Dansk Biografisk Leksikon

John Erichsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

John Erichsen, Jón Eiríksson,  31.8.1728-29.3.1787, bibliotekar. Født på gården Skálafell, Kalfafell sg. i det sydøstlige Island, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Frue). E. kom 1743 i Skálholt lærde skole hvor biskop Ludvig Harboe under et inspektionsbesøg fattede så stor interesse for ham at han ved afrejsen 1745 tog ham med sig til Danmark og senere da han beskikkedes til biskop over det nordenfjeldske Norge til Trondheim fra hvis katedralskole E. dimitteredes til universitetet i Kbh. Vaklende mellem forskellige studier valgte han juraen efter tilskyndelse af B. W. Luxdorph hos hvem han var amanuensis, og hvis "udkårne" ven han siden blev; 1758 tog han embedseksamen og ansattes, varmt anbefalet af sine lærere Henrik Stampe og Peder Kofod Ancher n.å. som professor i retsvidenskab ved akademiet i Sorø hvor han vandt sig en ven i kollegaen Ove Høegh-Guldberg, med hvem han i meget samstemmede. Efter tolv års lærervirksomhed i hvilken han gennem sine klare, instruktive forelæsninger lagde utvivlsomme pædagogiske evner for dagen forflyttedes E. 1771 til Kbh. som kommitteret i finanskollegiets norske kammer; 1773 blev han deputeret i økonomi- og kommercekollegiet og i det vestindisk-guineiske rente- og generaltoldkammer. 1775-81 var han medlem af Den kongelige grønlandske handels, hvalfiskefangsts og robbeslagnings direktion. 1776 blev han deputeret i rentekammeret, med ledelsen især af de islandske, færøske og grønlandske sager. 1779 udnævntes han til ekstraordinær assessor i højesteret, 1781 til bibliotekar for Det kgl. bibliotek og var desuden medlem af talrige kommissioner, deriblandt den 1786 nedsatte store landbokommission. – Som embedsmand nød E. stor anseelse for sin arbejdskraft, sine grundige kundskaber, skarpsindighed og adminstrative evne. Eftertiden vil ikke mindst berømme ham for hans virksomhed som biblioteksmand der trods sin korte varighed blev rig på vigtige reformer, til dels planlagte af forgængeren J. H. Schlegel, men først ført ud i livet af E. For bibliotekets bogindkøb optrak han desuden retningslinier, som fortsat har gyldighed og hans håndskrevne systematiske katalog over manuskriptsamlingen er ved sin faste plan og de gode oplysninger om håndskrifternes tekster, alder og herkomst et fremragende arbejde der stadig benyttes; 1786 udgav han i trykken et kortfattet resumé deraf under titlen Udsigt over den gamle Manuscript-Samling i det store Kongelige Bibliothek.

E. var ikke blot embedsmand men har også udfoldet en ikke ringe litterær virksomhed. Interesse for sin fødeøs oldlitteratur viste han ved en række afhandlinger over nordiske antikviteter, alle på latin; ved udgivelsen af tekster som Kongespejlet, 1768 og Gunnlaugs Saga, 1775, ydede han betydningsfuld bistand og udgav selv 1787 et islandsk genealogisk æredigt fra 1100-tallet Jon Loptsøns Encomiast med tillæg, medens en udførlig biografi af Torfæus forefandtes ved hans død ikke helt afsluttet (den fuldendtes og udgaves 1788 af R. Nyerup). Nok så meget var det dog nutidens Island og dets i mange henseender under fortvivlede forhold levende befolkning der var genstand for hans overvejelser, og da han 1779 valgtes til formand i det s.å. stiftede islandske litteraturselskab satte han igennem at dets hovedopgave blev praktisk oplysning; til optagelse i dets skrifter skrev han om næringsveje og andre økonomiske emner, og i samklang hermed står hans medvirkning både før og efter ved udgivelsen, omarbejdelsen og forbedringen af værker som Eggert Olafssons og Bjarni Pálssons Reise igiennem Island, 1772, Olaus Olavius' Oeconomiske Reise igiennem Island, 1780, hvilket sidste skrift han forsynede med en værdifuld indledning, og flere andre. Stærkt indblandet i de grønlandske sager interesserede han sig også for islændingenes forhold til Grønland. 1770, og atter 1777, foreslog han at finde Østerbygden på Grønlands østkyst ved ekspeditioner fra Island. Han fandt i den forbindelse frem til flere ældre håndskrifter om besejlingen af Grønland og forholdene der, bl.a. Arngrimur Thorkilsson Vidalins forslag 1703 om genoptagelse af forbindelse med Grønland og opsøgelse af Østerbygden syd om Grønland. E. stod i modsætning hertil bag Poul Løvenørns ekspedition 1786-87, som dog mislykkedes hvilket var en personlig skuffelse blandt mange andre for E. At regeringen ikke altid fulgte de af ham til Islands ophjælpning fremsatte planer tog han sig meget nær; efterhånden dannede sig forestillinger hos ham om kabaler og intriger, også fra landsmænds side; overanstrengelse slog sig sammen med nedarvet disposition til tungsindighed, og under det overvældende arbejde med afleveringen af O. Thotts palæotypsamling til biblioteket tilspidsede situationen sig til en katastrofe. Fra rentekammeret – efter et heftigt sammenstød med sin chef Christian Ditlev Reventlow (1748-1827) som det senere (med rette eller urette) hedder – kørte han ud til Langebro, sprang i vandet og druknede. – 1769 blev E. medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab, 1777 af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog. – Justitsråd 1773. Etatsråd 1775. Virkelig etatsråd 1777. Konferensråd 1781.

Familie

Forældre: bonden Eirikur Jonsson (død tidligst 1745) og Steinunn Jonsdottir (død tidligst 1745). Gift 17.8.1761 med Kirstine Marie Lundgaard, døbt 31.10.1737 i Kbh. (Trin.), død 28.12.1794 sst. (Frue), d. af Jens Andersen L. og Anne Margrethe Kock.

Ikonografi

Maske af itubrudt buste af Thorvaldsen, 1794 (mus. i Reykjavik), afstøbninger (Kgl.bibl., Thorvaldsens mus.). Stik af Seehusen samt af E. Eckersberg, 1828. Stik af Schule med E.s død som emne. Relief på gravmæle af Olav Olavsen, forlæg for Seehusens stik.

Bibliografi

Sv. Palsson og B. Thorsteinsson: Æfisaga Jons Eyrikssonar, 1828. E. C. Werlauff: Hist. efterretn. om det store kgl.bibl., 2.udg. 1844 205-44. Edv. Collin: H. C. Andersen og det Collinske hus, 1882 543f. Chr. Bruun: Til erindr. om J. E., 1887. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé II 1896 62 232. Luxdorphs dagbøger, ved E. Nystrøm I–II, 1915-30. M. Pordarson i Eimreidin XXVI, Reykjavik, 1920 177-85. Ellen Jørgensen i Festskrift til Kr. Erslev, 1927 219f. Jon Helgason: Konferentsråd J. E. 1929. William Norvin i Sorø II, 1931 209f. – Manus. i Kgl.bibl.

Læs også om John Erichsen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om John Erichsen
John Erichsen
Jón Eiríksson , 1728-1787, dansk embedsmand, født ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
embedseksamen
normal afslutning på en universitetsuddannelse i Dan ...Artikel i Den Store Danske
amanuensis
oprindelig antikkens betegnelse for en slave, de ...Artikel i Den Store Danske
Henrik Stampe
28.1.1713-10.7.1789, dansk embedsmand, en af 170 ...Artikel i Den Store Danske
Kongespejlet
oldn. Konungs skuggsjá , latin Speculum regale , n ...Artikel i Den Store Danske
katedralskole
tidligere også kaldt  domskole eller kapitelsk ...Artikel i Den Store Danske
bibliotekar
fagligt uddannet biblioteksmedarbejder, i Danmar ...Artikel i Den Store Danske
Trondheim
Trondhjem , Norges tredjestørste by beliggen ...Artikel i Den Store Danske
Peder Kofod Ancher
14. eller 20.6.1710-3.7.1788, dansk teolog og ju ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
CSPet
17/07/2011
  • Læst 617 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki