Dansk Biografisk Leksikon

R. Paulli

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

R. Paulli, Richard Jakob Paulli,  11.4.1890-31.12.1975, bibliotekar, litteraturhistoriker. Født i Kbh. (Frue), død på Sundby hospital, begravet Vestre kgd. P. blev student fra Metropolitanskolen 1907 og efter et par års litteraturstudier ansattes han 1909 som "ekstraordinær assistent" ved Det kgl. bibliotek. Efter en kortere tids tjeneste ved den udenlandske afdeling kom han 1911 til danske afdeling hvor han virkede til sin afgang 1955, fra 1938 som leder og fra 1946 med titlen overbibliotekar. – P. blev i de 44 år en central skikkelse i afdelingens daglige arbejde, og også efter at være blevet udnævnt til leder tog han levende del i alle aktiviteter fra pligtaflevering, indbinding, katalogisering osv. til publikumsbetjening. Ikke mindst på sidstnævnte område kom han til at yde en indsats ud over det sædvanlige. Han stillede uden på nogen måde at demonstrere en bedreviden sit omfattende og præcise kendskab til dansk litteratur, kunst, personalhistorie og mange andre sider af kulturlivet til rådighed for videnskabsmænd og alle andre, der søgte oplysninger i det kildemateriale danske afdeling rummer. Bred er den kreds der i årenes løb nød godt af hans lærdom og legendariske hjælpsomhed. -P. var beslægtet med xylograf F. Hendriksen og gennem samarbejde med ham erhvervede han sig i sin tidlige ungdom et indgående kendskab til alle grene af boghåndværket, dets teknik og æstetik. Hans kritiske sans og ekspertise på området blev da også altid respekteret af de mange boghåndværkere han i tidens løb kom i berøring med og fik til at yde deres bedste. Han var nært knyttet til Forening for boghaandværk og var 1922-25 dens sekretær og redaktør af Bogvennen, ligesom han for foreningen – i øvrigt også for biblioteket – i årenes løb arrangerede en række fortrinlige udstillinger, fx den store jubilæumsudstilling Dansk Boghaandværk 1482-1948. Han virkede som en fortræffelig rådgiver ved tilrettelægning af en række smukke bogarbejder, bl.a. publikationer udgivet af Det danske sprog- og litteraturselskab som han var medlem af siden 1914 og med hvis mangeårige administrator, Lis Jacobsen, han havde et nært samarbejde.

Allerede som 25-årig blev P. sammen med Jørgen Olrik og J. P. Jacobsen medudgiver af sprog- og litteraturselskabets statelige 14 binds udgave af Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede der afsluttedes 1936; alene udgav P. otte bind, hvoriblandt Uglspil og Doctor Faust, ligesom han udarbejdede en to-binds bibliografi til hele serien samt de afsluttende afhandlinger om folkebøgernes historie og illustrationer. 1920 udgav han for Forening for boghaandværk den i sin art ret enestående boghistorisk-bibliografiske monografi Lorentz Benedicht. Bogtrykker og Xylograf i København i sidste Halvdel af det 16. Aarhundrede, og for samme forening udgav han 1921 Tid Fordriff efter en nyfunden dansk oversættelse. I 1920erne påtog han sig at fuldføre det af Carl S. Petersen påbegyndte store værk Den danske Litteratur fra Folkevandringstiden indtil Holberg, 1929 idet han, præget af nysyn, forfattede den sidste tredjedel der behandler baroktidens litteratur. Da Det kgl. bibliotek 1953 udformede planen for årsskriftet Fund og Forskning i Det kgl. Biblioteks Samlinger påtog P. sig beredvilligt redaktionen, og han fortsatte efter sin afgang og indtil et par år før sin død på forbilledlig måde at varetage dette hverv. For de mange bidragydere til serien blev han en utrættelig vejleder og hjælper, og de første 20 bind af serien bærer både hvad form og indhold angår et usvigeligt præg af redaktørens kompromisløse holdning til nøjagtighed og grundighed. P. skrev selv flere betydningsfulde bidrag til årsskriftet, bl.a. Vore ældste komponerede bind, bog- og erhvervs-historiske undersøgelser, 1960-61, og Soldat og bogtrykker. Helsingørs første trykkeri, 1964. Han leverede i årenes løb talrige andre bidrag til tidsskrifter, festskrifter m.v., ligesom han var en skattet medarbejder ved Dansk biografisk Leksikon (2. udg.), Hagerups Konversationsleksikon, Weilbachs Kunstnerleksikon m.v. – P.s ranke personlighed aftvang beundring og respekt hos alle han fik at gøre med inden og uden for biblioteksverdenen; han viede sit liv til arbejdet i Det kgl. bibliotek og til den forskning i hvis tjeneste biblioteket står, og ydede dermed en indsats for dansk humanistisk videnskab som i forbindelse med hans egen litterære indsats fuldt ud motiverede, at han 1960 udnævntes til æresdoktor ved Kbh.s univ.

Familie

Forældre: overlæge, dr.med., senere professor Richard August Simon P. (1846-1911) og Barbara Abigaël Kolderup Rosenvinge (1856-1909). Gift 27.12.1944 i Kbh. med laboratorieassistent Agnete Lindhard, født 20.3.1906 i Karise, d. af professor, dr.med. J. L. (1870-1947) og Bodil Pontoppidan (1877-1969).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Fund og forskn. XXII, 1975-76 9-38. -Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1960 161f. – Palle Birkelund i Fund og forskn. XXII, 1975-76 7f. Samme i Bogens verden LVIII, 1976 91 f. Samme i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen LXIV, Upps. 1977 28-30.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
pligtaflevering
lovpligtig aflevering af tryksager o.a. til centrale ...Artikel i Den Store Danske
demonstrere
(af lat. demonstrare påvise, forklare, af de- + ...Artikel i Den Store Danske
Folkevandringstiden
Folkevandringstiden er en periode i Europas historie, ...Artikel i Den Store Danske
personalhistorie
se genealogi . ...Artikel i Den Store Danske
bibliografi
dels en fortegnelse over dokumenter, dels læren ...Artikel i Den Store Danske
bibliotekar
fagligt uddannet biblioteksmedarbejder, i Danmar ...Artikel i Den Store Danske
Jørgen Olrik
10.8.1875-4.5.1941, dansk historiker, søn af He ...Artikel i Den Store Danske
bogtrykker
hidtil almindelig betegnelse for indehaveren af et b ...Artikel i Den Store Danske
Sundby
( Sundbyvester , 1075 Sundby occidentali ; Sund ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
PBir
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki