Simon Bernsteen, Simon Carl Gustav Bernsteen, 15.2.1850-13.11.1920, bogtrykker. Født i Kbh. (Trin.), død i Vanløse, begravet i Rødovre. Efter faderens tidlige død blev B. der var rektor Simon Meislings dattersøn elev på Opfostringshuset og derfra sat i handskemagerlære. Efter at være blevet svend arbejdede han som handskemager i otte år, dels her hjemme og dels i udlandet, men forlod under en arbejdsløshedsperiode 1877 faget og fik ansættelse i Culmsees papirposefabrik og trykkeri. Herved kom han ind på bogtrykkervirksomheden, og efter at han ved faglærte venners hjælp havde skaffet sig den fornødne tekniske færdighed åbnede han 1882 en posefabrik og et lille bogtrykkeri i Kbh. B. kæmpede nogle år dels med økonomiske vanskeligheder, dels med en stigende følelse af prostitution over for sit levebrød. Han havde bl.a. gennem en legatrejse til Paris og gennem den 1888 stiftede Forening for Boghaandværk fået interesse for smukt trykte bøger, og da han på en ny legatrejse 1895 – i øvrigt efter at han på grund af en kreditorfallit havde måttet opgive sin posevirksomhed – havde lært den berømte engelske bogkunstner William Morris og dennes virksomhed at kende førtes han selv ind på fremstillingen af kunstnerisk bogtryk. Han sluttede sig til Morris' opfattelse at man burde reformere bogtrykket ved at vende tilbage til tidligere tiders stilformer og fremstillingsmetoder, bl.a. gennem anvendelsen af håndpresse, og trods de yderst beskedne forhold hvorunder han gennem hele sin virksomhed arbejdede blev han på dette område banebryder herhjemme. Han formåede at knytte fremragende kunstnere som Thorvald Bindesbøll, Joakim Skovgaard o.fl. til sig som medarbejdere, og ved at indlede et sådant kunstnerisk og håndværksmæssigt samarbejde bidrog han til at der også her i landet skabtes en modvægt mod den fabriksmæssige stilløshed som i almindelighed præger den nyere tids bogtryk. Til de betydeligste af B.s arbejder hører En skøn Historie om tvende Købmænd, 1896 som er dekoreret af Bindesbøll; Laubs og Olriks Danske Folkeviser med gamle Melodier, 1903 hvortil Skovgaard har tegnet noder i gammeldags stil, og hvorpå B. arbejdede i fem år; Uffe Birkedals William Morris og hans Betydning, 1908 og Michelangelos digte i oversættelse af Johs. Dam, 1912. I sine sidste år levede B. delvis tilbagetrukket, plaget af den sygdom – blyforgiftning – som den gang af og til ramte erhvervets udøvere.

Familie

Forældre: blikkenslager Carl Frederik B. (1819–58) og Hansine Marie Bolette Meisling (1823–78). Gift 11.7.1877 i Kbh. (Stefans) med Anna Petra Dorothea Hansen, født 6.2.1854 i Kbh. (Trin.), død 17.2.1935 i Vanløse, d. af stenhugger Jens H. og Birgitte Cecilie Juliane Tofte (ca. 1812–95).

Ikonografi

Barneportr. ca. 1856. Silhouet af Hans Tegner ca. 1893. Tegn. af Vald. Andersen 1907 (Kgl. bibl.), forarb. til nytårskort 1908. Mal. af P. Nordstrøm 1910. Foto.

Bibliografi

H. Brøchner i Bogens verden II, 1919 2–13 (med fortegnelse over B.s tryk). G. Nygaard i Skønvirke V, 1919 177–80. Harald Moltke i Exlibris revuen, 1919 15–18. E. Selmar i Nord. boktryckarekonst XXI, 1920 132–34. Samme i Boktryckeri-kalendern 1921 225–31. Samme: Simon Bernsteen, 1932.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig