidraget stærkt til at opbygge og styrke højres organisationsapparat. Efter sit fald i Århuskredsen fik han i efteråret 1884 tilbudt og modtog et af partiets mandater i 9. landstingskreds. I. fik straks efter sin indtræden i landstinget sæde i dettes finansudvalg og han var medlem af det fællesudvalg hvis bristede forhandlinger førte til udstedelse af det første egentlige provisorium i april 1885. Ved Hilmar Finsens tilbagetræden udnævntes I. august 1885 til indenrigsminister, en post han beklædte til januar 1894 da han af helbredshensyn ønskede ministeriet delt således at han selv beholdt det område der nærmest svarer til det senere trafikministerium. Med denne portefølje gik han august s.å. over i Reedtz-Thotts ministerium, men var da allerede stærkt svækket af den sygdom der lagde ham i graven halvandet år senere. – I. medbragte gode forudsætninger til indenrigsministerposten. Hans kommunalpolitiske baggrund tillige med et bredt kendskab til landets hovederhverv, både som praktiker og som organisationsmand, gav ham en saglig styrke der anerkendtes både af tilhængere og modstandere. Han nød ry som administrator, og selv om han fuldt ud sluttede sig til J. B. S. Estrups linje hørte han ikke selv til de yderliggående i højre. Ved hans død noterede Sofus Høgsbro: "Han havde vel deltaget i provisorierne men ikke selv gjort brug af dem". I. kom på denne baggrund til at stå ret centralt i de forhandlinger der i begyndelsen af 1890erne førtes omkring en reformpolitik og som ledte frem til forliget 1894. I.s rolle var her ikke af storpolitisk karakter, det var andre der lagde rammerne omkring arbejdet, men i de konkrete forhandlinger omkring de forskellige reformer var han en af de afgørende personer.

Som indenrigsminister gennemførte I. en række til dels ret vidtrækkende love. 1886 fik han udvidelsen af Esbjerg havn vedtaget, året efter husdyrloven hvor hans egen indsigt spillede en betydelig rolle for udformningen. Hans resolutte indgriben mod svinepesten 1887 anerkendtes fra alle sider, og I. kom til at indtage en afgørende placering i "smørkrigen" der rasede 1887–88. Han var ikke uden en hældning til det hørupske krav om "rent land", dvs. forbud mod fabrikation af margarine i Danmark, men bestemte sig dog for at arbejde for en overenskomst på det grundlag at margarinen skulle have en særlig farve. Af andre decideret landbrugsrettede love kan nævnes indførelsen af statskonsulenter, lov om oldenborreskader 1889, om smitsomme sygdomme hos husdyr 1893 og om tuberkulose s.å. I sine seneste år oplevede I. et vist pres fra agrarbevægelsen, men det er karakteristisk for den anseelse han nød i erhvervet, at kravet om et egentligt landbrugsministerium først rejstes efter hans død.

I.s navn er for eftertiden særlig knyttet til gennemførelsen af loven om Københavns frihavn i 1891, hvilket skete på trods af C. F. Tietgens modstand og reelt markerede dennes svækkede position. Og desuden til de reformer i sociallovgivningen der iværksattes med lovene om fattigvæsenet 1891, alderdomsunderstøttelsesloven s.å. og loven om sygekasser 1892. I. havde her modstand at overvinde i sit eget parti, men ikke mindst hos Estrup selv. Det krævede en betydelig indsats fra I.s side at få Estrup til at tiitræde den overenskomst der var sluttet mellem højre og det moderate venstre 7.3.1891. Der blev hermed lagt grundlag for den forhandlingslinje der førte til forliget 1894. I. tilskyndede hertil indenfor regeringen, og man har tillagt ham æren for at Estrup på et afgørende punkt bidrog til at fremme forligsforhandlingerne ved at afgive sin bekendte erklæring om muligheden for ministeriets tilbagetræden. I.s betydning i disse år var imidlertid nok mest afgørende på det saglige område, ligesom den respekt der både i højre og i det forhandlingsvenlige venstre stod om hans person og administration styrkede de kræfter, der arbejdede for en forhandlingsløsning. De seneste år var I.s indflydelse svækket af tiltagende svaghed.

Familie

Forældre: godsejer, prokurator Casper Peter Rothe I. (1800–64) og Marie Meulengracht (1800–57). Ugift.

Udnævnelser

R. 1876. K.2 1886. K.1 1888. DM. 1888. S.K. 1890.

Ikonografi

Træsnit 1885 og træsnit efter dette. Træsnit 1888. Afbildet på tegn. af statsråd af K. Gamborg, 1888. Relief af U. A. F. Hammeleff (på gravmæle af V. Dahlerup 1897). Mal. af A. Fritz, 1897. Tegn. af samme s.å., forarbejde til mal. 1898(Fr.borg). Foto.

Bibliografi

H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882 200–04. III. tid. 23.8.1885. Fr. v. Jessen sst. 26.4.1896. Ugeskr. for landmænd 7.r.III, 1891 217–21. Sst. X, 1895–96 221. S. P. Petersen: Blade af landbrugets hist. i Århus amt, 1892 83f. J. B. Krarup: Beskr. af landbrugets udvikl. i Danm. I, 1896 180–82. Hans Jensen: Lars Bjørnbak og den Bjørnbakske bevægelse, 1919. Jul. Schovelin: Tidens hjul og Tietgen, 1929 621 634f. K. S. Rasmussen i Mænd og meninger i da. socialpolitik, red. Povl Engelstoft og Hans Jensen, 1933 131 f 140f. N. Neergaard: Erindringer, 1935 202f 249f 304 310. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. I, 1936 369f 425 441f. Fra laugssygekasser til folkeforsikr., 1942 73–98. Århus amts landøkon. selsk. gennem 100 år, 1942 30 40f. Frede Bojsen: Politiske erindr., udg. Kr. Hvidt, 1963 185 191 200–422 525.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig