Dansk Biografisk Leksikon

Emil Elberling

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Emil Elberling, Rudolf Emil Elberling,  17.7.1835-6.1.1927, journalist, forfatter, bibliotekar. Født i Slagelse, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). E. blev student 1852 fra Roskilde, cand. phil. 1853, studerede moderne historie og politik, blev 1860 rigsdagsreferent ved "Fædrelandet", og efter et kortere medarbejderskab ved ugebladet Ude og Hjemme var han 1863-76 "Fædrelandet"s daglige udenrigspolitiske pen, skrev i det til dets ophor 1882 og derefter, uden fast tilknytning, i forskellige hovedstads- og provinsblade, var samtidig en meget brugt bidragyder på sit fags område til leksika (Forlagsbureauets Haandleksikon af hvilket han var medudgiver 1879-82, Dansk biografisk Leksikons første udgave, Salmonsens Konversationsleksikon 1. og 2. udg., Nordisk Familjebok o.fl.). I værket Bestaaende Forfatningslove, 1880-86 udarbejdede han bindet om England. E. udnyttede sin omfattende viden med stor ansvarsfølelse og med en nøjagtighed der end ikke svigtede på hans meget gamle dage, og da han var en personlighed med selvstændighed og holdning faldt hans oplysningsarbejde ikke altid i tråd med hvad der hævdedes af de toneangivende – hans forståelse af den tyske enhedsstræben og af Bismarck var således større end de nationalliberales i 1860ernes begyndelse, og heller ikke senere stemmede hans opfattelse altid med "Fædrelandet"s officielle. Egne veje gik han også i de år da det nationalliberale borgerskab deltes i et højre og et venstre; han var med i den "liberale" bevægelse og medstifter af Den liberale vælgerforening på Frbg. og dens første formand 1883-86. 1884 udgav han ugeskriftet Den uafhængige. I det hele var og blev han dog i god overensstemmelse med de ideer der brød frem i hans yngre dage, en ihærdig og forhåbningsfuld forkynder af demokratiet, nationaliteternes ret, kvindesag, fredssag, forholdstalsvalg osv. I praktisk dansk politik kom han nærmest til at stå på venstres højre fløj. Hans særpræg føltes da efterhånden mindre, også fordi hans form som skribent kun holdt det jævneste mål. 1880-1912 var han rigsdagens bibliotekar og vandt megen påskønnelse for sin nyordning og katalogisering af bogsamlingen og sin elskværdige og kyndige vejleden af brugerne. Han efterlod forarbejder til og partier af et biografisk værk over rigsdagens medlemmer 1848– 98.

Familie

Forældre: overlærer, senere rektor, dr. phil. C. W. E. (1800-70) og Dorthea Flensted (1801-50). Gift 27.5.1865 i Roskilde med Marie Louise Elberling, født 25.6.1841 i Serampore i Bengalen, død 21.8.1897 på Frbg., d. af regeringssekretær, senere herredsfoged i Tune og Ramsø herreder Frederik Emil E. (1804-80) og Harriet Anne Fjellerup (1821-59). -Bror til Carl E.

Ikonografi

Mal. af Valdemar Secher (folketinget). Foto.

Bibliografi

Joseph Michaelsen: Fra min samtid II, 1893 55 59f. Victor Elberling i Journalisten 15.7.1910. Samme i indledn. til Fortegn, over rigsdagens bogsaml. Tillæg, 1918 XVII-XXV. Poul Bjerge i Hojskolebl. LII, 1927 57-60. – Papirer i Rigsark. Breve i Kgl. bibl.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
forholdstalsvalg
fællesbetegnelse for valgsystemer, der ved forde ...Artikel i Den Store Danske
bibliotekar
fagligt uddannet biblioteksmedarbejder, i Danmar ...Artikel i Den Store Danske
journalist
medarbejder ved nyhedsbureau, dagblad, fagbla ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
PLM
17/07/2011
  • Læst 384 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki