Bjørn Ochsner, 4.4.1910-24.3.1989, førstebibliotekar. Født på Frbg. (Skt. Thomas). Efter realeksamen 1925 gennemgik O. en købmandsuddannelse i Kerteminde og tog 1930 såvel højere handelseksamen som studentereksamen. Efter et par års studieophold i Berlin fortsatte han sine studier i filosofi ved Kbh.s univ. hvor han 1939 fik magistergraden. I sine senere studieår virkede han som manuduktør, og fra 1940 virkede han som censor ved filosofikum ved Kbh.s univ. Senere har han også i en årrække været censor ved Odense og Århus universiteter. – 1941-44 var han knyttet til Den kgl. kobberstiksamling og kom 1944 til Det kgl. bibliotek hvor han allerede året efter blev leder af Kortog billedafdelingen, fra 1960 med titlen førstebibliotekar. Afdelingen, ikke mindst billedsamlingen, har under O.s lederskab, der varede til han 1980 faldt for aldersgrænsen, udviklet sig næsten eksplosivt ikke alene hvad erhvervelser og indsamlingsaktiviteter, men også hvad benyttelse angår, og samlingen er nu ubestridt landets centrale dokumentariske billedsamling. Billedsamlingen er endvidere i O.s tid udviklet til landets betydeligste fotomuseum, og i kraft af O.s mange internationale forbindelser er samlingen kommet ind i et fast samarbejde med en række fremtrædende institutioner inden for området. Af O.s omfattende forfattervirksomhed kan nævnes hans store afhandling om danske ligprædikener med kobberstukne illustrationer (Bogvennen, Ny r. 3, 1948) og forskellige artikler i Fund og Forskning om silhouetter og om H. C. Andersen-fotografier, sidstnævnte emne er også behandlet i en selvstændig publikation 1957. I samleværket Den lille portrætkunst i Danmark siden 1750, 1949 har han skildret de danske daguerreotypister og de første fotografer i Danmark. Han har endvidere udgivet Fotografi i 100 år set fra et dansk synspunkt, 1962, Fotografiet i Danmark 1840-1940, 1974 og sammen med H. Bramsen og Marianne Brøns Early photographs of architecture and views in two Copenhagen libraries, 1957. Hans hovedværk er det store biografiske værk, Fotografer i og fra Danmark indtil år 1900, ny udgave I-II, 1969 (3. udgave under udarbejdelse) der er den første af sin art herhjemme og er blevet et uundværligt værktøj for biblioteker og lokalhistoriske arkiver m.v. Desuden har O. været medredaktør af Salmonsens Leksikon-Tidsskrift, 1944-45 og af Gyldendals Etbinds Leksikon, 1947-48 samt medudgiver af serien Livsanskuelse gennem tiderne I-X, 1955-58, ligesom han har leveret bidrag til Nordisk håndbog i bibliotekskundskab III, 1960 og andre samleværker. – Han har taget ivrig del i organisationsarbejder og har således 1955-60 været formand for Bibliotekarsammenslutningen for videnskabelige og faglige biblioteker. Han er medstifter og medlem af Landsudvalget for indsamling af gamle fotografier og har i flere år deltaget i Forening for boghaandværks udvælgelse af årets bedste bøger.
Forældre: civilingeniør Hjalmar O. (1881-1948) og Ellen Maria Bergstrøm (1883-1923). Gift 9.2.1945 i Kbh. (b.v.) med Bente Signe Kaas, født 12.7.1922 i Odense, d. af kredslæge Johan Vilhelm Heerdegen K. (1886– 1964) og Ane Kirstine Vilhelma (Ville) Holm (1889-1977).
Linoleumssnit af K. J. Almquist 1949 og 1968. Foto.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki