Poul Ræff, d. ca. 1533, bogtrykker. R. tilhørte rimeligvis en slægt som havde hjemme i Kbh. hvor der i begyndelsen af 1500-tallet fandtes flere af dette navn; hans bror var den i Danmarks historie velkendte biskop i Oslo Hans Ræff. Ligesom denne var han en lærd mand der efter vistnok at have studeret i udlandet og der erhvervet magistergraden blev kannik i Kbh.s kollegiatkapitel og endog 1508 – den første sikre datum i hans liv – blev valgt til universitetets rektor. R. var den første dansker, der gav sig af med at trykke bøger. Da den tyske bogtrykker Matthæus Brandis 1512 havde afsluttet sin kortvarige bogtrykkervirksomhed i Kbh. erhvervede R. hans materiel og oprettede et bogtrykkeri der gennem flere år var det eneste der fandtes i byen. Den første bog der udgik herfra bærer årstallet 1513. Det er en katolsk håndbog, et manuale til brug for Roskilde stift. R.s presse fik dermed straks det præg som den gennem hele sin virksomhed bevarede idet han trofast stod på den katolske kirkes side og stillede sit trykkeri til dens rådighed, først til dens officielle publikationer og senere til de polemiske skrifter, som under- reformationsstridighederne udsendtes mod den nye protestantiske retning; de fleste af Paulus Helies hvasse stridsskrifter er således trykt hos ham. Til trykkeriets tidligste frembringelser hører Odensepræsten Hr. Michaels danske rimværker (1514–15) som R. ved sin udgivelse rimeligvis har reddet fra undergang da intet håndskrift deraf er bevaret. I øvrigt er de fleste af de bøger han trykte i Kbh. affattet på latin og fremstillet til brug for kirken eller skolen. 1519 fuldførte han det arbejde som typografisk set betegner hans kulmination, det statelige Missale Nidrosiense hvis udgivelse var foranlediget af ærkebiskoppen i Trondhjem Erik Valkendorf, og som er et af de ganske få monumentale trykværker der er fremstillet her i landet i den første halvdel af 1500-tallet. Efter 1519 findes intet vidnesbyrd mere om R.s typografiske virksomhed i Kbh., og man ved overhovedet intet om ham fra da af og til 1522 da han dukker op som bogtrykker i Nyborg. Fra hans virksomhed her kendes kun en eneste bog, Canon Roschildensis som blev udført på foranledning af biskop Lave Urne i Roskilde, og som er den sidste katolske ritualbog der blev trykt i Danmark før reformationen. Atter går et længere tidsrum før man igen træffer R.s spor, denne gang i Århus hvor han arbejdede som bogtrykker 1530–33. De bøger som er bevaret fra hans derværende presse viser i teknisk henseende en afgjort tilbagegang. Med året 1533 er hans virksomhed sandsynligvis ophørt; 1534 findes nemlig en større del af hans materiel anvendt af en anden dansk bogtrykker. I betragtning af den lange årrække i hvilken hans bogtrykkeri indtil da havde arbejdet, er det vel sandsynligt at det var døden der standsede hans virksomhed.

Bibliografi

Årsberetn. og medd. fra det store kgl. bibl. 1864–74, udg. C. Bruun, 1870–75. Laur. Nielsen: Dansk bibliografi 1482–1550,1919 178–84.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig