Wilhelm Thalbitzer, Carl Wilhelm Thalbitzer, 17.3.1801-11.9.1867, landmand, politiker. Født i Helsingør, død på Frbg., begravet sst. T. blev 1824 exam.jur. og købte 1826 herregården Cathrinebjerg i Sengeløse sg., 1844 også Frederiksholm sst. Han var en dygtig landmand, 1842–44 var han formand for sogneforstander-skabet, blev 1842 medstifter af amtets landboforening og 1843 af den frisindede landkommunalforening (formand 1844–46); desuden var han medlem af amtsrådet 1842–62. Han valgtes 1847 til Roskilde stænderforsamling og derefter til den grundlovgivende rigsforsamling. T. sluttede sig til bondevennerne og stemte i den grundlovgivende rigsforsamling for etkammer og almindelig valgret. Han var 1848–51 medlem af bestyrelsen for Bondevennernes selskab. Han valgtes 1849 til landstinget og sad her uafbrudt lige til sin død (1864–66 også i rigsrådets landsting). Han indtog en meget anselig stilling, var medlem af næsten alle vigtige udvalg vedrørende landboforhold og viste gennemgående en udpræget frisindet holdning, således i fæstespørgsmålet og om jagtretten. Han udtalte sig åbent for tvungen fæsteafløsning, såfremt frivillig afløsning ikke førte til målet og arbejdede for udstrakt kommunal valgret; 1855 skilte han sig fra bondevennerne og gik senere sammen med det nationalliberale parti. 1866 stemte han for den reviderede grundlov. T. var 1851 medstifter af Østifternes Kreditforening og til sin død formand for dens repræsentantskab; han var siden 1862 formand for hoveriets afløsning i amtet og havde flere lignende hverv. Endelig var han 1866 med til at grundlægge folkehøjskolen (den senere landbrugsskole) i Tune.

Familie

Forældre: konsul Henry T. (1767–1818) og Sophie Dorothea Zinn (1774–1851). Gift 18.10.1826 i Asminderød med Elisabeth Brøndsted, født 2.10.1804 på Askø, død 12.3.1871 på Frbg., d. af sognepræst, sidst i Asminderød, Grønholt og Fredensborg, provst Gerhard Johan B. (1773– 1846) og Charlotte Hedvig Fridsch (1777–1863). – Far til G. P. T.

Udnævnelser

Justitsråd 1862. Etatsråd 1867.

Ikonografi

Tegn. og mal. af H. Olrik, 1879, efter foto.

Bibliografi

Sofus Elvius og H. R. Hiort-Lorenzen: Danske patriciske slægter, 1891 324f. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. II, 1934 72.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig