Henning Fonsmark, Henning Berg Fonsmark, 1.5.1926-23.12.2006, chefredaktør. Født i Jerne ved Esbjerg, begravet på Solbjerg parkkirkegård, Frederiksberg. F. blev student i Esbjerg 1945 og gik straks i gang med litterære studier under hvilke han opnåede accessit for en guldmedaljeafhandling. 1951 blev han magister i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Han sigtede på litterær kritik og forskning og skrev i begyndelsen af halvtredserne en introduktion til H. C. Branners forfatterskab og en bog om dansk lyrik i den første efterkrigsperiode. Samtidig var han umiddelbart efter sin magisterkonferens blevet redaktionssekretær ved Raunkjærs konversationsleksikon, var derefter i fire år medarbejder ved Politikens forlag til 1956 og fra 1953-63 redaktør af tidsskriftet Perspektiv der var startet som et dansk sidestykke til tidsskrifter der på samme tid blev grundlagt i England, Frankrig og Tyskland i samarbejde med Kongressen for kulturens frihed, en organisation der på den kulturelle front søgte at imødegå kommunismens indflydelse i den europæiske intelligentsia. Som leksikograf, forlagsmand og redaktør fik den unge litterat hurtigt sin tid beslaglagt af organisatoriske og redigerende opgaver for hvilke han viste sig at have betydelige evner. I 1950erne redigerede han således værker som Verdenslitteraturen, 1953, Litteraturen i Danmark, 1954 og Vor tids hvem skrev hvad, 1955. Han forestod desuden en lang række antologier og nyudgivelser, især af guldaldertidens forfattere.

1956 blev F. knyttet til det Berlingske hus, først i otte år som lederskribent og anmelder ved Berlingske Aftenavis, dernæst fra 1964 desuden som kronikredaktør ved Berlingske Tidende og så igen ved Berlingske Aftenavis som redaktionschef. Denne længe skrantende avis ophørte imidlertid med at udkomme som dagblad i 1971 for at blive afløst af ugeavisen Berlingske Weekend. Under denne omlægning til en uge- og kvalitetsavis blev F. den idérige og inspirerende kraft, og efter at have været redaktionschef og medredaktør blev han 1973 Weekendavisens ansvarshavende redaktør. Den nye ugeavis var et eksperiment. Den havde sine forbilleder i de ugemagasiner eller ugeaviser i dagbladsformat som i Amerika og de store europæiske lande havde gjort dagbladene rangen stridig både med hensyn til information og meningsdannelse, selvom de ved deres højere niveau var henvist til en kvantitativt mere begrænset udbredelse end disse. At skabe noget lignende i Danmark måtte på grund af befolkningens størrelse være et usikkert eksperiment. Når det lykkedes for Weekendavisen skyldtes det i første række F.s indsats. Bladet slog an i kraft af en rehabilitering af sin objektive stræben i sagsfremstillingen på et tidspunkt da denne journalistiske dyd i en stor del af den toneangivende presse var ved at vige for en engageret reportage. I sin holdning repræsenterede det et liberalt grundsyn i kontrast til en stadig mere udbredt socialistisk politiseren langt ind i de tidligere borgerlige medier. F.s fremgang med Weekendavisen medførte at Berlingske Tidendes ledelse 1976 overdrog ham redaktionen af husets hovedorgan. Efter i mange år at have været landets mest udbredte avis var Berlingske Tidendes oplag vigende, og man så i F. manden der kunne rette situationen op. Skønt hæmmet i starten af en konflikt med det typografiske personale omkring indførelsen af en ny teknik der i flere måneder i 1977 forhindrede bladet i at udkomme søgte F. at gøre det gennem en markant drejning af det gamle blads journalistiske og politiske kurs. Denne havde i nogle år været præget af journalistiske populariseringstendenser og en vis udvanding af den traditionelle politiske holdning. F. søgte at gengive bladet dets identitet ved i nyhedsstoffet og dets proportionering at lade det saglige på forud for det sensationelle og i den politiske og kulturelle stillingtagen at holde en klart liberal konservativ linie. Han fortsatet som chefredaktør for Berlingske Tidende til 1982. Herefter blev han chefredaktør ved dagbladet Børsen 1982-89 og politisk redaktør for Børsen 1990-93. 1986-88 var han medlem af Statens humnistiske forskningsråd.

F. skrev flere samfundsdebatterende bøger, bl.a. Historien om den danske utopi, 1990, hvori han diskuterede det danske velfærdsdemokrati. Herefter fulgte debatbøgerne Den suveræne dansker : et idepolitisk essay om det optimale demokrati, 1991 og Schlüters Danmark, 1992. I Det autentiske liv : en bog om etik, 1994 angreb han moralen i politik, og i Kampen mod kundskaber : et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skolepolitik, 1996 analyserede han dansk skolepolitiks udvikling gennem 1900-tallets anden halvdel. Desuden skrev han romaner, bl.a. Flugtveje, 1993. I 2005 var han en af initiativtagerne til etableringen af den borgerlige tænketank CEPOS og modtog som den første CEPOS-prisen 2006. F. blev tildelt Sven Henningsen-legatet 1991 og Adam Smith-prisen 1991.

Familie

F: hovmester, senere overhovmester Niels Nielsen (1888-1979) og Anne Frederiksen (1890-1944). Gift 1. gang 6.8.1949 med tandlæge Birgit Andreasen, født 14.4.1926 i Skads, d. af uddeler Axel A. og Agnete Christensen. Ægteskabet opløst 1966. Gift 2. gang 15.9.1968 på Frbg. (Slotsk.) med Ellen Yde, f. Ditlevsen, født 8.5.1928 i Kbh. (gift 1. gang med cand.jur. Jørgen Frederik Yde, 1928-61), d. af overlærer Ditlev D. (1892-1947) og lærer Astrid Beate Nielsen (1892-1959).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. F.s erindringer: Drømmen om København : portræt af en årgang, der kom på benene, 2008. Berlingske tid. 30.4.1976. Virtus Schade i Weekendavisen 20.8.1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig