J. Friis, Johannes Friis, 10.9.1832-15.2.1903, landmand. Født på Lyngbygård ved Århus, død i Havrebjerg ved Slagelse, begravet i Lyngby ved Århus. Efter at have gået i skole i Århus søgte F. nogle år uddannelse i naturfagene på Polyteknisk læreanstalt, lærte derefter landvæsen bl.a. på Hofmansgave (1855), rejste til Skotland hvor han var tre måneder i Lothian ved Edinburgh og lige så længe i Ayrshire, og afsluttede sin uddannelse med en rejse i Europa hvor han besøgte adskillige landøkonomiske læreanstalter. 1858 ledede han dræningsarbejderne på Lyngbygård og satte sig samtidig ind i praktisk mejeridrift. 1859 overtog han avlsgården Lillerup ved Horsens og begyndte her straks at lægge grunden til det som blev hans specialitet og hovedindsats i manddomsalderen: regnskabsføring i landbruget. Hans ungdomsven og arbejdsfælle Th. R. Segelcke plejede at nævne 10.6.1859 som landøkonomisk mærkedag, idet F. den dag indførte vægten i mejeriet og dobbelt bogholderi over gårdens drift. Sammen med Segelcke udarbejdede han mejeriregnskabsbøger og mejeritavler som i sin tid førtes i de fleste rationelt drevne mejerier. Han var Segelcke en væsentlig støtte i arbejdet for mejeribrugets fremme; han var en praktisk og teoretisk vel uddannet mand som med intelligens kunne gøre sig til talsmand for de nye tanker i landbrugets brydningstid. Ved landmandsmødet i Odense 1863 da Segelcke holdt foredrag om uddannelsen og optegnelser i mejeridriften stod F. ved hans side og deltog i diskussionen som talsmand for de nye tanker. I løbet af tre år gennemførte han et fuldstændigt dræningsanlæg for Lillerups marker; han indførte runkelroedyrkning hvorved han delvis afskaffede brakken. 1874 solgte han Lillerup og overtog Lyngbygård efter faderen. Han varetog en mængde offentlige hverv i amt, kommune, landboforeninger og andre samfundsforetagender, var medlem af Århus amtsråd, formand for Lyngby-Borum sogneråd og for Århus amts landøkonomiske selskab og medstifter af Horsens landbrugsforening. Et meget stort og anerkendt arbejde udførte han i skadeserstatnings-kommissionen efter krigen 1864. Han var medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelse fra 1872 til sin død, medlem af bestyrelsen for Foreningen af jydske landboforeninger fra stiftelsen 1872 til 1873 samt 1880-81, 1882-84 og 1885-90, næstformand 1886-87, medlem af foredragsudvalget 1882-89, af landbohøjskolens tilsynsråd 1887-1903 og censor ved højskolen, dommer ved landmandsforsamlinger herhjemme og ved internationale udstillinger i udlandet. Han var en nobel, kultiveret personlighed, en stilfærdig og tilbageholdende mand, som intelligent og samvittighedsfuldt røgtede sine mangeartede tillidsposter. Foruden de mejeribøger som han udarbejdede sammen med Segelcke har han skrevet adskillige artikler i landbrugsbladene. – Jægermester 1869. Hofjægermester 1887.

Familie

Forældre: godsejer, ritmester, senere hofjægermester Johannes F. (1795-1877) og Sophie Dorothea Meulengracht (1799-1881). Gift 22.11.1861 i Søvind med Johanne Søltoft, født 20.1.1843 på Tyrrestrup, død 27.11.1893 på Lyngbygård, d. af godsejer Ole Johannes S. (1807-78) og Henriette Christiane Emilie Fischer (1808-83). – Bror til Fr. F.

Udnævnelser

R. 1883. DM. 1895.

Ikonografi

Træsnitaf H. P. Hansen.

Bibliografi

S. P. Petersen: Blade af landbrugets hist. i Århus amt, 1892. Ugeskr. for landmænd, 1892 133f. Sst. 1903 89f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig