Knud Secher

Knud Secher, Knud Skyum Secher,  31.7.1907-9.11.1997, chefredaktør. Født i Sørup ved Svendborg. Efter realeksamen fra Svendborg statsskole 1924 og en tid som kontorelev begyndte S. at læse til lærer på Skårup seminarium. Men det var ikke sagen, og han blev 1926 journalistelev på den konservative Svendborg Amtstidende. Dermed havde han fundet sin livsbane omend han i de tidlige ungdomsår drømte om en fremtid som digter. Han udsendte fra slutningen af tyverne en række lyriksamlinger og romaner med motiver fra tidens idé-debat, men kun én af disse bøger mindes han efter eget udsagn "med en vis glæde og stolthed", nemlig den sidste: Digte fra disse Dage, 1942 hvis baggrund er besættelsens nationale brydninger. Hans lille sang Pige, fortæl mig et eventyr fra 1927 erobrede sig dog med Eiler Krahns melodi varig popularitet. – Fra Svendborg Amtstidende kom S. 1928 til venstrebladet Tidende i Nakskov. Her befandt han sig så dårligt at "digteren og bohemen for en stund sejrede over journalisten", og 1929 brød han op for at slå sig igennem som fri skribent i Kbh. Han forsøgte sig i diverse litterære genrer, men genoptog 1931 journalistikken som redaktør af Vordingborg Avis, en aflægger af den konservative Næstved Avis. Hans politiske interesse blev her vakt for alvor. Allerede i Nakskov havde han fattet stærk sympati for den opadstigende konservative stjerne J. Christmas Møller – ironisk nok især pga. de bestandige angreb Tidendes redaktør udsatte denne for i sine ledende artikler som S. læste korrektur på. I Vordingborg blev han nu formand for Konservativ ungdom og stiftede personligt bekendtskab med Christmas Møller og Poul Sørensen, det andet af "mine to idoler" som han har kaldt dem. 1933 vendte han tilbage til hovedstaden som medarbejder i Berlingske Tidendes redaktionssekretariat, blev senere politisk referent og ledsagede Christmas Møller på mange møderejser. 1936 knyttedes S. som rigsdagsmedarbejder til den konservative Fyens Stiftstidende. Det blev en livslang forbindelse. I den politiske journalistik fik han sit eget ansigt som våbendrager for Christmas Møller der var valgt i stiftstidendes hjemby Odense, og navnlig som talsmand for ungkonservatismen som han fandt var et bolværk mod – som han skrev – den planøkonomi og de halvmarxistiske metoder der "æder sig som en langsomt virkende gift ind i folkelegemet". Han forfattede flere kampsange til KU. I forfatningssagen støttede han og hans blad fra første færd Christmas Møller. Da denne efter besættelsen april 1940 pressedes ud af rigsdagspolitik blev S. hans daglige kontaktmand til livet på Christiansborg indtil Christmas Møllers illegale rejse til England 1942. Ved tyskernes totale magtovertagelse 29.8.1943 var S. blandt de danskere der interneredes i Horserødlejren, blev frigivet i oktober og tog jan. 1944 til Sverige. Her udsendte han s.å. bogen Kampen utan vapen om dansk besættelsespolitik indtil 29. august. Fra Stockholm informerede han efter aftale med Poul Sørensen Christmas Møller i Londen om udviklingen i Danmark og især i det konservative folkeparti i en bestræbelse på at holde så tæt kontakt som muligt mellem de konservative hjemme og deres store navn ude. Han skrev bogen Christmas Møller der 1945 udkom i Danmark. Den tegner et situationsbestemt billede af "en politiker med både et socialt og et nationalt ansigt. En politiker, der helt og fuldt er barn af sin tid. En politiker, for hvem folk og fædreland er mere end slagord", men dens næsten ubetingede beundring hindrer en dybere analyse af Christmas Møllers sammensatte personlighed. 1945 udkom også i Danmark De danske Flygtninge i Sverige som S. sammen med journalistkollegaen Per Møller havde skrevet på opfordring af den danske gesandt i Stockholm under krigen Johan C. W. Kruse. Ved befrielsen maj 1945 genoptog S. sin virksomhed som Fyens Stiftstidendes Københavnskorrespondent, men udnævntes s.å. til bladets medredaktør og 1946 til ansvarhavende chefredaktør. I Odense blev hans hovedopgave at vende en udvikling der havde medført at venstrebladet Fyns Tidende under redaktør S. P. Qvist trængte frem i byen på stiftstidendes bekostning. S. lagde vægt på en udbygning af lokalstoffet og en politisk dækning der imødekom orienterings-behovet hos de mange socialdemokrater der abonnerede eller var potentielle abonnenter på avisen – en linie der iøvrigt svarede til hans af Christmas Møller prægede opfattelse af konservatismen som en folkebevægelse. Også kulturstoffet skulle plejes så stiftstidende kunne holdes op mod københavnerpressen. S. var selv udover sin virksomhed som lederskribent bladets faste teateranmelder så længe han var chefredaktør. Da han 1975 fratrådte denne post var stiftstidendes oplag – i runde tal – steget fra 24 500 i 1945 til 51 000 mens de tilsvarende tal for tidende var 29.500 og 27.500. Stiftstidendes dominans markeredes klart ved fusionen mellem de to aviser 1970, gennemført først og fremmest af tidendes bestyrelsesformand Erik Eriksen. S. var imod fusionen ud fra hensynet til stiftstidendes konservative baggrund, men i hans seneste år som chefredaktør var han med til at udforme redaktionelle bestemmelser der præciserede stiftstidendes uafhængighed af partier og organisationer. Siden 1975 har han været knyttet til bladet som anmelder, kronikør og kommentator. 1946–58 var S. medlem af Odense byråd hvor han især beskæftigede sig med kulturelle opgaver, bl.a. som formand for biblioteks- og museumsudvalgene. I den sidste egenskab tog han initiativet til oprettelsen af Carl Nielsen-museet i komponistens barndomshjem i Nr. Lyndelse. Han var 1951–59 næstformand i foreningen for den konservative presse i Danmark og dens formand 1959–77, var formand for Ritzaus Bureau 1967–71 og sidder siden 1976 i pressens berigtigelsesnævn. Han har altid været fodboldentusiast og var 1955–76 formand for Odense boldklub. Fra hhv. 1972 og 1981 er han formand for Odense turistforening og De samvirkende fynske turistforeninger. 1982 udnævntes han til æresmedlem af Odenses konservative vælgerforening og af Dansk konservativ presseforening, tidligere foreningen for den konservative presse. – I sit otium har S. skrevet et par bøger. I De borgerliges borgerkrig, 1976 udtrykker han angst for dansk demokratis skæbne, og finder det ulykkeligt at de borgerlige partier ikke kan samarbejde. Han kritiserer navnlig de førende konservative politikere i 70'ernes begyndelse og konkluderer at der er behov for ét samlet, liberalt borgerligt parti. De andre og lidt om mig selv, 1977 er en erindringsbog.