Enevold Sørensen

Enevold Sørensen, Enevold Frederik Adolf Sørensen,  21.9.1850-1.2.1920, journalist, minister. Født i Karrebæksminde, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). S. begyndte pÃ¥ BlÃ¥gÃ¥rds seminarium 1866, tog 1869 skolelærereksamen og var derefter et par Ã¥r huslærer. Imidlertid søgte C. Berg ved en annonce i Dagstelegrafen en ung mand med lyst til bladvirksomhed, og derved fik S. stillingen som redaktør af venstrebladet Kolding Folkeblad da dette det første af Bergs blade fra nytÃ¥r 1872 begyndte at udkomme. Berg der aldrig var bange for at arbejde med ganske unge kræfter blev ikke skuffet af S. der viste sig meget duelig til at oparbejde det nye foretagende under de daværende snævre og krævende vilkÃ¥r for journalistisk arbejde i provinsen. S. var den nøgterne, rationelt anlagte sjællænder og supplerede derfor godt den dristigt fremstormende jyske folkefører der blev hans arbejdsgiver. I S. selv var der ikke stof til nogen fører. Han var først og fremmest en praktisk mand, anlagt for bÃ¥de at administrere og redigere. Men han gjorde ved sin store arbejdskraft og sunde sans ypperlig fyldest, og Kolding Folkeblad, der efterhÃ¥nden blev stadig mere præget al sin redaktørs solidt oplysende politiske artikler, blev trods en vis tørhed i anlægget et meget anset blad, det absolut førende blandt de Bergske blade. 1894–1901 var han formand for Venstrebladenes forening. I Kolding var han fra 1883 til 1901 medlem af byrÃ¥det, og da byen havde den undtagelsesstilling blandt købstæder at være en by med venstreflertal fik S. stor kommunal indflydelse og lærte at forstÃ¥ sig godt og grundigt pÃ¥ alle sider af kommunallivet. 1887 valgtes S. første gang til folketinget i Vonsild, genvalgtes 1890, men faldt 1892 og søgte forgæves nyvalg 1895. Han var efter C. Bergs død 1891 den nærmeste til at blive opfattet som "bergianernes" fører pÃ¥ rigsdagen, men hvor lidt han selv betragtede sig som arvtager fremgÃ¥r af at han ikke ville stille sig som hans efterfølger i Koldingkredsen. Han ville eller kunne ikke konkurrere om noget føreskab med en mand af J. C. Christensens folkelige bredde og styrke. 1898 blev S. dog valgt til folketinget i Koldingkredsen som han derefter repræsenterede til 1919 da han ikke lod sig genopstille. Straks derefter blev han kongevalgt landstingsmand. 1918 udtrÃ¥dte han af rigsdagen. – Ved sin genindtræden i folketinget 1898 sluttede S. sig naturligt til venstrereformpartiet og blev medlem af finansudvalget. Ved systemskifiet 1901 blev han indenrigsminister i det førsti venstreministerium, hvilket opfattedes som en naturlig tribut til venstres provinspresse der havde bidraget meget væsentligt til den vundne sejr. S. kunne som indenrigsminister udnytte sin store kommunale erfaring og sin sans for administration. Han gennemførte den kommunale skattelov af 1903 og flere sociale foranstaltninger. Da ministeriet J. C. Christensen 1905 afløste ministeriet J. H. Deuntzer overtog S. kultusministeriet mens hans efterfølger som indenrigsminister efter hans eget ønske blev Sigurd Berg. S var interesseret i skolesager og en alvorlig religiøs natur, men havde i øvrigt ikke særlige betingelser for nogen retningsgivende indsats pÃ¥ hverken skolens eller kirkens omrÃ¥de. Det var dog letkøbt og misforstÃ¥et nÃ¥r hans politiske modstandere gerne ville spotte hans jævnhed og i formodet ubetydelighed hos ham finde forklaringen pÃ¥ at han af mændene fra 1901 fik den længste uafbrudte virketid som regeringsmedlem. OgsÃ¥ i kultusministeriet forstod S. at hævde sig med myndighed til alle sider. Af lovgivningsarbejder faldt det bl.a. i hans lod at gennemføre lønningsloven for lærere og en teaterlov. Han overgik som kultusminister i ministeriet Neergaard 1908, i ministeriet Holstein-Ledreborg indtil 28.10.1909.

I landstinget var S. 1913–16 medlem af finansudvalget, men gjorde sig navnlig under grundlovssagens behandling 1912–14 gældende ved et ordførerskab der var præget af hans lange politiske erfaring. Hans sidste leveår var mærket af streng sygdom. Ved sin død fik han også af modstandere der havde vist tilbøjelighed til at ringeagte ham det eftermæle der svarede til hvad han havde været: en god folkerepræsentant og en dygtig embedsmand.