Aage Schoch

Aage Schoch, 24.1.1898-17.11.1968, chefredaktør, direktør for Røde kors. Født i Horsens, død i Kbh., begravet Frgb. kgd. S. voksede op i et solidt konservativt middel-standshjem og tog 1917 studentereksamen fra Horsens statsskole. Året forinden var hans far død, så da han derefter læste statsvidenskab i Kbh. måtte han klare sig økonomisk ved kontorarbejde o.l. Han fandt ind i radikale og socialistiske studenterkredse og gjorde sig gældende i Studentersamfundet som professor Oluf Thomsen genoplivede efter at det under krigen var sygnet hen. Men helt slap han ikke den konservative arv fra barndomshjemmet: dens forsvarsvilje udmøntede han i et engageret medlemskab af Akademisk skyttekorps. Af studentertidens professorer var det karakteristisk nok ved siden af Oluf Thomsen den konservative enegænger, økonomen L. V. Birck der påvirkede ham stærkest. 1923 blev han cand.polit. med 1. karakter og var 1923–25 redaktionssekretær ved det handelspolitiske tidsskrift The Baltic Scandinavian Trade Review. 1926 ansattes S. ved Jyllands-Posten som udenrigspolitisk medarbejder. Han havde nu fjernet sig fra studenterårenes radikalisme, og det store jyske blads uafhængige konservatisme, stærkt nationale og forsvarspositive indstilling og kamp for et frit erhvervsliv harmonerede med hans egen grundholdning. Han blev redaktionssekretær og knyttede i denne egenskab Kaj Munk til bladet som skribent. – Ved årsskiftet 1933–34 vendte S. tilbage til hovedstaden som redaktionssekretær ved Berlingske Tidende men gik allerede oktober 1934 til Dagens Nyheder (Nationaltidende) som led i en slags mageskifte mellem de to konservative københavnske bladhuse, idet han afløste Nic. Blædel som ansvarshavende redaktør, mens Blædel knyttedes til de berlingske aviser. Det var i en periode med omvæltninger for det Ferslewske hus. 1936 genoptog Dagens Nyheder navnet Nationaltidende, og Dansk arbejdsgiverforening og Industrirådet overtog aktiemajoriteten. Også det konservative folkeparti fik aktier i bladet som S. 1937 ved siden af sin chefredaktørpost tillige blev adm. direktør for. Han placerede markant Nationaltidende som forkæmper for de selvstændige erhvervs interesser og stærkt kritisk over for Stauning-Munch-regeringen. Indtil de konservatives leder J. Christmas Møller havde overvundet modstanden i partiet mod den forfatningsreform han ønskede, gik Nationaltidende imod men støttede derefter i dette spørgsmål Christmas Møllers linje der nu også var partiets officielle.

Set i eftertidens perspektiv var dog den redaktionelle kurs S. anlagde over for det nazistiske Tyskland mest bemærkelsesværdig. Han var en initiativrig og beslutsom chef med maskulin charme og saltet humor og samlede om sig på Nationaltidende en kreds af journalister der med stigende bekymring og frygt for Danmarks skæbne iagttog udviklingen syd for grænsen, hvorom bladets Berlin-korrespondent Jacob Kronika sendte meget læste korrespondancer hjem. Kredsens medlemmer blev siden kendte navne i modstandsbevægelsen som Børge Outze, Ole Kiilerich, Kate Fieron, Peter de Hemmer Gudme og Franz v. Jessen. Den sidste, der var lederskribent i nært samarbejde med S., fordømte nov.1938 de tyske jødeforfølgelser så skarpt at det bed sig fast i den nazistiske hukommelse, og 11.4.1940 – to dage efter besættelsen – forlangte tyskerne skriveforbud mod v.Jessen med henvisning bl.a. til denne fordømmelse. Det var det første af en række med stigende skarphed fremførte krav over for Nationaltidende hvis holdning besættelsesmagten fandt "åbenlyst tilsigtede at være fjendtlig mod Tyskland". Tyskerne gennemtvang at bladet maj-sept. 1940 kom under udvidet kontrol gennem det danske udenrigsministeriums pressebureau, og dec.s.å. krævede de for første gang via udenrigsministeriet at S. blev frataget den redaktionelle ledelse. Nationaltidendes bestyrelse afviste kravet, og et 14 mdr. langt tovtrækkeri begyndte hvorunder tyskerne som konkrete anklagepunkter bl.a. henviste til artikler af Kaj Munk og Outze, der fik forbud mod at skrive om politik, og professor Flemming Hvidbergs redaktion af kirkesiden. Bladets behandling af Danmarks tilslutning til anti-kominternpagten nov.1941 affødte en så voldsom tysk reaktion at S. en uges tid måtte suspenderes som chefredaktør, og efter en ny kortvarig suspension januar 1942 bøjede Nationaltidendes bestyrelse sig omsider for presset og afskedigede S. 28.2.

S. fik derefter ansættelse som kommitteret i Dansk reklameforening og nationaløkonomisk konsulent i Dansk arbejdsgiverforening. Men det var nærmest dækposter for den illegale virksomhed han nu for alvor kastede sig ud i. Den spirende modstandsbevægelse havde fra begyndelsen haft en medsammensvoren i ham, og med udgangspunkt i den illegale presse fik han efterhånden kontakt til så godt som alle sider af modstandsarbejdet, ikke mindst med fald-skærmsfolkene. Han blev medlem af Fonden af 1941 der hjalp ofre for frihedskampen økonomisk, og alene i kraft af sin centrale placering, uden at repræsentere nogen bestemt modstandsorganisation, var han blandt stifterne af frihedsrådet der fra sept. 1943 begyndte at gøre sig gældende. Sammen med Mogens Fog og overretssagfører N. Busch-Jensen, der var juridisk konsulent for rådet, forfattede han frihedsrådets pjece Naar Danmark atter er frit (nov.1943) der bidrog stærkt til at befæste rådets autoritet i befolkningen. Fra dec.1943 forvaltede han det engelske propagandaarbejde i Danmark. Sommeren 1944 kom S. til at spille en væsentlig rolle ved indledningen af de gensidige sonderinger mellem frihedsrådet og rigsdagspolitikerne der til sidst skulle resultere i befrielsesregeringen maj 1945. I kontaktudvalget mellem de to parter repræsenterede han sammen med Børge Houmann rådet, mens socialdemokraten H. C. Hansen og den konservative Aksel Møller repræsenterede politikerne. Natten mellem 1. og 2.9.1944 blev S. og Kate Fieron arresteret af Gestapo – en fængslet faldskærmsmand havde røbet deres adresse. Efter et døgns gennemprygling blev S. sat i Vestre fængsel men i november overført til Shellhuset og – bl.a. sammen med Mogens Fog der i mellemtiden også var blevet arresteret – placeret i bygningens øverste etage, "gidseletagen". Da Royal Air Force 21.3.1945 bombede Shellhuset lykkedes det Fog og S. samt andre "gidsler" at undslippe, først og fremmest takket være overbetjent Christen Lyst Hansens koldblodige åbning af celledørene. S. genoptog sin illegale virksomhed, og ved befrielsen 5. maj udtalte han at "arbejdet i Danmarks frihedsråd har lært mig, at der er større muligheder for effektivt samarbejde mellem de forskellige befolkningslag, end jeg før har troet på". Han sagde ja til et tilbud fra det berlingske hus – nok fremsat med skelen til frihedsrådets popularitet – og indtrådte 15.5.1945 i Berlingske Tidendes og Berlingske Aftenavis' chefredaktion.

Her ville han gøre frihedskampens erfaringer gældende i efterkrigens nye verden. Men 1946 blev det offentligt kendt at den ansvarhavende chefredaktør Svend Aage Lund sommeren 1940 havde været blandt initiativtagerne til stiftelsen af Dansk-tysk forening, og sammen med redaktørkollegaen Ebbe Munck, der også var kommet fra modstandsbevægelsen, deponerede S. sin opsigelse i protest mod Lunds forbliven som ansvarhavende. Aktionen havde imidlertid ikke gennemslagskraft over for bladhusets bestyrelse og sept. 1946 trådte Munck og S. derfor ud af den berlingske redaktion.

1947 blev S. Københavnskorrespondent til Flensborg Avis men udnævntes 1949 til direktør for dansk Røde kors og blev på denne post inddraget i problemerne omkring hospitalsskibet Jutlandia som Danmark udsendte under Koreakrigen 1950–53. Røde kors var ansvarlig for skibets økonomiske og lægelige administration. Efter missionens afslutning tildeltes han Jutlandiamedaljen. 1956 fratrådte han direktørposten pga. stigende kritik af hans dispositioner. Der var vist mest af alt tale om en "gemytternes uoverensstemmelse" mellem ham og Røde kors-bestyrelsen. Han havde i sin karakter et element af kompromisløshed der i besættelsens situation inspirerede til en lysende indsats men som i andre og mindre entydige situationer kunne være en hæmsko. Bruddet med Røde kors frustrerede og deprimerede ham. Hans senere år var i det hele taget ikke uden modgang. Ved hans død var forbindelsen til Berl.tid. blevet genoprettet, han leverede en ugentlig artikel om aktuelle nordiske emner.

S. var medarbejder ved et par af de værker om besættelsestiden der udkom efter befrielsen, han skrev således et afsnit om pressen til det af Vilh. la Cour redigerede Danmark under Besættelsen, 1945–47. Han var før sin illegale periode medlem af den danske presses telegramudvalg og i bestyrelsen for Foreningen af københavnske dagblade. Efter krigen påtog han sig organisationsarbejde med baggrund i frihedskampen, var 1946–58 formand for præsidiet for frihedsmuseet og 1947–49 for landsforeningen af besættelsestidens politiske fanger, men øvede først og fremmest en indsats som formand fra 1948 til sin død for foreningen Frit Danmark, hvis blad Kate Fieron redigerede og som han var en flittig bidragyder til. Modstandsorganisationen Frit Danmark blev efter krigen søgt videreført som legal landsorganisation men efter marts-omvæltningen i Tjekkoslovakiet 1948 endte forsøget i et brud mellem "højre"- og "venstre"-fløjene, og overvejende med tilslutning fra den sidste fløj omdannedes landsorganisationen til en støtteforening for bladet. Som formand her ville S. realisere sit under besættelsen erhvervede syn på samarbejde mellem de forskellige befolkningslag. – Han var i en årrække censor ved handelshøjskolerne i Kbh., Odense, Århus og Ålborg.