Einar Hansen, Einar Anton Hansen, 14.11.1902-21.1.1994, forlægger. Efter handelsuddannelse og handelseksamen i Danmark 1919 praktiserede Einar Hansen 1920-21 i Norge og Tyskland hvorefter han 1923 flyttede til Malmø hvor hans otte år ældre morbror Michael Th. Hansen allerede var i gang som forlægger. Sammen med morbroderen startede han 1925 Baltisk Forlag som udgav billige værker i Sverige og Danmark. 1928 påbegyndtes udgivelsen af det store kolportageværk Svensk uppslagsbok, men 1932 skiltes onkel og nevø. Michael Hansen fuldførte Svensk uppslagsbok alene, og Einar Hansen – som samme år blev svensk statsborger – startede Ugebladsforlaget Alihem i Malmø med eget trykkeri og lagde ud med Hemmets veckotidning og Allas veckotidning som nåede op på mere end en halv million eksemplarer om ugen. Fra 1935 begyndte Einar Hansen tillige at udgive populære værker, i første række Svenska folket genom tiderna I-XII, 1938-40, og De nordiska folken genom tiderna I-IV, 1946-49.

Det er dog Einar Hansens indsats som forlægger i efterkrigsårene der stærkest markerede hans profil i nordisk udgivervirksomhed. Siden krigen udsendte han en række pragtværker af blivende værdi som alle lyser af Einar Hansens skaberglæde, dristighed og foragt for omkostninger. I ikke mindre end 40 bind skabte han i Alihems landskapsböcker en moderne, rigt illustreret beskrivelse af Sverige, og i 18 bind udsendte han Slott och herresäten i Sverige. Sin udtalte interesse for det maritime ytrede sig i Svenska flottans historia I-III som betragtes som det stateligste monument, noget lands flåde har fået rejst i bogform. Pionérværket Svenskt konstnärslexikon i fem kæmpebind (1952-67) er med sine gedigne biografier og sin overdådighed af farvetrykte bilag ligeledes blevet et unikt værk i nordisk kunstlitteratur. Endelig må nævnes udgivelsen af Esaias Tegners brev I-XI der 1969 indbragte Einar Hansen æresdoktortitlen ved Lunds universitet.

Einar Hansens iøjnefaldende dygtighed som forretningsmand gjorde sig også gældende på adskillige andre felter. 1946 stiftede han sit eget rederi Clipper i Malmø og talte i sin flåde bl.a. den berømte cruiser Stella Polaris; han var direktør til 1989. Fra 1941-53 drev han tillige papir- og emballagefabrikken Fridafors i Kronobergs län.

Overfor Danmark ydede han en ret enestående hjælp til flygtningeorganisationerne i Skåne 1943 og i mange år virkede han som pionér i dansksvensk kulturudveksling. I Sverige var han donator til talrige nationalt betonede organisationer, og i 1987 bevirkede donationer fra hans side oprettelsen af et professorat ved Lunds universitet i bog- og bibliotekshistorie. Skønt hele Einar Hansens største forlagsindsats var rent svensk, regnes han ligesom Sven Nielsen i Paris blandt de store danske forlæggere hvis indsats er faldet uden for landets grænser.

Familie

Einar Hansen blev født i Horsens og døde i Malmø.

Forældre: grosserer Anton Ole H. (1878-1939) og Johanne Caroline Hansen (1879-1961). Gift 15.10.1924 i Kbh. (b.v.) med Vera Marie Udesen, født 30.6.1900 i Kbh., d. af grosserer Jens Knudsen U. (1867-1926) og Johanne Margrethe Andersen (1869-1936).

Udnævnelser

K2. 1947.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig