Nicolaus Møller, 3.2.1733-5.2.1806, bogtrykker. Død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Da M.s far, der 1737 med eneretsbevilling for Nørrejylland havde oprettet et bogtrykkeri i Viborg, var død, flyttede enken trykkeriet til Kbh. og giftede sig kort efter med den dygtige københavnske bogtrykker C. G. Glasing hos hvem sønnen blev oplært. Efter stedfaderens død styrede M. forretningen for sin mor, og da også hun var død, overtog han den helt. Ved sit ægteskab med en datter af E. H. Berling kom han i nært forhold ikke blot til denne slægt, men også til de to andre store bogtrykkerslægter Høpfner og Godiche, hvilket blev ham til stor nytte. Allerede 1765 blev han hofbogtrykker. M. hører til den kreds af bogtrykkere som i den sidste halvdel af 1700-tallet bragte den dybt sunkne danske bogtrykkerkunst på fode igen ved indførelse af nye, især af fransk bogkunst påvirkede principper for bogfremstillingen, og han viste sig i besiddelse af så stor dygtighed og så god en smag, at han af sin samtid regnedes for Danmarks ypperste bogtrykker. I 70erne var hans forretning den største og mest ansete af sin art i Kbh. Trykkeriet blev ødelagt ved byens brand 1795, og som følge deraf lå virksomheden stille et par år, men 1797 købte M. den ansete københavnske bogtrykker F. W. Thieles forretning som rådede over et fortrinligt, til dels fra det Godicheske trykkeri stammende materiel. Af de mange monumentale værker M. har trykt kan nævnes Carsten Niebuhrs Reisebeschreibung I–II, 1774-78, O. F.

Mullers Zoologia Danica I–11, 1788 samt flere bind af Flora Danica og af Jacob Langebeks Scriptores. Af den smukke firebinds-udgave af Johannes Ewalds samlede skrifter fra 1780-91 har han trykt de to første bind. Trykkeriet blev efter M.s død ført videre af hans søn Ernst Andreas Herman Møller (1759-1831) der allerede 1789 var blevet medindehaver af firmaet og hofbogtrykker ligesom faderen.

Familie

Forældre: bogtrykker Andreas Madsen M. (død 1740) og Hedevig Fortmann (ca. 1707-58, gift 2. gang 1742 med bogtrykker Christoph Georg Glasing, 1706-52). Gift 20.9.1758 i Kbh. (Petri) med Catharina Wendelia Berling, født 26.1.1735 i Kbh. (Petri), død 26.3.1794 sst. (Petri), d. af bogtrykker E. H. B. (1708-50) og Cecilie C. Godiche (1723-50).

Ikonografi

Klippet silhouet (Fr.borg) og silhouet af C. Limprecht (Kgl.bibl).

Bibliografi

R. Nyerup i Læsendes årbog for 1800, 1801 76-82 (heri M.s selvbiografi). Dansk boghåndværk 1482-1948, 1949.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig