Victor Elberling, Victor Eugen Elberling, 15.2.1880-7.4.1965, bibliotekar. Født i Kbh. (Johs.), død på Bispebjerg hospital, urne på Bispebjerg kgd. E. blev student 1898 fra Horsens og cand. phil. n.å., kom hurtigt ind i journalistik og var fra 1900 knyttet til de Ferslewske blade, fra 1904 til Lolland-Falsters Stiftstidende, fra 1905 til Berlingske Tidende, fra 1906 til Ritzaus Bureau og 1906-12 til Vort Land. 1907-15 var han medlem af Journalistforbundets bestyrelse, 1907-14 redaktør af Journalisten og 1912-13 forretningsfører for Rundskuedagen. 1912 blev han bibliotekar i rigsdagen efter sin farbror Emil E. og 1930 tillige arkivar sst. Han var medlem af bestyrelsen for Foreningen af rigsdagens tjenestemænd 1913-40, dens kasserer 1913-33. Udadtil har han gjort sig bekendt som redaktør af den fortjenstfulde håndbog Avis-Aarbogen som han begyndte 1924. Som en supplerende indledning til dens 21 årgange har han (1939) udgivet Danmark under Verdenskrigen og i Efterkrigstiden. Endvidere har han skrevet Rigsdagens Bogsamling 1848-1918, 1918. I fortsættelse af farbroderens arbejde har han tilvejebragt en samling af henved 2000 biografier af rigsdagens medlemmer fra 1848 til nu, Rigsdagens Medlemmer gennem 100 Aar, der udkom i tre bind 1949-50 i forbindelse med rigsdagens 100 års jubilæum 1949, ligesom han ydede bidrag til værket Den danske rigsdag 1849-1949 I-VI, 1949-53. Herudover har han ydet mange bidrag til samleværker og tidsskrifter der røber hans sans for perspektiverne i døgnets politik og for det personalhistoriske i politisk belysning. I rigsdagens bibliotek fik han i samarbejde med slotsarkitekt Thorvald Jørgensen indrettet læsesalen som han ønskede skulle tjene også centraladministrationens embedsmænd, pressen, de lærde og de studerende med specialopgaver.

Familie

Forældre: cand. polit., redaktør Frederik Vilhelm E. (1840-85) og Olga Caroline Sophie Fricke (1852-1925). Gift 1. gang 20.10.1905 i Kbh. (b.v.) med Ada Ludovica Schack, født 16.1.1876 i Kbh. (Johs.), død 12.7.1907 på Frbg., d. af grosserer Nicolai S. (1845-1906) og Elisabeth Bruun (1849-1940). Gift 2. gang 7.4.1909 i Nykøbing F. (b.v.) med Johanne Sophie Jordan, født 4.2.1888 i Nykøbing F., død 8.5.1965 i Kbh., d. af redaktør Svend Aage Timm J. (1856-1917) og Clara Christine Claussen (1856-1918).

Udnævnelser

R. 1923. DM. 1946.

Ikonografi

Mal. af V. Secher, 1915. Foto.

Bibliografi

Kristian Dahl i Journalisten XXVI, 15.2.1930 2. Magnus Sørensen i Bogens Verden XLVII, 1965 182-84. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig