F.V. Hegel, Niels Frederik Vilhelm Hegel, 11.5.1817-27.12.1887, boghandler, forlægger. F.V. Hegel blev født uden for ægteskab, et forhold der uden tvivl af ham selv føltes som en belastning og var med til at præge hans karakter. Hans mor havde været husjomfru hos slotsgartneren J.L. Mansa i Fredensborg, og det var dennes søn, i 1817 en 23-årig stud.med., der var F.V. Hegels far. Ældre oplysninger om F.V. Hegels herkomst er ikke altid fuldstændige, og direkte fejl forekommer. Det passer således ikke når det i 1. udgave af nærværende værk siges at den fra Tyskland indvandrede snedker Jacob Ferdinand Hegel (1795–1837) med hvem F.V. Hegels mor giftede sig i 1822 adopterede drengen. (Efter alt at dømme var han ham en udmærket stedfar, og efter ham fik F.V. Hegel naturligt kaldenavnet Hegel, legaliseret som familienavn ved kgl. bevilling i 1840). Ved sin biologiske fars mellemkomst kom F.V. Hegel som 12-årig dreng til Kbh. og fik et nyt hjem hos kobberstikkeren Oluf Olufsen Bagge og dennes fortræffelige hustru Karen Bagge. Her blev F.V. Hegel behandlet på lige fod med husets egne børn, og her forelskede han sig i datteren Elisabeth, hans senere hustru. Han kom til at gå i Borgerdydskolen på Christianshavn; nogle bevarede summariske årskarakterer kan opfattes som tegn på at han, hvis forudgående skolegang må have været ringe, har haft tilpasningsvanskeligheder. I hvert fald blev han efter sin konfirmation i 1832 taget ud af skolen og sat i lære i et bogtrykkeri der var lejer i Gyldendals gård i Klareboderne, og med hvilket forlagets daværende ejer Jacob Deichmann førte økonomisk tilsyn.

Efter et par år i trykkeriet flyttedes F.V. Hegel, muligvis på tilskyndelse af sin biologiske far der nu var familien Deichmanns huslæge, fra baghus til forhus og blev lærling i bogladen. Mellem den midaldrende barnløse chef og hans unge elev opstod der hurtigt et nærmest far-søn-forhold. Før bogladen åbnede klokken otte gik de to, sommer og vinter, morgentur på volden, og den fortrolighed som den livskloge og som læremester berømte Deichmann viste F.V. Hegel må have bidraget til at modne ham og givet ham en tidlig indsigt i forretningsførelse. 1838, samme år som Deichmann tog initiativet til forlagsforeningen, gjorde han den nu udlærte F.V. Hegel til faktor for dette udgiverselskab, og i det hele taget blev F.V. Hegel Deichmanns højre hånd. Han lærte ikke blot at handle med bøger, men tillige at omgås penge i større stil; hverken Deichmann eller F.V. Hegel tjente deres store formuer på boghandel alene. For F.V. Hegels vedkommende blev navnlig spekulation i byggegrunde givende.

På fordelagtige vilkår, men ikke som en belastende gave, overlod Deichmann 1846 F.V. Hegel bogladen og papirhandelen, 1850 på F.V. Hegels 33-årige fødselsdag også forlaget. Indtil videre lod F.V. Hegel tingene gå i det gamle spor, men efter sin forgænger og velgørers død 1853 gav han sine ualmindelige evner for forlagsvirksomhed frit løb. Papirhandelen afstod han allerede 1853 til en medarbejder der fortsat blev i hans brød. Bogladen beholdt han til 1877 da den blev overtaget af to medarbejdere der videreførte den under firmanavnet Lehmann & Stage, i dag P. Haase & Søn. Det forlag F.V. Hegel overtog var stort og solidt, men havde sin begrænsning: Deichmann havde praktisk taget ikke udgivet skønlitteratur. F.V. Hegel knyttede forfattere som Vilhelm Bergsøe, H.V. Kaalund, Chr. Richardt og talrige andre til forlaget. Også adskillige forfattere med en lang række bøger bag sig søgte i tidens løb på eget initiativ fra andre forlag til F.V. Hegel, fx Meïr Goldschmidt, C. Hostrup, Vilhelm Topsøe. F.V. Hegel lagde vægt på at han ikke skulle kunne bebrejdes faglig illoyalitet. Samtidig blev der som hidtil udgivet videnskabelige værker, udmærkede håndbøger, et stort antal skolebøger. Den religiøse litteratur blev ikke forsømt.

Allerede i slutningen af 1850'erne var tilliden til F.V. Hegels faglige dygtighed, hans redelighed og menneskelige forståelse så grundfæstet at norske forfattere, også her uden opfordring fra F.V. Hegels side, tilbød ham deres værker: 1858 Camilla Collett, 1860 Bjørnstjerne Bjørnson, senere fulgt af Henrik Ibsen, Jonas Lie, Alexander Kielland m.fl. Denne tilvækst var naturligvis til gavn for F.V. Hegel og hans forlag, men samtidig til nytte for de pågældende forfattere selv der fik et publikum i to lande og en effektiv markedsføring af deres bøger. Trods alt er F.V. Hegels største forlagsmæssige bedrift vel nok at han, konservativ, modstander af det vovede, på gymnastikhold med biskoppen, blev forlægger for det moderne gennembruds førende forfattere: Georg og Edvard Brandes, Holger Drachmann, J.P. Jacobsen, Erik Skram, Henrik Pontoppidan. I oversættelse udsendte han værker af Hippolyte Taine, Paul Heyse, Charles Darwin. En sådan alsidighed måtte støde mange: ateister og en Darwin på samme forlag som J.P. Mynster og H.L. Martensen. – F.V. Hegel undgik ikke angreb, heller ikke indre konflikter. Sammenstød af særlig alvorlig karakter havde han med brødrene Brandes over tidsskriftet Det nittende Aarhundrede og med Amalie Skram over romanen Constance Ring.

Under F.V. Hegels ledelse blev Gyldendal Nordens største forlag. Desuden var han finansielt interesseret i andre foretagender. 1854 var han medstifter af Forlagsbureauet, et udgiverselskab med kommercielt sigte, bl.a. kendt for Illustreret Tidende, 1856 tegnede han sig for en større aktiepost i Oehlenschlägerselskabet; sammen med Th. Lind udgav han bl.a. nogle af tidens smukkeste billedbøger for børn. Var der tale om publikationer af særlig værdi veg han ikke tilbage for at løbe en betydelig risiko. Da eksempelvis Forlagsbureauet afslog at udgive C.F. Brickas Dansk biografisk Lexikon påtog han sig alene udgivelsen.

I sine sidste leveår var F.V. Hegel en magt, ombølget af anerkendelse og respekt. I et digt havde Henrik Ibsen kaldt ham "stille bygværksmand", og i et brev sagde han hvad også andre forfattere følte: "Det blev et Vendepunkt i mit Forfatterliv som i mine Vilkaar da jeg kom i Forbindelse med Dem som Forlægger." I sin nekrolog over F.V. Hegel sammenlignede Georg Brandes ham med C.F. Tietgen. Af væsen var F.V. Hegel stille og tilbagetrukken, nærmest forlegen, dog tålte han ikke gerne modsigelse. Han var ikke en skabende forlægger som fx Ernst Bojesen, men han havde et vågent blik for det ny og ægte, og på sit felt var han en gartner om hvem det groede; hans evne til at vinde og forstå forfattere var enestående. Han regnes i så henseende fremdeles som den mest fuldendte forlægger i Norden. Betydelige forlæggere har vedkendt sig ham som forbillede, blandt ikke-danske kan nævnes Karl Otto Bonnier i Sverige og Harald Grieg i Norge. Efter at han 1880 havde købt den tidligere højskole Skovgård uden for Kbh. blev han der og i Klareboderne vært for en række lysende fester.

F.V. Hegel fik mange tillidshverv. Han var kurator ved Det kgl. vajsenhus, kasserer for bibelselskabet, medlem af direktionen for Sparekassen for Kbh. og Omegn, i dag SDS, og havde talrige bestyrelsesposter. 1855 udnævntes han til universitetsboghandler. I Boghandlerforeningen sad han i årenes løb i mange vigtige udvalg; 1850–51 var han dens formand, 1870 blev han dens æresmedlem. Kancelliråd 1861, justitsråd 1879, etatsråd 1887.

Familie

F.V. Hegel blev født i Fredensborg; død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Holmens), senere flyttet til Ordrup. Forældre: Frederik Vilhelm Mansa (1794–1879) og Ane Kristine Nielsdatter (1786–1853). Gift 24.1.1846 i Kbh. (Helligg.) med Elisabeth Ulrikke Eleonora Bagge, født 4.3.1811 i Kbh. (Trin.), død 14.4.1868 sst. (Holmens), d. af kobberstikker Oluf Olufsen Bagge (1780–1836) og Karen Nielsen (1789–1856). – Far til Jacob Hegel.

Udnævnelser

R. 1870.

Ikonografi

Mal. af A. Dorph, 1870 (Gyldendal). Litografi 1882. Mal. og tegn. af P.S. Krøyer, 1884 (Gyldendal). Træsnit 1887 og efter dette træsnit af L.B. Hansen, 1901. Flere træsnit i ens type 1888. Tegn. af E. Eckersberg. Mal. af Fr. Henningsen, 1888 (Gyldendal). Litografi 1920 efter tegn. af Kr. Kongstad. Foto.

Bibliografi

Breve i Bjørnstjerne Bjørnson: Grotid I–II, Kria. 1912, samme: Brytningsår I–II, Kria. 1921, samme: Kampliv I–II, Oslo 1932 og samme: Brevveksl, med danske 1875–1910 I–III, 1953. – C. Nyrop: Bidrag til den da. boghandels hist. II, 1870. Nord. boghandlertid. 30.12.1870, 10.5., 13.5., 30.12.1887 og 6.1.1888. O. H. Delbanco: Festskr. i anledn. af boghandlerforen.s halvhundredårsdag, 1887. Georg Brandes i Politiken 28.12.1887. M. Galschiøt i III. tid. 1.1.1888. Jac. Paulli: Ved F.V.H.s jordefærd, 1888. L. C. Nielsen: F.V.H. I–II, 1909. C. M. Hansen: Fra min første boghandlertid, 1909. Samme i Berl. tid. 9.5.1917. Samme: F.V.H. siledes som jeg husker ham, 1938. A. Dolleris: Danm.s boghandlere 1837–92, 1912 121–23. Jul. Clausen i Bogvennen 23.5.1917 127f. Emmy Drachmann: Erindringer, 1925. Karl Otto Bonnier: Bonniers III–IV, Sth. 1930–31. F. Hendriksen: Mennesker og oplevelser, ny udg. 1932. H. Koppel: Spredte træk af boghandelens hist., 1932. Arthur G. Hassø: Den danske boghandlerforen.s hist. 1837–1937, 1937. Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv, ny udg. 1943. Laur. Nielsen: Gyldendal gennem 175 år, 1945. Fr. Hegel: Erindringer I-II, 1956. Harald L. Tveterås: Den norske bokhandels hist. II, Oslo 1964. Aleks. Frøland i Det danske bogmarked 24.4., 1.5. og 22.5.1967. Samme: Vore forgængere, 1968. Samme: Dansk boghandels hist., 1974. Niels Birger Wamberg: Digterne og Gyldendal, 1970. Harald Grieg: En forleggers erindr., ny udg. Oslo 1971. – Breve i kgl. bibl. (m. registrant).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig