Dansk Biografisk Leksikon

Henrik Cavling

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Henrik Cavling, Paulus Henrik Cavling,  22.3.1858-7.8.1933, journalist, forfatter. 

Henrik Cavlings forældre var fra Sverige. Skønt faderen hverken kunne læse eller skrive var han bestyrer for et teglværk i Lyngby. Den dygtige og opvakte mor forstod at forvalte de små indkomster så den store børneflok ikke led savn. Først da hun var et halvt hundrede år lærte hun at skrive, men kundskabstørstig som hun var erhvervede hun sig en ikke ringe dannelse. Da Henrik Cavling var en halv snes år begyndte han at køre mursten til Kbh. Dobbeltindtrykket af land og by fik en afgørende indflydelse på hele hans livsførelse og -forståelse. Nogle år senere blev faderen brændehandler, og sønnen måtte daglig hente brænde i skoven. Disse år da han blev fortrolig med skoven bidrog til at skabe den naturfølelse hos ham som siden prægede ham. Efter konfirmationen ville han til søs, og det lykkedes ham at komme som skibsdreng med panserskonnerten Absalon. Da togtet var endt kom han ind på Smith og Myginds maskinfabrik på Nørrebro.

I årene der fulgte sled han voldsomt i det. Han havde tolv timers dagligt arbejde og måtte tage natten til hjælp for at læse til maskinisteksamen. Han begyndte tillige at skrive og indleverede to komedier til Folketeatret som han fik tilbage. Men ikke nok hermed: han læste helt på egen hånd til præliminæreksamen samtidig med at han forberedte sig til maskinisteksamen. Han endte dog med at gå ind på Blågårds seminarium og tog 1881 skolelærereksamen.

Allerede i seminarietiden havde han indsendt artikler til Dagsavisen og Morgenbladet. Hans første virkelige reportageartikel stod i Dagsavisen 20.5.1882 og beskrev Donse krudtmølles eksplosion. Det var en overordentlig talentfuldt formet skildring hvor hver eneste sætning var omhyggeligt overvejet og særdeles virkningsfuld. Den var på det tidspunkt den fremkom et ret enestående fænomen, og de klartseende vidste med ét at et virkeligt journalisttalent var opstået. Fra et længere ophold i Berlin sendte Henrik Cavling derefter korrespondancer, bl.a. 1885 til det nystiftede Politiken en om minestrejken hvis forstående omtale af arbejderne vakte opsigt. Foråret 1886 kaldte Herman Bing ham hjem som fast medarbejder ved Politiken. 

Der fulgte nu en årrække hvor Henrik Cavling var bladets mest læste reporter (hovedmærke Ignotus). Hans kendskab til de forskellige samfundsklasser og hans mange personlige oplevelser som arbejder og proletar gav ham et stort stof at øse af. Han drog ind under journalistikken en række emner som hidtil havde været næsten uopdyrkede. Han var tillige såre lydhør over for det der hændte omkring ham, og han behandlede sit stof på en stemningsfuld måde der altid gjorde det tiltrækkende for publikum. I hans skildringer var lyrikken det egentlig besjælende element, og den kunne blive følsom indtil grænsen af det sentimentale, men takket være den humor der var den anden hovedbestanddel af Cavlings væsen forstod han at holde igen; det var kun sjældent hans stil blev direkte sentimental. Sit betydningsfuldeste arbejde som journalist præsterede han på det sociale område. Han gik ud til de fattige kvarterer og skildrede, uden salvelse og uden direkte indignation, den elendighed og uretfærdighed han havde været vidne til. Han glemte aldrig det miljø hvoraf han var udgået og den nød han havde haft for øje i sine proletarår på Nørrebro. Han forstod tillige hvor glimrende bladstof disse artikler fra samfundets overdrev var. Det lykkelige for Henrik Cavling, det der i en væsentlig grad blev grunden til hans succes, var at hans gode hjerte og hans journalistinstinkt arbejdede så naturligt og så fortroligt sammen. Det var dog kun på besøg han i disse år opholdt sig i Kbh. For det meste var han i udlandet som korrespondent. 1886 og 1887 (Boulangeråret) var han i Paris. 1888 var han hjemme for at skrive om den store udstilling i Kbh., men rejste samme år for første gang til Amerika (hvor han senere var fire gange) for at behandle præsidentvalget. Han var siden i Vestindien, på Cuba 1896 under borgerkrigen, på Kreta og i Grækenland under den græsk-tyrkiske krig 1897, i Rennes 1899 hvorfra han under Dreyfusprocessen sendte telegrammer hjem som blev slugt med en utålmodighed som næppe forhen noget udenrigsk stof. Endelig var han 1899-1900 med på "Valkyrien"s togt til Østasien hvorunder han var H.N. Andersens gæst på Ø.K.s dampskib Annam.

1903, året efter Hørups død, bestemte Henrik Cavling sig til selv at starte et dagblad. Hans forhold til Edvard Brandes, Politikens redaktør efter Hørup, var ikke helt harmonisk. Han bragte i løbet af ganske kort tid den sum han behøvede til veje; men Politikens bestyrelse kom ham i forkøbet, en generalforsamling tilbød ham posten som hovedredaktør med Ove Rode som leder af bladets politik ved sin side. Cavling modtog tilbuddet, og 1.7.1905 blev han redaktør. Som sådan bidrog han mere end nogen anden til at give den nordiske presse et andet udseende og en stærkt forøget læsekreds. - Det var de store engelske og amerikanske blade der var hans forbillede, og i løbet af kort tid gav denne sindigt, men energisk arbejdende mand Politiken en helt ny form, Den blev ikke til at kende igen. Den havde hidtil kun været på fire sider der efterhånden var blevet uhandleligt lange; nu blev siderne små, men mange - bladet kom til at rumme langt mere stof end forhen, en hel række nye, hidtil næsten udyrkede emner indgik dagligt i spalterne, blandt dem især sporten og meddelelser fra udlandet. Henrik Cavling ville at bladet skulle rumme den størst mulige stofmængde, men at artiklerne skulle være let overskuelige, egnede til hurtigt at konsumeres af det travle, men nysgerrige nutidspublikum. Han mente ikke at den ræsonnerende artikel havde udspillet sin rolle, men han stillede også på dette område fordringer til knaphed, klarhed og koncision. Bladets ledende artikel kom kun til at indtage en tredie- eller fjerdedel af den plads den hidtil havde rådet over i den danske hovedstadspresse. Et meget større råderum gav han bladets mange kronikker. Det var meningen med disse store artikler hvoraf bladet lige fra først af dagligt bragte én, altid anbragt på samme sted bag i bladet, at de skulle give et indblik i alle de forestillinger og alle de åndelige aspirationer som optog nutidens mennesker. I den ledende artikel hævdede bladet selv de politiske og sociale anskuelser det anså for de retfærdige og derfor gavnlige; i kronikken gaves der derimod de enkelte skribenter lejlighed til at fremsætte særmeninger. Da de andre store blade i Kbh. efterhånden omdannede sig efter det eksempel Henrik Cavling havde givet indførte de også alle kronikken. I de 23 år Cavling redigerede bladet gennemgik det en betydelig udvikling. Antallet af eksemplarer steg fra 18 000 til 70 000, og bladet fik 1912 egen bygning. Cavling levede og åndede kun for dets trivsel og søgte at give det stadig ny ungdom ved at knytte friske kræfter til det.

Når Henrik Cavling - uden baggrund af systematisk bladteknisk uddannelse eller omfattende viden - havde så let ved at gøre det aldrende blad til noget bestandig friskt, sprudlende og tindrende, var hovedgrunden den at han i sin natur havde noget af det bølgende, gyngende, sitrende der er specifikt dansk, noget flyvesandsagtigt der elskede de glitrende smil og omskiftelsernes luner. Denne myreflittige, tilsyneladende uforstyrrelige, altid uimponerede og totalt usnobbede mand havde bag det panser det uophørlige arbejde havde dannet noget af en sværmers og en poets temperament. Det var så svært at bestemme hans væsen fordi det rummede de største modsætninger. Alle der kom ham på nærmere hold og skulle definere hans natur blev bragt til at standse af det fundamentalt paradoksale: den uhyre optagne mand der altid havde tid nok til sin rådighed, som fik en samtale der skulle vare et par minutter til at svulme op til en time, som fortabte sig i erindringer, i digressioner, som krydrede talen med anekdoter hvor hans humør der var folkeligt lune i adlet form, boltrede sig stilfærdigt og graciøst. Denne af hundrede daglige pligter og tanker overbebyrdede mands forbavsende nonchalance - det var Cavlings charme. 

Da Henrik Cavling overtog ledelsen af Politiken og lagde bladet i et bestemt plan der dog hver eneste dag skulle have indsprøjtet frisk blod og stråle med nyhedens og det uforudsetes interesse fik han ikke længere tid til at skrive artikler i bladet eller bøger. Hans tidligere forfatterskab var ret omfangsrigt. Han debuterede 1894 med fortællingen Fra de dyb Dale der bringer en mængde autobiografisk stof og rummer en selvransagelse. Sådan som Kaj Lønge udvikler sig til at blive en stræber og en snob der svigter sit parti og det miljø han fra fødselen tilhører, sådan frygtede den unge Cavling det i værste fald kunne gå ham. Han stillede i denne sin første bog et skræmmebillede op der altid kunne advare og mane ham. Selv om Henrik Cavling blev en velstående mand der omgikkes på lige fod handelens, industriens og litteraturens stormænd glemte han aldrig de pligter hans beskedne hjem og hans folkelige ungdomskammerater i Nørrebros baggårde pålagde ham. Hele sit liv tænkte han på de fattige, de undertrykte og de forurettede. Der er navnlig tre ting hans navn altid vil være knyttet til: kolonihaverne i Rødovre, Wesselsminde i Nærum hvor tusinder af proletarbørn har haft sommerophold, "de juleløses jul" og juleindsamlingerne som kastede en lysstråle ind til de fattigste og mest ensomme. Dette blev det mest revolutionære ved Cavlings bladvirksomhed: han indså at et blad ikke blot er til for at kæmpe for ideer, men også for at fuldbyrde visse elementære retfærdighedsideer i handling.

En stor del af de artikler Henrik Cavling havde sendt hjem fra sine rejser samlede og bearbejdede han i store bøger, de rigt illustrerede værker Det danske Vestindien, 1894, Fra Amerika I-11, 1897, Paris, 1899, Østen I-II. 1901-02 og London, 1904 der blev trykt i efter datidens forhold meget store oplag. Instruktive og fulde af glimrende skildringer som de er har de bidraget deres til at give det brede publikum videre åndelige og materielle horisonter. Fordi Cavling var noget af en kunstner der med sin sikre og graciøse pen kunne henkaste de nydeligste stemningsbilleder som dog aldrig opløste sig til ren stemning fordi hans syn var så skarpt og altid vågent, derfor kunne disse bøger også give de mere kræsne læsere ikke blot adspredelse men også nydelse. 1910 udgav Cavling som manuskript en bog med den beskedne titel Avisartikler 1885-1910 der indeholdt noget af det bedste han havde skrevet. Efter at han havde forladt bladet udgav han to bind memoirer: Efter Redaktionens Slutning og Journalistliv. Han er i denne levnedsskildring meget tilbageholdende hvad hans privatliv angår. Den beskedenhed som var en af hans hovedegenskaber har afholdt ham fra alle selvanalyser i moderne forstand. Man har det indtryk at han egentlig kun benytter sig selv til et springbræt for at kunne fortælle om andre. Bogen indeholder da også en rigdom af portrætter af mænd han er kommet i nærmere eller fjernere berøring med. Man kan ikke kalde dem karakterportrætter thi de går ikke i dybden, er ikke anlagt som koncentrerede synteser, men de er rige på pudsige eller barokke anekdoter som er fortalt på samme uforstyrrelige måde der prægede Cavlings mundtlige beretninger, og som stundom kaster et stærkt lys over det centrale i en mands fysiognomi. 

Henrik Cavling tog initiativet til dannelsen af Journalistforbundet 1904, han var dets første formand, og da han forlod redaktørposten blev han udnævnt til æresmedlem.

Sønnen Viggo Louis Cavling, født 15.8.1887 i Paris, død 24.2.1946 var fra 1908 medarbejder ved Politiken. Han udgav flere oplysende og skønlitterære bøger, bl.a. om Ludvig Feilberg (1915) og Arthur Schopenhauer (1920). En anden søn Ole Cavling, født 4.12.1898, død 16.1.1963 var fra 1925 medredaktør af Ekstrabladet.

Familie

Henrik Cavling blev født i Lyngby, død på Stutgården ved Hillerød, urne på Lyngby kgd. Forældre: teglværksbestyrer, senere partikulier Jeppe Olsen (1825-1909) og Bengta Olsen Cavling (1832-1922). Navneforandring 16.10.1889. Gift 1. gang med Jensine (Signe) Mortensen, f. Odgaard, født 3.3.1853 i Kbh. (Trin), død 5.9.1928 i Skodsborg, d. af læsteskærer Mads Jensen O. (født 1823) og Anne Dorthea Christiansdatter (født 1821) gift 2. gang 30.4.1921 i Kbh. (Blågårds sg.) med Hansine Kirstine Marie Christensen, født 3.11.1886 i Rødby, død 15.7.1963 i Fr.borg slotssg., Hillerød, d. af købmand Hans Christian Alfred C. (1854-1909) og Anna Julie Hansen (1862-1962). - Bror til Fréjlif Olsen.

Ikonografi

- Mal. af N. V. Dorph, 1910 (Politiken). Mal. af Vald. Andersen. Buste af R. G. Harboe. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1951. Foto.

Bibliografi

H. C: Efter redaktionens slutning, 1928 og Journalistliv, 1930. - Johs. V. Jensen: Nordisk ånd, 1911 104-13. H. Nathansen: Portrætstudier, 1930 133-58. Th. Hauch-Fausbøll i Berl. tid. 8.8.1933. Vald. Koppel: Af Politikens hist. I-II, 1946. Tage Kaarsted: H. C. som krigskorrespondent, 1960. Hakon Stangerup: H. C. og den moderne avis, 1968. - Papirer i Rigsarkivet. Privat arkiv i Dansk pressemuseums arkiv, Århus.

Læs også om Henrik Cavling i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Henrik Cavling
Henrik Cavling
egl. Henrik Olsen , 1858-1933, dansk journalist ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Den rejsende
Johannes Jørgensen finder i den forstand aldrig fr ...Artikel i Dansk litteraturs historie
Nærum
bydel i Rudersdal Kommune nord for København; ...Artikel i Den Store Danske
Kreta
Grækenlands største ø, beliggende i den sydøs ...Artikel i Den Store Danske
Vestindien
især i historisk og kolonial sammenhæng benyttet ...Artikel i Den Store Danske
Det litterære marked
Kunstnerne havde altså stadigvæk noget at skulle h ...Artikel i Dansk litteraturs historie
Ungkarl Jeppe Jensen i Fly
Jeppe Jensen, som han oprindeligt hed – eller på vestj ...Artikel i Dansk litteraturs historie
Nye alliancer
For mange venstrefolk stod regeringsskiftet i janu ...Artikel i Danmarkshistorien
Rennes
by i det nordvestlige Frankrig og administration ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
CRime
17/07/2011
  • Læst 1279 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki