Christian Iversen, Christian Henrik Iversen, 6.8.1748-1.3.1827, boghandler, avisudgiver. Født i Kbh. (Nic), død i Odense, begravet sst. Efter faderens tidlige død kom I. til en farbror, David Iversen, der var boghandler i Altona og allerede 1764 blev han for ham bestyrer af en filial i Lübeck som han fra 1771 drev i eget navn. På sine rejser "med Boglade" i Danmark kom han 1766 første gang til Odense hvor han 1775 tog fast ophold som den første egentlige boghandler i Danmark. 1778 købte han det Brandtske bogtrykkeri her, på hvis drift han n.å. fik privilegium, og som han moderniserede, bl.a. med den første kobbertrykpresse i provinsen, og nu begyndte den energiske og livlige mand et virksomt litterært liv der efterhånden gjorde ham meget velhavende. 1780 grundlagde han Fyens Stifts-Journal (I.s fynske avis) som han fortsatte til sin død, ɔ: i 47 år; s.å. grundlagde han hæfteskriftet Almeennyttige Samlinger til Hiertets Forbedring og Kundskabens Udbredelse som han fortsatte i tyve år, i alt 40 bind; 1781–89 udgav han et kritisk tidsskrift Danmarks litterariske Progresser, 1782 stiftede han et fynsk typografisk selskab, 1784–86 udgav han en dansk statskalender (Kgl. Dansk Hofportefeuille), 1789 oprettede han et dramatisk selskab og ligeledes et lejebibliotek, med love fra 1794. Han skrev selv i de af ham udgivne blade, ja indlod sig i pennefejder, fx med lægen Joh. Cl. Tode, men navnlig med udgiverne af Odenses anden avis, Fyens Stifts Avis, først P. v. Westen og derpå S. Hempel. I denne sidste fandt han en jævnbyrdig modstander, og deres stærke konkurrence, undertiden under ret grove former, fremmede i ikke ringe grad det åndelige liv i Odense. Det fortjener også at nævnes at I. hørte til H. C. Andersens tidligste velyndere.

Familie

Forældre: kantor Johannes Erasmus I. (ca. 1713–55) og Henriette Antoinette Dahlmann (1728–1812). Gift 6.8.1786 i Kerteminde med Kirstine Marie Nielsen, døbt 29.1.1767 i Odense, død 20.12.1837 sst., d. af fuldmægtig i Sæbegården, Odense Mads N. (ca. 1727–1800) og Inger Holm (ca. 1729–1801).

Ikonografi

Mal. (H. C. Andersens hus, Odense). Silhouet.

Bibliografi

S. Birket Smith: Til belysn. af lit. personer og forhold, 1884 116–26 (breve til P. A. Heiberg). – Fyens stifts avis 6.3.1827. Fr. Thaarup: Fædrenelandsk nekrolog ny r. 1, 1844 36–42. H. C. Andersen: Mit livs eventyr, 2. udg. 1859 28f. C. Nyrop: Bidrag til den da. boghandels hist. II, 1870 58–64. J. Lauritsen: Tilbageblik på Fyens stifts-tid.s første årh., 1872. Carl Bruun i Danmark, udg. Journalistforen. VII, 1893 87–107. L. Chr. Nielsen: Fra Johan Snell til vore dage, 1908 103–12. J. V. Christensen i Dansk provinspresse, 1925. Odense bys hist., udg. H. St. Holbeck, 1926.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig