Carl Muusmann

Carl Muusmann, Carl Quistgaard Muusmann,  9.6.1863-11.6.1936, journalist, forfatter. Født i Slesvig, død i Kbh., begravet på Frbg. (Solbjerg). Ugift. M. blev student 1882 fra Roskilde hvor faderen efter krigen 1864 var blevet adjunkt ved katedralskolen og begyndte at studere jura, men gik hurtigt over i journalistisk virksomhed: 1884-96 ved Avisen, 1896-1919 ved Vort Land, derefter ved Nationaltidende (en kort tid dog ved Berlingske Tidende). Uden partipolitisk præg befandt M. med sin medfødte konservative natur sig bedst som medarbejder ved den borgerlige højrepresse. Udstillingen i Kbh. 1888 og et ophold i Paris 1888-89 gjorde ham for bestandig til en karakteristisk blanding af en fuldblods københavner med byens overfladeliv som særstof og en franskbegejstret pariserfarer med særlig sympati for tiden under det andet kejserdømme. – Fra journalistikken førtes M. "logisk" (som han ved lejlighed kaldte det) over i forfattervirksomheden – med årene henved halvhundrede bøger omkring bestemte yndlingsmotiver. En lige så karakteristisk blanding af en harmløs boheme og en bestandig bourgeois skabte en stærk og stadig sans for cirkuslivets og forbryderverdenens skæbner og dermed en række romaner om artister eller fanger, bl.a. Lovens Arm, 1896, Tretten Trumfer, 1899, Fange No. 113, 1903, Den flyvende Cirkus, 1906, Filmens Datter, 1914, Gøglervognen, 1919 o.m.a. Forkærligheden for alt fransk blev til En Københavners Erindringer fra Sedan til Verdun, 1916, En miskendt Storhed. Napoleon den Tredies Liv og Levned, 1918 og romanen om kejserprinsen: Loulous Øjne, 1916. Ren journalistik (artikelstof i bogform) var Den russiske Kejserfamilies Tragedie, 1917, So sprach der Kaiser, 1918 og Hohenzollernes sidste Dage, 1919. Varigere betydning har kun den gruppe bøger, hvori M. med sin skarpe hukommelse og sit nøjagtige kildestudium har givet sine bidrag til Kbh.s ydre historie: romanen Københavns Nøgler, 1912 og forlystelseslivets kavalkade fra samme tidsrum: Firsernes glade København, 1920 samt de lidt bredere anlagte skildringer: Halvfemsernes glade København, 1921, Da København blev voksen, 1932 og Da Storkøbenhavn var lille, 1933. Trods den stærke begrænsning i stofvalget er her dog både ægte tidskolorit og let udførte portrætter (fra Gustav Esmann over "Hellig-Hansen" og Axel Heide til Carl Møller o.fl.). Også som dramatiker gjorde M. sig gældende: folkekomedien De grønne Drenge (Det ny teater 1923) og den mangfoldige gange og steder opførte dramatisering af De smaa Landstrygere.