Georg Carstensen

Georg Carstensen, Georg Johan Bernhard Carstensen, 31.8.1812-4.1.1857, bladudgiver, stifter af Tivoli og Casino. Georg Carstensen kom til København i 1820'erne og sattes i Efterslægtsselskabets skole hvor han allerede optrådte som redaktør af et drengeblad; senere blev han elev på Herlufsholm og 1832 dimitteredes han privat til universitetet og tog filosofikum.

Jura skulle være hans brødstudium, men dagene gik med litterære sysler og med militær uddannelse i Kongens livjægerkorps hvorfra han 1835 afgik som løjtnant. Derfra drog han på eventyr. Over Spanien tog han til Marokko, var en vinter i Paris, rejste til Philadelfia og kom efter tre års fravær 1838 atter til København som en rodløs kosmopolit der forbandt fransk elegance med amerikansk smartness. Nu ville han være skuespiller, men snart fortsatte han sin i Frankrig og USA påbegyndte journalistiske virksomhed, ikke ved den bestående presse, men ved at udgive salonbladet Portefeuillen (1839-41) der - i lighed med alt, hvad Carstensen rørte ved - snart skød ham og blev til Figaro (1841-42) og Ny Portefeuille (1842-44) for 1845 at ende som Dansk Album.

Georg Carstensen havde udpræget journalistisk sans; hans ugeblades lette, brogede, for en stor del oversatte indhold fandt mange læsere; især blandt damerne, men vakte uvilje i dagspressen der ikke tillod at opmærksomheden blev draget bort fra 1840'ernes altoverskyggende politiske spørgsmål. Han skrev selv kvikt og naturligt om teater, fx om sceneinstruktionens betydning, og fremsatte meninger der gav J.L. Heiberg anledning til at kalde ham "en Nullitet som æstetisk Dommer", mens "Fædrelandet" opfattede ham som "en opvartende Hofjunker hos beaumonde", men da Georg Carstensen bl.a. i Rosenborg have arrangerede store illuminations- og fyrværkerifester for Figaros abonnenter blev hans navn populært, og selv Heiberg erkendte hans bestræbelser for at samle publikum til "smagfulde Festiviteter i det paa saadanne Forlystelser hidtil saa fattige Kjøbenhavn".

Den succes der fulgte Carstensens "Festinoer" gav ham (23.10.1841) mod til at optage en idé som to tidligere ansøgere ikke havde kunnet gennemføre, og som gik ud på oprettelsen af "Kjøbenhavns Tivoli og Vauxhall" der skulle være et aktieselskab.

7.4.1842 fik han et femårigt kgl. privilegium, og 15.8.1843 åbnede han det nu verdenskendte Tivoli. Fra sine rejser havde han kendskab til lignende foretagender i udlandet og med genial forståelse af byens fremtidige udvikling fik han mod en årlig afgift af 472 rdl. realiseret sin plan på henimod 10 tdr. land af fæstningsterrænet uden for Vesterport.

Tivoli blev straks en stor succes og fik en vis politisk betydning, der medførte at Chr. 8. besøgte haven og udnævnte Georg Carstensen til kgl. agent (juli 1844). Men Carstensens fantasi og flotte initiativ kolliderede uafladelig med bestyrelsens småborgerlighed; hans glanstid varede kun halvanden sommer.

Da nysgerrigheden skulle forvandles til varig interesse, kastede han sig ud i nye aktieforetagender, dels omfattende et hotel, dels et "Vinter-Tivoli" kaldet Casino, således at han som hovedstadens maitre de plaisir kunne dirigere forlystelserne året rundt. 1.11.1845 fik han kgl. bevilling til at oprette denne vinterhave med koncertsal i Amaliegade; den åbnedes under stor opmærksomhed 21.2.1847, men ideen var forfejlet og svækkede hans samtidige ledelse af Tivoli hvis privilegium udløb 1847, uden at han havde fået det fornyet.

Bristede forhåbninger medførte at han modtog krigens udbrud 1848 som en befrielse; han meldte sig frivillig og blev løjtnant ved 1. reservebataljon for senere på året som kar. premierløjtnant at lade sig ansætte ved den vestindiske hærstyrke på St. Thomas. 1852 tog han afsked som kaptajn og bosatte sig i New York, hvor han i forening med den tyske arkitekt C. Gildemeister udførte de tegninger til Krystalpaladset som vandt prisen, men på grund af en finansiel katastrofe indbragte de ham ikke det forventede honorar.

Med svækket helbred kom Georg Carstensen 1855 tilbage til København. Han måtte nu kæmpe en hård kamp for at holde sig oven vande, bl.a. ved at arrangere fester på Klampenborg og Marienlyst. Da han mærkede at bestyrelseskontoret i Tivoli og Casino, der fra 1848 benyttedes til folkeligt skuespilhus, var lukket for ham fremsatte han uretmæssige økonomiske krav som bragte ham nye skuffelser. Stridighederne efterlod i hans sind en trang til at ødelægge det etablissement der har bevaret hans navn, og hvor hans statue nu er rejst.

I harme over udelukkelsen fødte han en plan om at anlægge et konkurrerende foretagende, og 14.4.1856 fik han kgl. bevilling til at realisere denne hævnakt i en have ved Frbg. allé, hvortil han samtidig søgte at få koncession på anlæggelsen af en sporvognslinie. I indbydelsen til aktietegningen stræbte han at vinde ny tillid og kredit ved at erkende at "Aarene og Livets bevægede Forhold havde fremkaldt en større Alvor hos ham". Han skånedes imidlertid for også at opleve den skuffelse som Alhambra blev; inden etablissementet åbnedes, døde han af lungebetændelse.

Han var i 1800-tallet den første som i stor stil førte formerne for det europæiske forlystelsesliv til København. Det letsindige og omskiftelige i hans livsførelse tillod ingen i samtiden at fælde en retfærdig dom om hans personlighed. Efter H.C. Andersens mening var han et geni, Carl Ploug betragtede ham derimod som en litterær probenreuter. På en måde havde de begge ret. Georg Carstensens springske fantasi og letvakte begejstring gav ham et præg af genialitet, men løsheden i hans karakter svækkede alt hvad han foretog sig. Hans brist var et misforhold mellem hans startglæde og hans udholdenhed. P. Hansen sammenlignede hans liv med et lys, tændt i begge ender: "Blussende og flammende, men hurtigt udbrændt".