Claudius Madsen, Johan Christian Claudius Madsen, 27.11.1825-12.7.1906, avisudgiver, redaktør. Født i Kbh. (Trin.), død i Middelfart, begravet sst. Som stor dreng gik M. til hånde i Vajsenhusets trykkeri i Kbh. hvor faderen var typograf, og forrettede budtjeneste her til han var 17 år. I denne egenskab stiftede han bekendtskab med førerne for tidens liberale opposition, bl.a. Orla Lehmann og Carl Ploug, og han bevarede livet igennem sin kritiske og oppositionelle holdning til autoriteterne. Efter udstået læretid som typograf ved Berlingske Tidende 1847 kom han til Lollandsposten som han en tid også redigerede. Ved treårskrigens begyndelse meldte han sig som frivillig og afgik fra aktiv tjeneste som løjtnant 1852, var derefter et par år på valsen, blev typograf ved Vejle Amts Avis, og 1857 etablerede han sig for lånt kapital som udgiver af Lille Belts Tidende eller Middelfart Avis ..., til 1863 Fyns eneste venstreblad der udkom tre gange ugentlig, begyndende med 40 abonnenter. 1863-64 gjorde han påny krigstjeneste, var med ved Dybbøl og Danevirke og hjemsendtes 1865 som kaptajn. M. førte sin avis, der fra 1870 blev et dagblad, frem til en anset position. Skønt han i national henseende var konservativ var han yderst fjendtlig over for Kbh.s befæstning hvorfor regeringen fik ham afskediget fra hæren i unåde, og avisen holdt en frisindet linje, i halvfemserne tog den således parti for de socialdemokratiske arbejdere. Det var ham ikke nogen sorg at avisen 1867 blev forbudt i Preussen på grund af nogle artikler om denne stats forhold til naboerne. "Kaptajnen" blev med årene en af sin bys kendte skikkelser, en selvbevidst frontkæmper for frihed og ret, en født journalist, der selv fra sin krigstjeneste havde forsynet avisen med frontberetninger. Da han 1898 afhændede sit blad, nu med 1100 abonnenter, rejste han til London og sendte rejsebreve hjem. Endnu 1900 var han i Paris og få uger før sin død afgav han stemme ved folketingsvalget. I romanen Egholms Gud har Johs. Buchholtz givet et portræt af den gamle redaktør. Selv skrev han om sit professionelle liv i Femti Aar i Pressens Tjeneste, der fremkom som artikler i hans avis, og 1897 som særtryk.

Familie

Forældre: typograf Hans Jensen M. (1794-1857) og Maria Elisabeth Lind (født 1799). Gift 1. gang 30.9.1855 i Kbh. (Trin.) med Laura Emilie Hansen, født 17.7.1826 i Ringsted, død 4.12.1865 i Middelfart, d. af møller Hans H. og Emilie Madsen. Gift 2. gang 16.12.1870 i Snesere sg. med Elisabeth Anna Andresen, født 27.2.1844 i Ringkøbing, død 13.10.1904 i Middelfart, d. af sognepræst i Ringkøbing og Rindom, sidst i Snesere, Andreas Daniel A. (1803-73) og Hansine Marie Margrethe Grooss (1810-80).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Åge Petersen: C. M. Soldat og journalist, 1963. Helge Jensen i Samvirke aug. 1982 60-63. – Papirer i Middelfart byhist. arkiv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig