Mogens Iversen, Mogens Idahl Randel Iversen, 22.8.1911-17.11.1999, fagleder, lektor. Født på Frbg. (Skt. Thomas). Efter studentereksamen 1930 var I. 1931–35 elev og volontør ved Kbh.s kommunes biblioteker og senere ved Haderslev centralbibliotek. Han blev cand.mag. i dansk og tysk 1937 og bestod 1939 afgangseksamen fra Statens biblioteksskole. 1939–45 var han bibliotekar ved Kolding centralbibliotek, 1945 ansattes han som konsulent i Statens bibliotekstilsyn, og s.å. begyndte han at undervise ved Statens biblioteksskole som indtil 1956 blev drevet af bibliotekstilsynet. 1959 ansattes han som lektor ved skolen som på dette tidspunkt var blevet en selvstændig undervisningsanstalt med navnet Danmarks biblioteksskole. I. tog ivrigt del i opbygningen af den nye skole, og 1969 udnævntes han til fagleder med ansvaret for undervisningen i faglitteratur inden for de humanistiske fag; 1968–70 fungerede han som undervisningsleder for folkebibliotekssektionen. 1972 blev han fagleder i fagområdet bibliotekshistorie hvor han især udbyggede undervisningen i folkebibliotekernes historie og aktuelle situation. 1978 tog han sin afsked. 1949–59 var I. medredaktør af tidsskriftet Bogens verden, 1959–65 eneredaktør, og 1945–73 en flittig anmelder af nyudkommen litteratur i tidsskriftet. Han anmeldte helst personalhistorisk litteratur, et område der har hans særlige interesse. I. har i årenes løb været levende optaget af de særlige bibliotekariske vurderinger, først i Bogens verden, siden i form af lektørudtalelser udsendt af Indbindingscentralen, og det var derfor naturligt at han 1977 blev formand for et udvalg nedsat af denne vedrørende lektørudtalelserne. I.s øvrige litterære virksomhed består fortrinsvis i artikler til fagpressen om biblioteksforhold og -problemer samt i udarbejdelse af kompendier beregnet for undervisningen på Danmarks biblioteksskole. I. har foretrukket at nedlægge resultaterne af sine studier i undervisning fremfor i digre værker. Han har imidlertid haft stor indflydelse på generationer af biblioteksstuderende gennem sin aktive og engagerede undervisningsform.

Familie

Forældre: adjunkt, senere lektor Hans Marius I. (1879–1948) og Valborg Randel (1877–1963). Gift 30.10.1940 i Nordrup med bibliotekar Esther Larsen, født 17.6.1910 i Åkirkeby, d. af overlærer Hans Kristian L. (1881–1961) og Inger Margrethe Hansen (1879–1957).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bag ved bøgernes bjerg. En hilsen til M. I., 1978 = Danm.s biblioteksskoles skr. XIII.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig