Dansk Biografisk Leksikon

Joachim Wielandt

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Joachim Wielandt,  1690-18.12.1730, avisudgiver, bogtrykker, forfatter. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Holmens k.s kapel). W. blev student 1707 fra Sorø skole, tog 1708 baccalaurgraden og var 1709-11 alumnus på Borchs kollegium. Han blev 1712 sekretær i danske kancelli og 1714 tillige protokolfører i højesteret hvor han 1726 blev forfremmet til justitssekretær. Det var dog væsentlig honnørstillinger som kun gav ringe indtægt. Han havde på Borchs kollegium disputeret over en afhandling om guden Thor (diss. I–II, 1709-10) og dyrkede gennem hele sit liv historiske, genealogiske og heraldiske studier som han gjorde økonomisk frugtbringende ved udarbejdelsen af slægtregistre, genealogiske årbøger o.l. Han studerede dog også con amore, og har bl.a. i "Lærde Tidender" offentliggjort flere videnskabelige afhandlinger. Også som digter var han virksom. Han har skrevet talrige lejlighedsviser, navnlig i anledning af begivenheder i kongehuset, og udgav 1725 en tragedie Achilles og Polixene som dog aldrig nåede frem til opførelse. Som den praktiske og initiativrige mand han var søgte W. tidligt ved siden af disse virksomheder over i et mere lønnende erhverv, idet han 1719 etablerede sig som bogtrykker i Kbh. I denne egenskab kom han straks i forbindelse med Ludvig Holberg, for hvem han – vistnok allerede i slutningen af 1719 – trykte originaludgaven af Peder Paars. En uberettiget eftertrykning af dette værk som han kort efter foretog kostede ham imidlertid med det samme det gode forhold til Holberg der gentagne gange har gjort nar af ham og hans virksomhed i sine komedier. Som bogtrykker udfoldede W. en betydelig virksomhed, han udsendte på eget forlag store mængder af såvel gudelige skrifter som lavtliggende underholdnings-litteratur og tjente mange penge derved. Ved Kbh.s brand 1728 mistede han sit trykkeri, men det lykkedes ham at bringe det nogenlunde på fode igen, og ved Johannes Laverentzens død 1729 opnåede han stillingen som kongelig universitetsbogtrykker. I tilknytning til sin bogtrykker- og forlæggervirksomhed søgte han at skaffe sig indtægter ved oprettelsen af et lejebibliotek hvormed han dog ikke havde held, og ved et mislykket forsøg på at oprette et skriftstøberi. At W. har bevaret sit navn til efterverdenen skyldes hans fremragende virksomhed som avis- og tidsskriftudgiver. Han begyndte allerede i slutningen af året 1719 med udgivelsen af en nyhedsavis på fransk som udkom to gange om ugen og under vekslende titler holdt sig gennem flere år. Fra 1720 til 1722 knyttede han hertil en fransk månedsavis Extrait des Nouvelles som redigeredes af historikeren Andreas Hojer og navnlig lagde vægt på at bringe internationalt politisk og litterært stof i underholdende form. I nov. 1719 fik han privilegium på at udgive ugentlige og månedlige Extraordinaire Relationer på dansk og tysk, og allerede i dec. begyndte udgivelsen af den danske månedsavis som i jan.n.å. efterfulgtes af den danske og tyske ugeavis. Mens de sidstnævnte, der udkom to gange ugentlig, navnlig indeholdt udenlandske politiske nyheder, var i månedsavisen det indenlandske stof overvejende; den indeholdt således bl.a. alle nye forordninger, regelmæssige hofmeddelelser og efterretninger fra den akademiske verden. Til disse aviser kom månedsavisen Kiøbenhavns Post-Rytter som W. 1730 overtog efter Laverentzén og førte videre væsentlig som en internationalt orienteret politisk nyhedsavis. Han forsøgte også oprettelsen af et adressekontor og udgav fra 1725 under vekslende titler en adresseavis som er blevet fortsat under forskellige former helt op mod nyere tid. W.s forskellige aviser, der desværre kun er bevaret i ret fragmentarisk stand, betød en fuldstændig fornyelse af den på det tidspunkt hensygnende danske presse. Til hans fortjenester hører ligeledes starten af Danmarks første kritiske tidsskrift Nye Tidender om lærde Sager som begyndte at udkomme 1720 og holdt sig i over hundrede år. 1724 lykkedes det ham efter en ihærdig ansøgningskampagne at erhverve eneretten til at forsende sine blade med de kgl. brevposter, et privilegium som viste sig at være af overordentlig værdi og i høj grad bidrog til hans succes. Avisudgivelsen blev efter hans død fortsat af hans enke indtil 1748 da hun solgte privilegierne til E. H. Berling; trykkeriet førte hun videre til sin død 1755.

Familie

Forældre: islandsk købmand Peter W. (ca. 1653-1702) og Margrethe Thomasdatter Daabelsten (død 1711). Gift Inger Windekilde, født 27.11.1672, begr. 30.6.1755 i Kbh. (Helligg.) (gift 1. gang med islandsk købmand Jacob Sørensen Graahe, død ca. 1706, gift 2. gang 1707 med oplagsskriver, kommerceråd Thomas Hørning, død 1711), d. af sognepræst i Stenløse og Veksø Hans W. (1625-1711, gift 1. gang 1655 med Inger Gregersdatter, 1630-67) og Gjertrud Jørgensdatter Colding (1651-87).

Udnævnelser

Kancelliråd 1722.

Bibliografi

R. Nyerup i Læsendes årbog for 1800 61-64. E. C. Werlauff: Hist. antegn, til Ludv. Holbergs atten første lystspil, 1858 144-49. C. Nyrop: Bidrag til den da. boghandels hist. I, 1870 266-72; II, s.å. 253-61. P. M. Stolpe: Dagspressen i Danm. II-IV, 1879-82 (fot. optr. 1977). Emil Selmar i De grafiske fag XXV, 1929-30 153-55 223-25. Chr. Kirchhoff-Larsen: Den danske presses hist. I, 1942 127-54. T. Vogel-Jørgensen: Berl. tid. gennem 200 år I, 1949; III, s.å.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
privilegium
særrettighed, som (af regeringen) er meddelt en ...Artikel i Den Store Danske
bogtrykker
hidtil almindelig betegnelse for indehaveren af et b ...Artikel i Den Store Danske
Andreas Hojer
1690-1739, dansk historiker og jurist, kongelig hist ...Artikel i Den Store Danske
fragmentarisk
brudstykkeagtig; ufuldstændig. ...Artikel i Den Store Danske
adressekontor
virksomhed, der anviste arbejde (især til tyende), b ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
LauNi
18/07/2011
  • Læst 384 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki