Herman Bing, Herman (Heiman) Jacob Bing, Marts.1776-10.3.1844, bog- og papirhandler. Født i Amsterdam, død i Kbh., begravet sst. (Mos.kgd., Møllegade). B. indvandrede i slutningen af 1700-årene til Danmark hvor han først var kattuntrykker, senere huslærer i Roskilde. 1803 oprettede han i Kbh. sammen med sin svoger L. J. Kalisch et undervisningsinstitut for ungdommen af den mosaiske tro hvor den jødiske ungdom kunne få samme kundskaber som blev givet i datidens realskoler for kristne børn. Instituttet der indtil 1818 havde dimitteret ca. 400 elever fik stor betydning for jødernes emancipation og nød megen bevågenhed hos myndighederne, men det kunne i længden ikke bære to familiers økonomi. B. søgte da og fik 10.9.1819 – midt i "jødefejdens" dage – kgl. bevilling til i Kbh. "at falholde alle til Skrivning og Tegning henhørende Materialer samt Landkort og Skolebøger". I de følgende år voksede forretningen ved B.s og hans to sønners flid og dygtighed op til at blive en af Kbh.s betydeligste bog-, papir- og kunsthandeler hvis anseelse var en sådan at B. 1837 opfordredes til at være en af de ni stiftere af Boghandlerforeningen. 1838 overdrog han forretningen til sine to sønner, Meyer Herman B. og Jacob Herman Bing (1811–96) der førte den videre under navnet H. J. B. & Søn og under hvem den udvikledes til Kbh.s fornemste butik. Den ejedes 1863–66 af M. H. B.s søn Jacob Martin B. (1833–1903) og Benny Henriques (1829–1912), 1866–85 af J. M. B. alene hvorefter den ophævedes.

Familie

Forældre: Jacob B. (død 1780) og Jitle Oppenheim (død 1793, gift 2. gang med Moses Ruben Renner i Hamburg, 4 1787). Gift 12.6.1805 i Kbh. (Mos.) med Sara Meyer, født 1776 i Kbh., død 2.2.1848 sst. (Mos.), d. af købmand Meyer Isaac (1741–1800) og Sara Meyer Hausen (1755–1824). – Far til M. H. B.

Ikonografi

Pastel af L. Fraenckel ca. 1810. Mal. af D. Monies ca. 1840.

Bibliografi

O. H. Delbanco: Boghandlerforen.s festskrift, 1887 117. A. Dolleris: Danm.s boghandlere I, 1912 20. O. B. Wroblewski: Om boghandelen i Danm., 1901 10f. Harald Bing: Porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, 1903. H. Trier: Gården nr. 8 Amagertorv, 1900. Mindeskrift i anl. af 100 årsdagen f. anordningen af 29.3.1814, 97. Aleks. Frøland: Dansk boghandels hist. 1482–1945, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig