N.E. Hofman Bang

N.E. Hofman Bang, Niels Erik Hofman Bang, 18.7.1803-2.3.1886, landøkonom. Født på Hofmansgave, død sst., begravet i Norup. H. B. prægedes af hjemmet og omgangskredsen hvori han voksede op, dels i Kbh. og dels på Hofmansgave. Her udvikledes hans interesser, hans trang til at gavne andre gennem belæring og opdragelse og hans tro på kundskabers værdi for personlig dannelse. Allerede da han var blevet student 1822 fra Herlufsholm begyndte han selv at undervise i Borgerdydskolen i Kbh. og var samtidig privatsekretær hos sin morfar, statsminister Ove Malling. Han fik i de følgende år en alsidig uddannelse, hørte naturvidenskabelige forelæsninger, lærte mekanik hos urmager Urban Jürgensen, tegning hos G. Bindesbøll og omgikkes med udbytte mænd som botanikeren J. W. Hornemann og historikeren Laurits Engelstoft. Af afgørende betydning for ham blev et ophold 1827–30 på landbrugsinstituttet på Möglin i Brandenburg hos Albrecht Thaer og hans efterfølger, sønnen A. P. Thaer. På dennes foranledning blev han fra 1831 antaget af den svenske regering som schäferidirektør og varetog i en årrække en rådgivervirksomhed der skabte ham megen anseelse. Han rejste meget og bidrog også væsentligt til fåreavlens fremgang i Danmark hvor de finuldede spanske merinofår vandt udbredelse i disse år. 1840 overtog han forpagtninen af landbruget på Hofmansgave hvortil han flyttede 1842, mens hans stilling i Sverige blev overtaget af en bror. Efter faderens død overgik stamhuset 1855 til H. B.s besiddelse, og landbruget bortforpagtedes 1860 til en anden bror, men fra 1880 drev han det igen selv, i sine sidste år med bistand af sønnen, den senere stamhusbesidder Niels Erik Hofman-Bang (1844–1929). H. B. satte meget ind på at forbedre driften trods nogen vanskelighed ved at skaffe midler til de mange foretagender. Han var en udpræget foregangsmand, indførte svenskharven og nye såmaskiner, indførte alsikekløveren og bidrog til udbredelsen af italiensk rajgræs, virkede for fremskridt i regnskabsføring, mejeribrug og havebrug, især plantning af dværgfrugttræer. Haven på Hofmansgave tillige med værdifulde samlinger vidnede om hans botaniske kundskaber og interesser.

Med instituttet på Moglin som forbillede oprettede H. B. 1845 et landbrugsinstitut på Hofmansgave der blev en af de første danske landbrugsskoler. Hovedopgaven var etårige teoretiske kursus for elever fra den "dannede klasse" som uddannedes til at lede driften af større landbrug. Desuden optoges unge bondesønner som lærlinge der deltog i gårdens arbejde og tillige fik lidt teoretisk undervisning. H. B. tillagde det stor betydning at den teoretiske undervisning foregik i nær tilknytning til et stort landbrug. Den afpassedes efter de praktiske formål, men hvilede på et videnskabeligt grundlag. Hans egen undervisning var bærende for skolen, og han gik op i gerningen med liv og sjæl, men den stillede store krav til ham og gav kun et ringe økonomisk vederlag. Skolen ophævedes 1853 efter at have haft 59 elever og et lignende antal lærlinge, adskillige fra de andre nordiske lande og flere der siden blev fremragende landmænd. H. B. tog livlig del i landmandsforsamlingernes forhandlinger om oprettelsen af en landbohøjskole som han ønskede anbragt på landet, men i den kommission der nedsattes af landmandsforsamlingen 1852 for at forberede sagen kæmpede han forgæves for denne anskuelse. Over for højskolebevægelsen hævdede han fagdannelsens grundlæggende betydning. Når han i oplysningsarbejdet skelnede så skarpt mellem befolkningsklasser var det ud fra hensyn til faktiske uligheder i økonomisk evne, kundskaber og arbejde. Omkring 1870 engagerede han sig stærkt i det sociale spørgsmål på landet, og hans Betragtninger over Arbeidernes Kaar paa Landet. 1872–74 er dels en værdifuld kilde til forholdene på Fyn, dels et vægtigt indlæg i tidens debat om husmands- og landarbejderspørgsmålets løsning. Ved havebrug, spadekultur og anvendelse af køer til arbejde skulle de lære at gøre sig uafhængige af fremmed hjælp og arbejde sig op fra landarbejdere til selvstændige jordbrugere. H. B. var en af sin generations mest aktive organisationsmænd i dansk landbrug. Gennem Fyns stifts patriotiske selskab hvor han en årrække var dels viceformand, dels formand, havde han rig lejlighed til at virke for sine ideer. I landhusholdningsselskabets bestyrelse havde han sæde i over 30 år, og ved landmandsforsamlingerne spillede han en fremtrædende rolle både i forhandlingerne og ledelsen. H. B. var en flittig skribent og offentliggjorde sin sidste artikel som 82-årig. Han udgav Meddelelser for Landmænd I-III, 1851–63, hvor han selv skrev hovedparten. Blandt medarbejderne findes hans far og brødre. I Tidsskrift for Landøkonomi og Ugeskrift for Landmænd behandlede H. B. et stort antal forskellige fagspørgsmål, og han udgav flere småskrifter, deriblandt Om Dværgfrugttræers Behandling, 1872, og senere Husdyravlens Grundsætninger, 1876. H. B.s faglige dygtighed skabte ham stor anseelse, og han var afholdt for sin livlige og uegennyttige personlighed. Han blev æresmedlem af en række danske og udenlandske selskaber, modtog det svenske landbrugsakademis store sølvmedalje og den svenske fortjenstmedalje i guld 1843.